Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Touringcar Challenge

Magnussen hentede ind på Elgaard

Danish
Touringcar
Challenge 

26/09/06 

- med endnu en sejr
Med sæsonens første Pole Position, samt sejr i prefinalen, hentede Jan Magnussen point ind på mesterskabsførende Casper Elgaard, da ottende og næstsidste afdeling af DTC mesterskabet i dag, søndag, blev afviklet på Padborg Park. Sejren i prefinalen var Jan Magnussens DTC sejr nummer 27 og dermed slog ham endnu en gang sin egen rekord for flest DTC sejre.
 

Jan Magnussen startede ellers med at lave unødig spænding for ham selv, da han i anden del af shoot out kørte bilen i sandkassen, hvor den blev hængende. Han havde dog sat anden hurtigste tid, hvilket vidste sig at være nok til at komme med blandt de hurtigste syv. Teamet fik dog travlt med at børste sand og skidt af bilen og specielt dækkene, men Jan Magnussen takkede for den flotte holdindsats ved at køre ud i sidste shoot out og tage sæsonens første Pole Position og dermed 3 point til mesterskabet.


(Foto: Jan Kaiser)

Prefinalen gik efter planen for Jan Magnussen, der afviste John Nielsens angreb de første omgange inden han åbnede et hul og kørte en flot sejr hjem. Bag ved Jan Magnussen forløb det dog ikke efter planen. Mesterskabsrivalen Casper Elgaard var blevet pålagt en straf efter gårsdagens påkørsel af Jan Magnussen og da Elgaard samtidig havde en skidt shoot out (kvalifikation) skulle han starte fra fjortende startposition. Casper Elgaards straf viste sig dog ikke så hård endda, da han med en flot start og andres uheld kom op på en fjerdeplads i prefinalen, hvilket gav anden startposition til finalen. Jan Magnussens Team Den Blå Avis Fleggaard Racing holdkammerat Henrik Lundgaard var en af de uheldige, da han spant af banen fra fjerdepladsen og dermed kunne han heller ikke agere hjælper for Jan Magnussen i finalen.

I finaleheatet startede Jan Magnussen fra femte startposition, men kørte sig hurtigt frem til en placering som nummer tre, men bag de to Essex kørere Casper Elgaard og John Nielsen. John Nielsen kørte taktisk og beskyttede Casper Elgaard, så selvom Jan Magnussen forsøgte flere gange, kunne han ikke komme forbi John Nielsen. ”John (Nielsen – red.) kørte rigtig taktisk og slap fuldstændig gassen flere steder, hvor jeg ikke kunne komme forbi. Jeg var ved at køre op bag i ham flere gange under acceleration, men skulle ikke risikere en straf for påkørsel, så jeg måtte bakke af gang på gange”.


(Foto: Jan Kaiser)

Med sin kørsel hentede Jan Magnussen 5 point ind på Casper Elgaard, så han nu kun er 6 point efter i kampen om mesterskabet. En afstand Jan Magnussen gerne havde set ændret til et forspring i denne weekend. ”Jeg føler fortsat, at det er mig, der tabte på den straf, der blev givet i går. At hente 5 point er ikke nok, slet ikke set over hele weekenden. Jeg skulle have ført mesterskabet nu. Casper slap for sin straf, da han kom fra fjortende pladsen til sjettepladsen i første sving. Selvfølgelig var det flot kørt, men han var så absolut heller ikke uheldig – heller ikke senere i løbet. Men vi er tæt på i mesterskabet og alt kan ske. Der er ikke plads til fejl ved finaleheatet på Jyllands Ringen, men det gælder også for ham. Det bliver svært, men sådan er det. Vi har endelig fået fart i bilen og stemningen i teamet er god, så vi tror på det”.

Mandag rejser Jan Magnussen til USA, hvor han i næste weekend skal køre Petit Le Mans på Road Atlanta for Corvette Racing.


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Team Den Blå Avis
  • Padborg Park
  • 24/09/06 - Padborg Park - Danish Touringcar Challenge
  •