Danish Touringcar Challenge 25/04/06
|
|
Årets første DTC-slag køres på FDM Jyllandsringen den 30. april Vinteren og ventetiden er endelig ovre. På søndag starter kampen om Danish Touringcar Championship, og på FDM Jyllandsringen udspilles det første slag. Øverst på tronen sidder den regerende, dobbelte mester Casper Elgaard, Århus, og omkring sig har han intet mindre end 26 konkurrenter, der kun har en ting for øje. At tage titlen fra ham. |
Størstedelen af feltet tæller velkendte ansigter og navne, der tidligere har gjort sig i serien, men derfor er årets mesterskab endnu mere uforudsigeligt end ellers. Mere end halvdelen af feltet stiller nemlig op i helt andre biler end dem, de sluttede 2005-sæsonen bag rattet af. Og der er mange interessante nyheder i vente i successeriens gigantiske felt.
Casper Elgaard og teamchef hos Team Essex, John Nielsen, England, kommer med BMWs nye 320si E90-model - præcist den samme bil, som de forventede hovedrivaler fra Den Blå Avis Fleggaard Racing har anskaffet til Henrik Lundgaard, Hedensted, og Jan Magnussen, England.
Jan Magnussen er en af mange kørere, der til denne sæson stiller op i andet materiel. (Foto: Torsten Palrum)
Et splinternyt eksemplar af den Seat Leon, som fører VM-serien, havner senere på sæsonen hos Michel Nykjær, Tappernøje, og Jens Edman, Sverige, styrer Peugeots nye kort i mesterskabet, den nye 407-model.
To navne fra den internationale motorsport er også med i serien i år. Sidste års ChampCar-sensation Ronnie Bremer, Schweiz, kører den velafprøvede Peugeot 307-model, mens Hartmann Honda Racing har gjort intet mindre end et scoop, da man har skrevet kontrakt med VM-rallystjernen Markko Märtin, Estland, som makker for Martin Jensen, Albertslund.
Et par dark horses i feltet er Kurt Thiim, Luxembourg, og Jason Watt, Herlev. Sidstnævnte er hos Autoforum Racing Team Silkeborg tilbage bag rattet af en Peugeot 307 mage til den, der gav ham titlen i 2002. For Kurt Thiim bliver der også tale om et gensyn. Stort set hele sidste sæson måtte han indtage rollen som tilskuer, men det unge Klostermann Racing var ikke sen til at opsnappe ham til i år. Her kan veteranen blive et meget farligt kort, da han kører i en gennemprøvet og effektiv BMW 320i E46.
Danish Touringcar Championship afvikles i år over ni afdelinger på de fire danskejede racerbaner FDM Jyllandsringen, Padborg Park, Ring Djursland og Sturup Raceway, og atter vil de nervepirrende pre-finaler og finaler være dagens højdepunkt. Men når sæsonen starter søndag den 30. april på FDM Jyllandsringen, får et helt nyt spændingsmoment premiere på programmet.
Shoot out er navnet, og det dækker over en helt ny konkurrence, der skal bestemme startopstillingen til pre-finalen. Over tre runder bliver de 26 kørere i feltet reduceret til først 15 og siden syv deltagere, der skal kæmpe mod stopuret om pole position og de bedste startplaceringer. Læs mere om: 30/04/06 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge - DM |