Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DTM

Audi satser på Tom og storsejr

DTM 
01/09/06 

DTM"Der er ikke så meget at diskutere. Vi skal vinde på Zandvoort, og vi skal gerne gøre det over en bred front med Tom helt fremme. Ellers kan vi realistisk ikke røre Mercedes i mesterskabet."
 

Selv motorsportschef Dr. Wolfgang Ullrich lægger ikke fingrene imellem, når han skal markere vigtigheden af den kommende weekends DTM-løb på den hollandske bane ved Nordsøen. Efter to magtdemonstrationer fra Mercedes i træk skal Audi slå tilbage, og da trumfkortet Tom Kristensen nu er 12 point efter Bernd Schneider, skal der tages point fra den rutinerede tysker.

Mulighederne er da også til stede. Zandvoort nord for Amsterdam ligger godt til flere af Audis kørere, der har præsteret nogle af deres bedste resultater på banen. Mattias Ekström vandt her for to år siden foran Tom Kristensen og blev nummer to efter Gary Paffett sidste år. Timo Scheider opnåede sin hidtil eneste Pole Position i DTM på banen, der også er en af Christian Abts absolutte favoritter.

Og hvad med Tom Kristensen? Jo, han har en nærmest usandsynlig statistik på Zandvoort. I 2004 var han hurtigste mand i halvdelen af alle tidtagninger, men i Super Pole blev det blot til en sjetteplads. Sidste år var danskeren hurtigst i fire af de seks tidtagninger, men kiksede atter Super Pole, hvor han endte som tier og sidst:

"Min rolle sidste år var at tage så mange point fra Gary Paffett som muligt for at støtte Mattias Ekström i mesterskabet. Da jeg kørte ud som sidste mand i Super Pole vidste jeg, jeg skulle køre aggressivt for at komme foran Mercedes, og indtil de sidste sving lå jeg faktisk på Pole. En lille udskridning kostede imidlertid det hele. I år er tidtagningen ændret, og i forhold til mine egne chancer bør jeg næppe køre så aggressivt igen. Zandvoort er en teknisk krævende bane, og da der hele tiden flyver sand ind fra klitterne, skal der køres med fingerspidser hele weekenden. Vi har en vægtfordel i forhold til Mercedes, så målet er klart at få en sejr denne gang," siger Tom Kristensen.

TomKristensen.com
Nils Finderup


Læs mere om:
  • Tom Kristensen
  • Zandvoort
  • 03/09/06 - Zandvoort - DTM
  •