Det følgende år fortsatte Panis hos Ligier, der nu var ejet af en vis Flavio Briatore. Denne gang kom der flere point på kontoen, omend flere mente at Panis nok stod lidt i skyggen af Martin Brundle, der skiftedes med Aguri Suzuki til at køre den anden Ligier. Sæsonen sluttede med endnu en 2. plads til Panis, i det sidste løb der blev kørt på den dejlige bane i Adelaide.

1996 skulle blive den sidste sæson for Ligier teamet. Og det fejrede Panis med maner. I Monaco vandt han en flot sejr i et dramatisk løb. Det er hans uheld at der kun var tre der gennemføte løbet, da det hurtigt bliver afskrevet som en billig sejr. Men det var det ikke. Panis overhalede flere kørere på banen – at de så senere udgik skal ikke bruges til at decimere hans præstation den dag. Desværre skulle det også blive den eneste sejr som Panis vandt.

Han blev ved teamet, da det i 1997 skiftede navn til Prost. Men nok var Prost en stor racerkører, men nogen stor teamchef var han ikke, så med hans indtog startede også nedturen. Det startede ellers meget lovende, med flere gode resultater, blandt andet en 2. plads i Spanien. Men så ramte han en mur i Montreal og ingenting blev det samme igen, hverken for Panis eller Prost.

Panis missede det meste af sæsonen, den sæson der potentielt skulle have været hans bedste og måske løftet ham et niveau op ad rangstigen. Først i de tre afsluttende løb var han tilbage. 1998 blev et mareridt, hvor pointene udeblev og motivationen dalede. Men Panis blev ved den franske stolthed, måske ikke så meget på grund af varm nationalfølelse, men på grund af manglende alternativer. Men 1999 blev ikke noget fremgangsår og med udgangen af sæsonen forlod Panis både Prost og sin tid som aktiv F1 kører. I stedet tog han imod et tilbud fra McLaren om at blive testkører. Han var på vej mod de 34 år og hans karriere virkede under alle omstændigheder forbi.

Men gennem sit år hos McLaren opbyggede han et ry som en fortræffelig tester, et ry der i 2001 skaffede ham et sæde hos BAR, hvor han blev partner med Jacques Villeneuve. Det var første gang Panis var i team med nogen der havde præsteret noget! Og det gik sådan set meget godt. I de to sæsoner han delte team med Villeneuve virkede han langfra som den underlegne part.

Efter BAR, hvor pointene aldrig rigtig stormede ind på kontoen skiftede han til Toyota, som i 2003 var et team på vej frem. Der tilbragte han to sæsoner med at forsøge at kurere bilens børnesygdomme og i teamet var de glade for ham, og han for dem. Resultaterne var dog magre og Panis rundede i 2004 de 38 år. Der var ikke længere plads til ham i Toyotas race team, hvor Trulli og Schumacher den yngre var de nye ansigter. Og alligevel blev der plads til Panis. I de sidste to år har han været fast testkører for teamet, men besluttede sig nu for at det var på tide at sige farvel. I en alder af 40 har han stadig blod på tanden og vil igen kører racerløb. F1 karrieren er selvsagt forbi, men Panis har vi sikkert ikke hørt det sidste til.

Martin Møller-Thomsen