Den garderlange racerkører fra Jægerspris har fået en ny bil den kommende sæson, hvor han har erstattet sin trofaste Citroën Xsara med den BMW 320i, som sidste år sikrede Casper Elgaard mesterskabet. Det har også betydet et skift fra forhjulstræk til baghjulstræk.
(Foto: Sylvest Motorsport)
"Jeg mente på forhånd ikke, at det var det store problem, og det tror jeg heller ikke, at det bliver, men det bliver ikke så let," indrømmer Jesper Sylvest efter de første testkørsler.
"Vi har testet meget i regn, og her opfører bilen sig helt anderledes, og man skal passe på. For er man for hurtig på speederen, bliver man overrasket, og det kan koste dyrt for materiellet. Foreløbig har jeg snurret to gange, men ikke værre end jeg har kunnet fortsætte. Men der er flere af mine nye kolleger med baghjulstræk, som har været oftere i sandkassen end jeg, og jeg er da også overbevist om, at jeg kommer til at køre stærkere end tidligere."
2006 bliver den ottende sæson for Danish Touringcar Championship, og Jesper Sylvest har været med i dem alle. Han har oplevet, at der er sket meget. Ikke bare siden han vandt titlen i 1999, men også i forhold til sidste sæson.
"Når jeg kikker på listen over deltagere i år, så er der mange, som kommer med fint materiel. Niveauet er steget, men jeg forventer at blive mellem de ti første, selv om det ikke bliver let. Men det er realistisk," slår Jesper Sylvest fast.
"Taler vi om privatcuppen, hvor der er flere kørere, som er kommet til, så vil jeg gå efter en top 3-placering. Jeg er overbevist om, at jeg kommer til at køre stærkere, men når man kikker på chaufførerne, der er med, og også tager hensyn til de mange fine biler, de kører i, så må man også være realistisk. Men på en god dag kan alting ske!"
Første styrkeprøve finder som nævnt sted i den sidste aprilweekend, hvor lørdagen for en gangs skyld udelukkende er helliget træningen. Den hidtidige tidtagning og Super Pole er blevet erstattet af et helt nyt konkurrenceelement til bestemmelse af startopstillingen i pre-finalen. Shoot out er navnet. Her sendes alle kørerne på banen, og efter tyve minutter sorteres de langsomste fra, så de 15 hurtigste går videre til anden runde. Her bliver kampen endnu hårdere, for her bliver yderligere otte sorteret fra, inden man har fundet de syv, som i sidste ende skal kæmpe om pole position.
"Det bliver spændende at prøve og se, hvor langt jeg kan komme med frem. Jeg skal i hvert fald gå videre til anden runde, og det vil bare være fantastisk, hvis jeg kommer mellem de sidste syv," slutter Jesper Sylvest.
Sylvest Motorsport Læs mere om: 30/04/06 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge - DM |