Ronny Ræs, Lynet McQueen og Kongen Tom Kilerem. Skulle nogen være i tvivl, så er dette navnene på en trio af særdeles menneskelige racerbiler, som danskere fra fredag den 1. september kan opleve i filmen 'Biler' landet over.
Imperial Bio fik lov at snuse til DTC (Foto: Den Blå Avis Fleggaard Racing)
Men også Den Blå Avis Fleggaard Racings teamchef og -ejer Karsten Ree er på rollelisten i Disney og Pixars nye animerede film.
I filmen om debutanten, der dyster mod de erfarne i Stempel Cup Mesterskabet, lægger Ree stemme til teamchefen Tex. Rees flirt med filmverdenen har været startskuddet på et samarbejde, hvor også Den Blå Avis Fleggaard Racings BMW 320si og Henrik Lundgaard er kommet med på filmholdet.
Således trådte de flere hundrede inviterede gæster til filmens gallapremiere sidste lørdag direkte ind i en verden af oktantal, dækrøg og fart.
Henrik Lundgaard gav autografer i Imperial Bio (Foto: Den Blå Avis Fleggaard Racing)
Her bestod velkomstkomiteen i københavnske Imperial blandt andet af Henrik Lundgaard, der ved sin BMW 320si E90 fik god brug for de medbragte autografkort. Lettere plaget af skrivekrampe kunne Hedensted-køreren tage plads i biografstolene sammen med sin familie og flere af teamets ansatte.
Dermed har et lidt utraditionelt publikum også fået snust lidt til DTC-verdenen. Udstillingen ved gallapremieren er første skridt i promoveringen af 'Biler', der altså rammer biograferne samme weekend som Grand Prix Danmark.
Det var eventfirmaet Midgaard Event, der stod bag galla-premieren på 'Biler'. Den Blå Avis Fleggaard Racing Læs mere om: Henrik LundgaardKarsten ReeFleggaardTeam Den Blå Avis |