Her skal Markland Racing i kamp mod en lang række udenlandske teams i den internationale Le Mans Series, der styres af arrangørerne af det legendariske race 24-timers løb af samme navn.
Bag Markland Racing står Henrik Møller Sørensen. Vejlenseren har i år vundet DM-titlen i Special Saloon Car for de kraftigt tunede racerbiler, ligesom han også har fået sin debut i den hårde DTC-serie, hvor han til næste år vil deltage med et fuldt program.
I forbindelse med sin og teamets internationale debut har Henrik Møller Sørensen indledt et samarbejde med den mangedobbelte Danmarksmester Henrik Larsen, der udover sine meritter på de danske racerbaner også medbringer erfaring fra mange udenlandske løb og mesterskaber. Markland Racings kørerbemanding skal fuldendes med en international kører, som har stor erfaring fra Le Mans Series eller en tilsvarende typer langdistanceløb.
”Det er vigtigt, at vi til vores internationale debut får skabt en god og harmonisk kørertrio, hvor vi tre kørere kan komplementere hinanden,” siger Henrik Møller Sørensen. ”Henrik (Larsen, red.) har masser af erfaring, og med endnu en international kører i bilen vil det gøre det nemmere at komme op ad den stejle lærekurve for mig og hele teamet.”
Markland Racing vil i Le Mans Series stille op i GT2-klassen for de serienære sportsvogne, men i stedet for blot at følge strømmen og vælge en Porsche 996 som størstedelen af modstanderne, har det danske team valgt at gå egne veje og satse utraditionelt. Til sin debutsæson stiller man op i en Corvette Z06. Modellen har hidtil kun været set i GT1-klassen, hvor der må foretages endog meget kraftige ombygninger af bilerne, men i GT2-klassen, hvor bilerne skal være tættere på gadeudgaverne, er den ikke set før i serien.
”Arbejdet med at ombygge bilen til race er i fuld gang, og denne opgave har jeg valgt at lægge i hænderne på en af Danmarks vel nok bedste racerbilsbyggere,” fortæller Henrik Møller Sørensen, der også har sikret hjælp fra en anden dansker, der er blandt de bedste på sit område. ”Jan Magnussen kender jo om nogen Corvetten fra sine mange løb på Le Mans og i ALMS-serien, og han har givet os tilsagn om, at han vil bistå os med udviklingsarbejdet.”
Første løb for Markland Racings internationale satsning bliver sæsonpremieren på Le Mans Series i 1.000 km-løbet på Monza den 15. april 2007. Herefter følger så løb i Spanien, Tyskland, Belgien og England.
”Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at det ultimative mål for Markland Racing er at komme til start i 24 timers løbet på Le Mans,” indrømmer Henrik Møller Sørensen. ”I alle de ting, vi gør, vil vi hele tiden søge at træffe de rigtige valg, der gør, at Le Mans-organisationen vil finde vores projekt interessant i GT2-klassen. Vi arbejder således med planer om at komme til start i et 24-timers løb allerede i vores debutsæson for at sikre os den nødvendige erfaring.” Læs mere om: Henrik LarsenHenrik Møller SørensenMarkland Racing |