Men trods sejren i dagens finaleløb kunne Jan Magnussen ikke overhale Casper Elgaard i den samlede stilling.
”Det er sjovt så skuffet man kan være efter en sejr. Det har været en hård sæson, og Casper har desværre været lidt hurtigere her på Jyllandsringen, især i shoot-outen. Vi har ellers kunnet køre lige op med dem på alle de andre baner”, siger Jan Magnussen, der efter en tæt sæson slutter tre point bag Casper Elgaard.
Jan Magnussen 3 point fra sejren på FDM Jyllandsringen
Også Henrik Lundgaard virker skuffet, selvom Hedensted-køreren slutter sæsonen af med en sejr i dagens pre-finale og en andenplads i finalen. Efter lidt betænkningstid er Lundgaard dog mere fornøjet.
”Vi slutter af på toppen med en 1-2 sejr, så vi kan ikke være utilfredse. Vi har kørt hele sæsonen uden tekniske uheld, så jeg synes virkelig, at teamet har gjort et godt stykke arbejde med de nye biler”, siger Henrik Lundgaard.
Også holdet bag Jan Magnussen og Henrik Lundgaard er godt tilfredse med sæsonen – især afslutningen med to sejre. Teamchef og –ejer Karsten Ree peger selv på, at teamet har været bedst i løbene især med Magnussens seks finalesejre i 2006.
”Vi har ikke taget så mange point i kvalifikationen, men vi har vundet flest løb, så vi er, i vores øjne, de bedste racere”, siger Karsten Ree.
Lundgaard sejrer i pre-finalen
Men før DTC-kørerne kommer så langt som til dagens finale, skal de igennem en kvalifikation og den såkaldte pre-finale. Før dem er Jan Magnussen seks point efter Casper Elgaard. I kvalifikationen kan Den Blå Avis Fleggaard Racings kørere ikke gøre noget ved den regerende mester, der kan udbygge føringen til otte point.
Den føring bliver så lidt større igen i pre-finalen, hvor det ikke lykkes Jan Magnussen at finde vej forbi mesterskabsrivalen.
Henrik Lundgaard tog en suveræn sejr på FDM Jyllandsringen
”Jeg kunne ikke gøre noget ved Casper. Jeg havde ganske enkelt ikke overskuddet til det, de steder hvor man kan overhale her på Jyllandsringen”, siger Jan Magnussen efter pre-finalen.
Et absolut højdepunkt for teamet efter pre-finalen er Henrik Lundgaard, der suverænt tog sin første sejr denne sæson. Men det er en ringe trøst for Hedensteds tidligere rally-europamester.
”Jeg kører slet ikke for at vinde i det løb, så sejren har jeg slet ikke tænkt på. Jeg kører for at Jan kan vinde mesterskabet”, siger Henrik Lundgaard.
Næste opgave for Den Blå Avis Fleggaard Racing bliver finaleløbet i WTCC i Macau den 17.-19. november. Bo Skovfoged Læs også: Slutstillingen i DTC Læs mere om: Henrik LundgaardJan MagnussenTeam Den Blå AvisJyllandsringen15/10/06 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge - DM |