JM Racing forlænger med Michael Outzen |
DTC Cup 28/09/06
|
|
Også i de kommende to år kommer Michael Outzen (Ringe) til at kæmpe i JM Racings grå og gule farver. De to parter har netop i dag indgået en ny kontrakt, der rækker frem til 2008. |
|
”Vi har været utroligt glade for samarbejdet med Michael i Danish Touringcar Championship, og hans indsats har i meget høj grad været med til at bygge JM Racing op til det niveau, vi nu er på,” siger teamchef Jens Ole Mathiesen (Grindsted). ”Derfor har vi set det som meget naturligt at fortsætte samarbejdet med Michael.”
(Foto: JM Racing)
Den foreløbige kulmination af samarbejdet mellem JM Racing og Michael Outzen kom i lørdags på Padborg Park. Her kørte Michael Outzen sig i mål i finalen på en generel andenplads – det hidtil bedste resultat for en privatkører, siden DTC Cuppen blev indført i 2003.
”JM Racing tilbyder mig noget godt materiel, og vi går godt i spænd sammen,” siger Michael Outzen om baggrunden for kontraktforlængelsen. ”Der har da naturligvis været henvendelser fra andre teams, men jeg har valgt at fortsætte. Jens Ole valgte i sin tid at satse på mig, og med de folk, der er koblet på projektet, har vi det helt rigtige crew. De vil det så meget, og Jens Ole vil gå gennem ild og vand for mig, og jeg tror, at vi sammen kan løse opgaven, nu når vi får en ny bil.”
”Sidste år var jeg lykkelig for bare at få et år i DTC, fordi min fremtid dengang var lidt uvis, så det at vi har fået det udvidet til to år mere, er bare fantastisk.”
JM Racing Læs mere om: Jens Ole MathiesenMichael OutzenJM Racing |
|
| |