Han vandt sidste års udgave af Fleggaard Renault Clio Cup, men må inden weekendens Copenhagen Racing Grand Prix se sig henvist til en tredjeplads i mesterskabet efter Kasper Jensen, Aalborg, og Per Poulsen, Årup.
Der er næsten tale om et deja-vu for den lille fynbo. Forud for sidste års løb på Sturup Raceway ved Malmö indtog han også tredjepladsen i den samlede stilling, og han havde ligeledes sæsonens første sejr til gode. Men det ændrede sig, da han vandt ved Copenhagen Racing Grand Prix.
Per Poulsen (t.v.) og Henrik Larsen vandt sidste år i Fleggaard Renault Clio Cup ved Copenhagen Racing Grand Prix - sidstnævnte endda efter at være startet som nummer 10. (Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)
"Det er svært at sige, om jeg kan få en sejr på Sturup," siger Henrik Larsen, "men hvis jeg gør, så håber jeg i hvert fald ikke, at jeg kommer til at gentage en anden ting fra sidste års løb. Der startede jeg nemlig som nummer 10 og måtte køre mig op. Jeg skal i hvert fald i top 3 i weekenden, og hvis jeg ikke kommer det, så må jeg måske til at erkende, at jeg er ved at blive for gammel."
Konkurrencen i årets udgave af Fleggaard Renault Renault Clio Cup virker hårdere end nogensinde før. Sidste års vicemester Per Poulsen har også måttet se sig distanceret af Kasper Jensen, Aalborg, der med en kombination af hurtig og stabil kørsel har erobret førertrøjen med sejre i tre af sæsonens seks løb.
Men som sæsonen skrider frem, begynder også andre kørere at presse på. Rune Simoni, København, er med en række gode løb blevet best-of-the-rest, men yderligere et par kørere har ved flere lejligheder vist gode takter. Jacob Kristensen, Selling, har således gentagne gange haft farten til at være med i førergruppen, men til gengæld manglet det held, der har skullet til for at følge de gode udlæg op. Også Brian Mikkelsen, Vejle, har på det seneste genfundet noget af den form, der i sidste sæson gav ham adskillige podieplaceringer i den hurtige mærkeklasse. En af disse kom blandt andet ved Copenhagen Racing Grand Prix, så måske er ikke bare en gentagelse, men også sæsonens første sejr en mulighed for køreren fra ProFour Racing?
I hvert fald er der lagt op til to meget tætte løb på Sturup Raceway. En stor del af feltet i Fleggaard Renault Clio Cuppen har brugt onsdag og torsdag til at teste på banen, for blot at stille op med sidste års set-up kan vise sig ikke at være nok.
"Vi har kunnet konstatere, at banen er en lille smule langsommere end sidste år," konstaterer Henrik Larsen. "Den er meget beskidt og virker på en eller anden måde mere ujævn end sidste år, for bilen hopper meget mere. Vi kan ikke bare nøjes med at anvende sidste års set-up, men er nødt til at gøre noget andet." Læs mere om: 11/06/06 - Sturup Raceway - Clio Cup - DK |