Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel Ford 1800

Thiim vil køre taktisk på Ring Djursland

F1800 
10/08/06 

Den mesterskabsførende Formel Ford-kører har lært af tidligere års fejl
Når man er ung og man vil frem – og det gælder de fleste af deltagerne i Formel Ford – så er det kun det næste løb, som står i hovedet på en. Men sådan er det ikke længere for Nicki Thiim, Sønderborg. Det stadium er han kommet over.
 

”I min første sæson mistede jeg mesterskabet i sidste halvår, men det skal vi have ændret på i år, så nu vil jeg koncentrere mig lidt mere,” siger den 17-årige sønderjyde, som for to år siden vandt sine tre første Formel Ford-løb i træk for så derefter at dratte nedad i pointtabellen.

”Jeg har lavet nogle store fejl, fordi jeg har kørt for aggressivt og bare ville vinde, koste hvad det koste ville, men jeg har fået den erfaring, der gør, at jeg kan acceptere at tage en andenplads, hvis det er det, jeg kan få, når man skal have points med hjem.”


Nicki Thiim ser spekulativ ud. Men den 17-årige sønderjyde har valgt af tidligere års fejl og vil ikke længere buse frem i sine bestræbelser for at vinde Danmarksmesterskabet i Formel Ford.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

Indtil videre er det gået godt med denne strategi. Forud for weekendens Sparekassen Kronjyllands Sommerløb på Ring Djursland har Nicki Thiim 14 points forspring til den nærmeste af de tre konkurrenter, som jagter ham: Anders Ole Egebart, Beder, David Olsson, Sverige, og Kim Humborstad, Norge.

”Jeg håber også på at have forspringet efter løbet på Ring Djursland, ja, jeg håber faktisk også, at jeg kan få det gjort større, så jeg kan få mere ro på. Men har jeg bare én afkørsel, og Anders (Egebart, red.) så får et topresultat, så kan det hele ændre sig,” vurderer Nicki Thiim.

Netop Anders Ole Egebart er den kører, som han frygter mest i de kommende løb, ikke bare på Ring Djursland, men i resten af sæsonen.

”Jeg føler helt klart, at Anders er min største trussel. David (Olsson, red.) kører godt og er klart med i mesterskabet, men de andre kørere har ikke været konstante nok. Kim (Humborstad, red.) har vundet tre løb, men han har stadig et forspring at indhente, og hvis Anders og jeg fortsætter med at være konstante, så er vi umulige at indhente. Man bliver nødt til at køre noget mere med hovedet, for man kan ikke smide nogen løb væk i det samlede regnskab. Men fortsætter Kim stilen, så kan det godt blive svært.”

For Formel Ford-kørerne markerer Sparekassen Kronjyllands Sommerløb det første DM-løb i to måneder. Mens Nicki Thiim selv har testet standardvognsracere i den mellemliggende tid, så er det kun David Olsson, som har kørt Formel Ford-race i juli, da han også deltager i sit hjemlands mesterskab.

”Men det ser jeg ikke som nogen ulempe,” vurderer Nicki Thiim. ”Vi skal bare ud at køre et par omgange, så er jeg oppe i omdrejninger igen. Det plejer ikke at tage så lang tid.”

En anden kører, der er oppe i omdrejninger igen, er Søren Zylauv, Holsted. Han er en af sæsonens debutanter i Formel Ford, men under forårets løb på Ring Djursland kørte han af banen og brækkede ryggen. Nu er køreren fra Egebart Motorsport klar igen

”Jeg glæder mig helt vildt til at gøre comeback på Ring Djursland,” siger Søren Zylauv, som i sidste uge testede på Padborg Park.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 13/08/06 - Ring Djursland - F1800
  •