Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel Ford 1800

Talentklasse med overraskelser

F1800 
24/04/06 

Årets Formel Ford-premiere byder på mange debutanter og en verdenspremiere
Bilsportens største talentklasse på verdensplan, Formel Ford, tager i den kommende weekend et nyt skridt ind i fremtiden. Her køres første afdeling af Danmarksmesterskabet ved FDM Motors Jubilæumsløb på FDM Jyllandsringen, og det bliver en premiere med både flere debutanter og en sensationel verdenspremiere.
 

Verdenspremieren er tilmed dansk og aldeles enestående.

Hvor alle konkurrenter køber deres racerbiler som velafprøvede hyldevarer hos fabrikker i Frankrig og England, har Dan Suensons Team WitchCraft i Gram valgt at bygge teamets racerbiler selv. Og der er ikke tale om kopiprodukter. Den tidligere F16-flykonstruktør Anders Bonde fra Art-Tec i Rønde har brugt 2.000 timer ved computeren og tegnebrættet for at skabe en bil, der er markant anderledes. Alt på racerbilen er blevet gjort så kompakt som muligt, ligesom en lang stribe mekaniske komponenter er flyttet længst muligt ned i konstruktionen. Alt sammen for at få mindst mulig vindmodstand og bedst mulige køreegenskaber.

Den nye danske racerbil har fået navnet Aquila (latin for ørn), og den skal køres af den tidligere sølvvinder i klassen Tommy Nygaard, Ikast, og Vibe Smed, København, der går på Team Danmark-linien på Falkonergårdens Gymnasium på Frederiksberg.


Den nye danskbyggede Aquila FZ 01-racer med de to kørere Tommy Nygaard og Vibe Smed. Stående bag kørerne (f.v.) designer Anders Bonde fra Art-Tec og teamchef Dan Suenson fra Team WitchCraft.
(Foto: Morten Alstrup)

"Jeg ved ikke, om det er risikabelt," siger pigen, der får sin Formel Ford-debut i bilen. "Jeg synes bilen lover rigtigt godt, men der er selvfølgelig en risiko for, at der kan være nogle børnesygdomme, men det er en risiko, jeg er villig til at tage. Jeg mener, at jeg vil få meget mere ud af det, end hvis jeg havde kørt nogle andre biler."

Dan Suenson og Anders Bondes Formel Ford-projekt har været omgæret af et stort hemmelighedskræmmeri. Kun ganske få personer kendte noget til projektet i den ellers lille motorsportsverden, hvor man ofte vælger det sikre, når man vil frem i sporten.

"Jeg var også lidt skeptisk," indrømmer Vibe Smed. "Det var også hemmeligt for mig. Jeg fik ikke noget at vide, før vi faktisk kom over og så bilen i slutningen af februar. Der var ikke så meget bil dengang, men da de viste mig tegningerne, var jeg sikker på, at det var det."

Denne tvivl har Tommy Nygaard på intet tidspunkt haft.
"Dan er bare en tryllekunstner, der ved noget om tingene, og designeren kan alt med tal og mål," siger uldjyden, der efter to succesfulde sæsoner i OK Saxo Cuppen vender tilbage til de åbne formelvogne. "Lige meget, hvad man spørger dem om, så flyver der et svar ud ad munden på dem om, hvorfor de har lavet det sådan og sådan, og hvorfor det er bedre end på de andre biler. Derfor tror jeg, det bliver rigtig godt."

De to gule Aquila-racere er ikke de eneste premiereelementer i weekendens felt.

Udover Vibe Smed tæller feltet yderligere to debutanter, Søren Zylauv, Holsted, og Kim Mortensen, Vemmelev, og for trioen gælder det, at de tillige alle er under 21 år. Det betyder, at de sammen med Nicki Thiim, Sønderborg, Mirza Lovic, Søndersø, og Nikolaj Johansen, Nørresundby, kæmper med om at vinde årets Ford Rookie 2006 - en pris, der udløser deltagelse i klassens uofficielle VM, Formel Ford Festivalen på Brands Hatch i oktober.

Korte fakta:

  • I Formel Ford anvendes enkeltsædede racerbiler, der har en 1,8 liter Ford-motor på 145 hestekræfter.
  • Formel Ford Danmarksmesterskabet bliver i år en af de faste løbsserier, som følger Danish Touringcar Championship rundt på de danske baner.
  • Læs mere om Formel Ford på www.dtc-net.dk, hvor klassens hjemmeside er integreret.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • 30/04/06 - Jyllandsringen - F1800
  •