Sturup venter |
Special Saloon 07/06/06
|
|
-9. og 10 afdeling af SSC Challenge 2006 Selvom forårssæsonen endnu ikke er overstået, så er kørerne i Special Saloon Car blevet holdt til ilden og indleder med løbene på Sturup anden sæsonhalvdel. Klassens nye mand, Henrik Møller Sørensen, fører fortsat, men efter Ring Djurslands SSC Festival er Jens Ole Mathiesen og Peter Vesti rykket tæt på. |
|
Jens Ole Mathiesen (til venstre) og Henrik Møller Sørensen (i midten), samt Peter Vesti ligger tæt i både point og på banen. Her fra seneste løb på Ring Djursland. (Foto: Jan Gripping.)
Der er således kun 10 point, der adskiller de tre i toppen af SSC Challenge 2006 og med i alt 44 point på spil, kan meget ændres på den sydsvenske bane. Sidste år vandt Per Madsen begge løb med en reservemotor i sin Peugeot 206, der kørte i gruppe 1, mens Gunnar Larsen og Hans Elnegaard vandt hver en sejr i gruppe 2 i henholdsvis Ford Sierra Cosworth 4WD og Lotus Elise S1. Som bekendt er Per Madsen stoppet for i år, med et motoruheld på Padborg.
For de førende i mesterskabet er der ikke så meget sammenligningsgrundlag med 2005-løbet. Henrik Møller Sørensen kørte således i Gruppe N National i en Ford Puma, mens Jens Ole Mathiesen deltog i Fleggaard Renault Clio Cuppen. Begge hørte til i den bagerste del af feltet, men klasse- og bilskift for begge har gjort underværker. Peter Vesti deltog ikke i 2005 og har også i år valgt at springe Sturup over, mens han får testet sin Toyota Corolla DTC-racer.
Nilles Renault får ny chauffør i efterårssæsonen, når Morten D. Jensen sætter sig bag rattet. (Foto: Jan Gripping.)
Ellers er et par nye kombinationer af biler og kørere på vej til efterårssæsonen. Niels Christian Christiansen - Nille - vil være med i toppen af gruppe og har været en tur i Grindsted. Her har han købt Michael Schröters VW Golf GTI og noget køreundervisning. Hans Renault Clio kommer dog ikke til at stå stille af den grund. Den er nu udlejet til Morten D. Jensen, der har en fortid i Gruppe N National og Formel Renault 2000, samt en omfattende Kart-karriere.
Der er lagt op til et spændende opgør i både Special Saloon Car Challenge 2006 og i løbene på Sturup Raceway. Weekendens to afdelinger køres henholdsvis lørdag og søndag, med start kl. 16:40 lørdag og igen søndag kl. 10:05. Jesper O. Hansen Læs mere om: 12/06/06 - Sturup Raceway - Special Saloon |
|
| |