Sæsonens sidste løb i kampen om Danmarksmesterskabet i rally blev en triumf for Team JP Rally. Makkerparret Johnny Pedersen og Carsten Askbo kørte i mål som generelle vindere af gruppe H - og på en flot, samlet 7. plads i hele feltet.
Slaget stod ved BCA Rally 2005 over i alt 75 kilometer hastighedsprøver i og omkring Vejle, og første prøve blev kørt i silende regn. Allerede her viste Team JP Rally tænder og satte prøvens 3. hurtigste tid, kun to sekunder efter hurtigste bil, på trods af, at den baghjulstrukne M3'er på papiret ikke er optimal i regnvejr. "Alene vores tid på første prøve var næsten det hele værd," siger en tilfreds 1. kører, Johnny Pedersen.
At teamets BMW M3 var flyvende, understreges yderligere af, at Johnny Pedersen og Carsten Askbo samlet sluttede hele 54 sekunder foran nærmeste konkurrent i gruppe H.
I øvrigt valgte Johnny Pedersen bevidst at køre forsigtigt på løbets forræderiske prøve 3 i Munkebjerg: "Jeg ved, hvor mange biler, der plejer at udgå på den prøve. Derfor var vores taktik at undgå unødige satsninger, og i stedet sætte ekstra fart på i resten af løbet. Når jeg bagefter ser på vores resultat, tør jeg næsten ikke tænke på, hvor højt oppe vi kunne være sluttet, hvis vi havde holdt højere fart på prøve 3. Men det vigtigste er at følge den lagte taktik og komme i mål," siger Johnny Pedersen.
Målet er nået
Han understreger, at Team JP Rally med sejren i DM 6 har nået målet for denne sæson:
"Vores mål for 2005 var at bygge en optimal bil og vise, at vi kan vinde i gruppe H - og samtidig være med helt i toppen af det samlede felt. For dem, som har fulgt os gennem året, er det jo ikke nogen hemmelighed, at vi har haft mange problemer med bilen. Derfor er det ekstra dejligt at opleve, at bilen nu kører optimalt, og at vi har nået vores mål," siger Johnny Pedersen.
Selv om den danske rallysæson nærmer sig sin afslutning, er Team JP Rallys løbskalender ikke helt tom for resten af året. 6. november stiller holdet op i det tyske Rallye Atlantis, og den 13. november gælder det Rally 2-løbet i Kalundborg.
JPRally.dk Læs mere om: 22/10/05 - Bramming - DM Rally |