Konklusionen lyder, at vi er tårnhøje favoritter, fordi vi allerede har været hurtigst i træningen her på Sebring. Det er imidlertid for unuanceret blot at kigge på omgangstider, for vores problemer ligger ikke i den enkelte, hurtige omgang med fri bane i et rent idealspor. Vores problemer ligger i, at vi har budt en moden dame proppet op med Red Bull op til dans, for hun slår med skørterne, når hun drejer rundt på Sebrings dansegulv med sin tunge bagdel. Hendes rytme er fin, når vi danser solo, men når der er andre par på banen, swinger hun ikke helt så godt. Vi kørere er vant til at føre an, men med hende her skal vi have mange flere lektioner, før vi forstår hinanden. Sagt mere direkte: Audi er med R10 ved at bygge et helt nyt koncept op inden for sportsvognsracing, og der er så mange modsætningsfyldte faktorer i selve konstruktionen, at vi næppe kan gå ud og dominere vores første løb," forklarer Kristensen de kvaler, der er forbundet med den nye Audi.
Den 7-dobbelte Le Mans-vinder har først i ugen op til lørdagens løb haft chance for at køre den dieseldrevne prototype, og han er trods problemerne tilfreds med det potentiale, der ser ud til at være i bilen.
Dag for dag får vi en bedre forståelse for, hvordan vi kan forbedre opsætningen. For eksempel er vi nu ved at have fundet så meget balance i vægtfordelingen, at vi sammen med nye dæk fra Michelin ser ud til at kunne køre to stints på et sæt dæk. Aerodynamikken er forbedret i forhold til R8, men vores 12-cylindrede dieselmotor og gearkasse er en tung enhed, der i forhold til en normal racerbil skaber problemer for bagvognen. Motoren er brølstærk, men vi har endnu ikke løst problemet med den karakteristiske turbotøven, der gør det svært at dosere de mange kræfter rigtigt ud af sving. Samtidig har vi ikke samme motorbremse-effekt som i konventionelle benzinmotorer, hvilket gør, at vores nedbremsninger bliver meget mere abrupte med den ustabile bagvogn. Omgang for omgang forsvinder grebet i dækkene, og så må vi bremse tidligere og tidligere for at få bilen rundt i svingene. R10'eren er med andre ord slet ikke så let at køre som den gamle R8, der havde en fantastisk balance og var nem at manøvrere i tæt trafik som for eksempel på Sebring. Alle vi Audi-kørere har måttet tilpasse kørestil for at få det bedste ud af R10, og set over en 12-timers-periode med masser af stress-situationer bliver Sebring en barsk begyndelse," vurderer Tom Kristensen.
Selv om nordjyden således ikke vil gøre Audi til tårnhøje favoritter i løbet, medgiver han, at kun tre teams umiddelbart har realistiske chancer for at vinde den 54. udgave af 12 Hours of Sebring:
"Vi har naturligvis speeden til at kunne være med blandt de bedste, også over en løbsdistance. Jeg er dog en smule skeptisk over vores stabilitet, som ellers altid har været Audis kendemærke. I forhold til det helt nye race-koncept er jeg dog imponeret over det niveau, vi har nået på nuværende tidspunkt. De to andre teams med sejrspotentiale er Porsche, der stiller med to nye, lynhurtige biler i den lette LMP2-klasse, samt Dyson, der kommer med to nye Lola-chassiser. Dyson vandt sidste år to sprintløb i den amerikanske Le Mans-serie foran den ellers uovervindelige Audi R8, men har tidligere haft svært ved at klare langdistanceløb som Le Mans, Sebring og 10-timers-løbet på Road Atlanta. Det kan derfor også ende med, at sejren går til langsommere, men stabile prototyper, så jeg mener det alvorligt, når jeg siger, dette års Sebring-løb er det mest åbne siden Audi R8's debut i 2000." Læs mere om: 18/03/06 - Sebring - ALMS |