Claus Frausing fra Historisk Automobil Sports Forening, der står bag løbet i Fælledparken, fortæller:
- Med Tom Kristensens enestående rekord fra sidste år med 7 sejre i verdens længste og mest berømte udholdenhedsløb, 24-timers løbet på Le Mans, er der en aktuel og spændende anledning til at både hylde en stor dansk sportsmand, vise hvad dansk motorsport formår og sætte det ind i en historisk ramme, som appellerer til rigtig mange moderne mennesker.
- Fra tidligere løb ved vi også, at publikum er begejstret for at se Prins Joachim køre race, og vi glæder os over, at han også i år stiller op i feltet.
Copenhagen Historic Grand Prix 2006 er et arrangement, der i kraft af sin sportslige, kulturhistoriske og folkelige karakter tåler sammenligning med begivenheder, som man ellers skal rejse langt for at opleve tilsvarende. Copenhagen Historic Grand Prix er rigtig race på offentlig vej, der er afspærret til formålet. Årets felt rummer selvfølgelig igen de populære nationale, historiske standardvognsklasser fra 60erne og begyndelsen af 70erne, der er kendt for at levere masser af spænding.
- Banen i Fælledparken er noget så sjældent som en bybane, som man i Europa ellers kun kan opleve, når der køres formel 1 eller det historiske grand prix i Monaco, siger Claus Frausing og tilføjer:
- Samtidig har vi set, at banen i Fælledparken skaber en folkelig, afslappet og entusiastisk stemning, som man kender det ved de store udenlandske arrangementer for historisk motorsport som for eksempel Goodwood Revival.
I Københavns Kommune er man også glad for arrangementet, der er med til at sætte byen på verdenskortet og fremhæve byens profil som trendsætter og nyskabende.
- Siden Copenhagen Historic Grand Prix blev kørt for første gang i 1996 i forbindelse med, at København var europæisk kulturby, er arrangementet blevet et tilbagevendende og vigtigt element på linie med byens andre store arrangementer som for eksempel Copenhagen Jazz Festival. Det er vigtigt for byens borgere, erhvervsliv og andre brugere, at vi gør os umage for at benytte byens rum til arrangementer, som for alvor kan være med til positionere København som en hovedstad, der gør noget mere, siger borgmester Klaus Bondam.
Også fra dansk motorsport er der støtte til Copenhagen Historic Grand Prix. Dansk Automobil Sports Unions præsident, advokat Carl Christian Hansen, siger:
- Dansk motorsport er i de sidste år blevet leverandør af en lang række topkørere, som markerer Danmark som en nation, man skal regne med i international motorsport. Derfor er Copenhagen Historic Grand Prix et meget vigtigt udstillingsvindue både over for et trofast hjemmepublikum, men også over for udlandet, der her kan se dansk motorsport i et utraditionelt, men seriøst sportsligt arrangement.
Med årets løb er det sjette gang Copenhagen Historic Grand Prix bliver gennemført siden 1996. Arrangementet er et non-profit foretagende, hvor et eventuelt overskud går til talentudvikling i dansk motorsport. Banen i Fælledparken er godkendt af myndighederne og Dansk Automobil Sports Union. HKH Prins Joachim er protektor for løbet. Læs mere om: 06/08/06 - Fælledparken - CHGP |