Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DTC Cup

Forskellig indfaldsvinkel

DTC Cup 
07/10/05 

Martin Pedersen og Michael Carlsen havde forskellig tilgang til en DTC Cup-sejr
Ligesom i Danish Touringcar Championships egentlige kørermesterskab var heller intet afgjort på forhånd i DTC Cuppen. To kørere kunne tage privatkørernes prestigefyldte titel, men de havde vidt forskellig indfaldsvinkel til det.
 

Martin Pedersen, Køge, skulle blive bedste privatkører i både pre-finalen og finalen for at holde liv i sine chancer, mens Michael Carlsen, Vissenbjerg, næsten skulle udgå eller ikke komme til start, hvis han skulle tabe sin føring. Og faktisk var det tæt på at ske.

Fynboen led af gearkasseproblemer under lørdagens tidtagning og blev blot noteret for 21. bedste tid. Men den BP-sponsorerede Peugeot 307 CC blev klar til søndagens løb, hvor han med en femte- og en fjerdeplads fik de placeringer, der skulle til for at tage titlen. Men Martin Pedersen kørte også sin chance.

Super Pole var således endt som en kikser med blot tolvtebedste tid, og han havde derfor Jesper Sylvest, Jægerspris, Jens Møller, Ikast, og David Falch, Roskilde, foran sig, da starten gik til pre-finalen. Forholdsvis hurtigt kom Peugeot-køreren forbi de to sidstnævnte, men der måtte en koncentreret indsats til, inden han kunne køre Jesper Sylvest ind og efter en tæt dyst overtage den private føring. I finalen var der derimod ingen problemer, hvorfor han atter kunne score en dobbeltsejr.

Hans værste udfordrer i pre-finalen, Jesper Sylvest, løb derimod ind i problemer i finalen, hvor han tabte mange placeringer, da Kurt Thiim, Luxembourg, og Philip Andersen, Risskov, kolliderede foran ham. Senere røg han i infight med Jens Enemark, Kruså, der ellers havde kørt en rigtig god pre-finale og scoret en fjerdeplads.

Mens kampen om de to første pladser i DTC Cuppen var et opgør mellem to kørere, så var der mange bejlere til tredjepladsen i privatkørernes interne kamp.

Før DM-Finalen var det Jens Møller, som besatte denne plads, men intet mindre end fire kørere kunne gøre ham rangen stridig. Foruden den regerende mester, Mike Legarth, Vamdrup, var det Jesper Sylvest, David Falch og René Rasmussen, Frederikssund. Selv om køreren fra Team Essex Development havde et forspring på 13 points, så var det ikke tilstrækkeligt for ham, da han i pre-finalen blev ramt af Michael Carlsen, så en styrestang blev bukket.

I stedet blev det René Rasmussen, som løb med DTC-bronzen. Men også han var i krig. Og det endda mod sin egen teamkollega, Jan Magnussen, England, som han ikke havde set, da han kørte ind i venstresvinget efter publikumslangsiden. Toyota-køreren kunne dog fortsætte, og med en tredje- og en andenplads scorede han tilstrækkeligt med points til at passere Jens Møller.

Hos LV Motorsport var det atter David Falch, der var den hurtigste blandt de to 307-tvillinger. Mens Klaus Verner, Silkeborg, sluttede i den bageste ende af feltet, formåede Roskilde-køreren atter at komme på podiet med en tredjeplads i finalen.

For John Hansen, Kruså, og Jørgen Weinreich, Hammel, blev DM-Finalen desværre atter en gentagelse af årets noget negative løb, da teknikken igen drillede, mens Kim Lund, Silkeborg, også var en af de kørere, som måtte parkere. For Mike Legarth var der på sin vis også tale om et deja vu, da en trækaksel knækkede under tidtagningen. Mekanikken holdt dog i løbene, hvor det blev til to top 8-placeringer blandt privatkørerne.

Hos Team Sturup Raceway stod den på et internt opgør mellem Gunnar Kristensen, Klampenborg, og Carsten Leveau, København, og med en placering som femtebedste privatkører (og bedste af slagsen i en BMW) scorede sidstnævnte lige akkurat så mange points, at man kunne frarøve teamkammeraten den samlede niendeplads i DTC Cuppen.

Men at det i det hele taget er tæt i DTC Cuppen, understregede debutanten Kent Iversen, Lysabild, og Hans Hartmann, Herning, også. Der var næsten tale om foto finish, da de to krydsede målstregen i finalen på henholdsvis 18. og 19. pladsen generelt!

Fotograf: Birger Vilén.


Læs mere om:
  • 02/10/05 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge
  •