Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Clio Cup - DK

Dramatisk afgørelse på Fleggaard Renault Clio Cup

Clio Cup - DK 
03/10/05 

Clio CupTitelkandidaterne endte udenfor banen
Fleggaard-teamet tog 1-2-3-sejr

Både Per Poulsen, Årup, og Henrik Larsen, Gudbjerg, kunne vinde dette års Fleggaard Renault Clio Cup. Inden DM-Finalen søndag på FDM Jyllandsringen stod de to meget tæt i pointkampen, men da dagen var omme, havde begge haft den tvivlsomme oplevelse at ende som tilskuere efter at være udgået efter en kollision.
 

Den første, som denne skæbne overgik, var Per Poulsen. Den lange fynbo havde ellers sikret sig et godt udgangspunkt takket være bedre startpositioner end sin rival i både pre-finalen og finalen, og til at starte med lykkedes det ham da også at bevare dette forspring, om end det var beskedent.

Men Per Poulsen havde brug for at komme frem på de forreste rækker for at sikre sig titlen, og her var kampen om pre-finalens tredjeplads med Brian Mikkelsen, Vejle, og Patrik Ernstsson, Sverige, specielt hård. Kørerne byttede pladser flere gange, men midtvejs i løbet gik det galt. Patrik Ernstsson sendte Per Poulsen af banen, og da fynboen ikke formåede at komme i gang igen, måtte han blot se til, mens Henrik Larsen kørte den syvendeplads hjem, der var nok til, at han kunne kalde sig vinder af Fleggaard Renault Clio Cup.


Per Poulsens mesterskabsdrømme endte efter en påkørsel.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

Men også den nye mester fik en hård skæbne. Han var således et af mange ofre i en stor startkarambolage på den efterfølgende finales første omgang, hvor hele fem kørere udgik.

Mens det var de to fynske kørere fra Team Automester, som satte sig på de to forreste pladser i mesterskabet, så var det et helt andet team, som dominerede de to løb på FDM Jyllandsringen.

Fleggaard-teamet havde således teamets bedste weekend nogensinde. Tidtagningen havde man domineret i en sådan grad, at kun Brian Mikkelsen formåede at bryde deres monopol på de tre bedste startpositioner i både pre-finalen og finalen. Dominansen fortsatte også i løbene, og havde det ikke været for defekt kobling og en efterfølgende stop-and-go for tyvstart til Henrik Lundgaard, Hedensted, så havde teamet gjort rent bord.

I stedet blev det til en 1-2-3-sejr og en 1-2-sejr, hvilket i sig selv var imponerende. Og selv om begge heats blev vundet af den afgående mester, Jesper Davidsen, Søborg, foran Tom Pedersen, Christiansfeld, så var intet givet på forhånd. Tom Pedersen er feltets absolut hurtigste kørere, og over samtlige omgang formåede han at presse sig kollega, der med dobbeltsejren rykkede fra sjette- til fjerdepladsen i det samlede resultat, mens sønderjyden selv tog bronzen. I finalen sørgede Henrik Lundgaard for den helt store triumf, da han kørte en tredjeplads hjem i teamets gæstebil.


Fleggaard-teamet dominerede ved at besætte finalens tre forreste pladser.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

En af weekendens positive overraskelser var Henrik Jansen, Roskilde, der ellers har holdt en mindre pause fra klassen efter at have været med i årets første løb.

Imidlertid virkede det ikke som om, at den sjællandske go-kart-baneejer var det mindste rusten, for han leverede nogle af sine bedste præstationer i Fleggaard Renault Clio Cup med en ellevteplads i pre-finalen og en syvendeplads i finalen.

Fleggaard Renault Clio Cup

Læs mere om:
  • 02/10/05 - Jyllandsringen - Clio Cup - DK
  •