23 Formel Ford-biler klæder klassen og både træning og tidtagning viste at danskerne ikke ville få foræringer. Finsk Suumi ved Emma Kimiläinen, Sami Isohella og Aki Sandberg var således hurtigste kørere i træningen, mens Isohella og Kimiläinen kvalificerede sig til første startrække i tidtagningen. David Olsson henholdsvis Anders Ole Egebart var bedste DM-deltagere, lige bag deres finske kolleger, i de to sessioner.
1. løb
Første løb udvikler sig til en herredyst mellem Sami Isohella og Anders Ole Egebart, der efterlader det øvrige felt i støvet. Omgang for omgang trækker de fra, da de som de eneste regelmæssigt kører 1:10-tider. Mod slutningen kommer Egebart rigtig tæt på finnen, men et afgørende forsøg kommer aldrig.
Emma Kimiläinen bliver sat fra starten, da hun får en dårlig start, men kan køre tredjepladsen hjem uden trussel bagfra. Forsvarende DM-mester Mark Kamstrup ligger til fjerdepladsen, da han må udgå med gearkasseproblemer, hvorefter Aki Sandberg og det øvrige felt rykker en tak op. Finnen må forsvare sin position midtvejs i løbet, da David Olsson, Nikolaj Johansen og Nicki Thiim alle banker på. Mens Sandberg og Olsson holder deres fjerde- og femteplads, smutter Thiim forbi på sidste omgang og indtager sjettepladsen på Nikolaj Johansens bekostning.
2. løb
Kombattanterne fra lørdagens løb starter side om side i søndagens afdeling. Anders Ole Egebart får ikke nogen perfekt start, men holder sig alligevel i front, da Sami Isohella må se Nicki Thiim og Emma Kimiläinen smutte forbi i trængslerne i første sving. Det bliver herefter et rent danskeropgør i front. Egebart holder Thiim stangen og midtvejs i løbet begynder det at ligne en gentagelse af første løb - tæt kørsel uden overhalinger - da Thiim pludselig trækker ud af slipstrømmen for enden af langsiden og smutter forbi. Egebart holder sig ganske vist til resten af løbet, men får aldrig en chance for at komme forbi.
Aki Sandberg fører hårdt presset an i kampen om tredjepladsen, med Sami Isohella, Mark Kamstrup og Emma Kimiläinen lige efter, ved siden af, under, over og næsten alle mulige andre tænkelige kombinationer. Specielt Kimiläinen angriber og det bærer frugt på starten af femte omgang, hvor hun kommer forbi Mark Kamstrup, der imidlertid senere må udgå med et fladt bagdæk. Omgangen udbremser Sami Isohella sig til tredjepladsen, så Aki Sandberg nu må forsvare sig mod Emma Kimiläinen i kampen om fjerdepladsen. Racerpigens iver koster snart en placering til David Olsson, der kommer forbi i Fordkurven og kort efter er også Sandberg passeret. Mod slutningen taber sidstnævntes bil imidlertid pusten og må nøjes med en skuffende 10. plads. David Olsson kan nu køre tredjepladsen hjem med Emma Kimiläinen som firer. Kim Humborstad og Nikolaj Johansen placerer sig på hver sin side af finske Mika Hirsimäki i kampen om femtepladsen.
Den danske Aquila får sin løbsdebut i dette løb. Tommy Nygaard starter fra pitten for at undgå ethvert moment af fare for skade på bilen - teamets endnu eneste kørende chassis. Løbet var mest en udvidet test, men set på omgangstider var Nygaard 15. hurtigst af 22. Et nærkig på sektortider tyder samtidig på at bilen var mest konkurrencedygtig på de to første, langsomme, sektorer. Det skal i hvert fald blive interessant at følge udviklingen henover sæsonen. Aquila betyder i øvrigt ørn på latin.
Jesper O. Hansen Læs mere om: 30/04/06 - Jyllandsringen - F1800 |