På Padborg Park vandt Jens Ole Mathiesen (Grindsted) gruppe 2 i Special Saloon Car Challenge ikke bare én, men hele to gange, mens de øvrige kørere ikke fik en eneste pokal med hjem.
"Når de ikke kan skaffe mig de resultater, som jeg vil have, så må jeg selv levere dem," siger Jens Ole Mathiesen med et glimt i øjet. Men faktisk var dog også et stort øjeblik for chaufføren, der tidligere har dyrket idræt på topplan indenfor håndbold og skydning.
"Jeg har tidligere stået øverst på podiet sammen med andre, men når man står der hele alene, så synker man en klump. Jeg har før prøvet det i anden sport, men det er en dejlig fornemmelse at gøre det første gang."
Mens den anden af Jens Ole Mathiesens to sejre var så sikker, at han fra pitten fik besked om at tage den med ro, så var den første sejr omspændt af drama. "Den sejr er jeg faktisk mest stolt af, for her blev jeg kørt af banen under løbet, men det lykkedes mig at køre mig op og vinde," siger han.
Jens Ole Mathiesen øverst på podiet efter race 2. (Foto: JM Racing)
Jens Ole Mathiesen var denne gang den eneste af JM Racings kørere, som kom på podiet, for de fire resterende var mere eller mindre forfulgt af uheld. Således måtte teamets sensation ved DTC-premieren for tre uger siden, Michael Outzen (Ringe), udgå af pre-finalen efter et sammenstød med en konkurrent og siden miste en podieplads i DTC Cuppen i finalen, da han her blev påkørt ud af sidste sving.
"Da jeg blev ramt og gik sidelæns, håbede jeg på, at jeg kunne redde den, men det kunne jeg ikke," forklarer fynboen om det, der skulle blive en af de mest usædvanlige passager af en målstreg i DTC-seriens historien. "Hvis jeg skulle vende bilen rundt en gang til, så ville det tage alt for lang tid, så det var bare et spørgsmål om at sætte den i bakgear og give den gas. Det var en lille smule spændende."
Resultatet af indsatsen blev en fjortendeplads generelt og en femteplads blandt privatkørerne, og derfor måtte JM Racings spydspids afgive føringen i DTC Cuppen.
Også i Fleggaard Renault Clio Cup fik JM Racings kørere kærligheden at føle med påkørsler en masse. Her blev bedste resultat en femteplads til Michael Holden (Rødding), men forinden var gået et løb, hvor han var havnet i sandkassen.
"Jeg kørte sammen med Peter Ager," fortæller den sydjyske kører. "Peter vil nok sige, at jeg var skyld i det, og jeg vil nok sige, at han gjorde det. Men min bagende skred ud i Big Mag, og vi ramte sammen. Det var ærgerligt, for jeg havde haft god fart på bilen i den våde tidtagning om lørdagen."
Også Christian Jakobsen (Børkop) blev ufrivillig tilskuer under et af løbene. "I første heat kører en konkurrent på mig i starten flere gange, og da jeg ikke flytter mig, får jeg puf og ryger rundt. I andet heat er der så en anden, som rammer mig og sætter mig af," siger Christian Jakobsen. "Det var en rigtig skidt weekend. Men min svogers (DTC-køreren Henrik Lundgaard, red.) var ikke meget bedre, for det var det samme sted, han blev kørt af."
Sidste kører fra JM Racing, der var i aktion på Padborg Park, var Camilla Stephansen (Horsens). Også hun måtte lide den tort at blive sat tilbage efter nærkontakt med en konkurrent.
JM Racing Læs mere om: 21/05/06 - Padborg Park - Special Saloon |