"Selvfølgelig er jeg da ikke sikker på titlen på forhånd," siger Søren Hole, Kalundborg, der har et gigantisk forspring til Nicolai Sørensen, Thisted. "Men det skal vel gå så galt, at jeg vælter i første heat og bliver dårligt placeret i det andet, mens Nicolai vinder dem begge. Men intet er utænkeligt her."
Søren Hole (2), Nicolai Sørensen (99) og Steven Tirsgaard (31) ligger til de tre første pladser. (Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)
Netop uforudsigeligheden er noget, som har kendetegnet Den Blå Avis MC600 Challenge i efterårssæsonen. De fem seneste løb har haft lige så mange forskellige vindere, og tre af dem har tillige været førstegangs vindere i serien.
"Men jeg har et godt udgangspunkt, og jeg har jo ikke været væltet endnu i år," fortsætter mesterskabsfavoritten, som dog blankt erkender, at det store forspring kan blive en sovepude. "Det skal man også passe på med. Det, der kan gå galt, er, at man vælger at køre for forsigtigt. Jeg skal helst ikke vælte i det første løb, for så vil det også være kritisk i det andet. Jeg skal helst have sejren i hus i det første løb. Det vil være rart at få det afgjort, for så har jeg virkelig noget at køre for i andet heat."
Også rivalen erkender, at der bliver tale om en meget speciel weekend, som kan angribes på mange forskellige måder.
"Jeg har tænkt en masse tanker i hovedet, og jeg må tage et valg, når løbet køres," siger Nicolai Sørensen. "Det hele afhænger lidt af, hvor Søren er i forhold til mig, når jeg skal beslutte mig for at satse eller ej. Ligger han dårligt placeret, vil jeg satse, men ligger han lige bagved mig, kan jeg lige så godt køre for at sikre mig min andenplads. Min strategi bliver først afgjort, når det står på. Men selv om det bliver svært at nå Søren, så er der stadig en chance, men mulighederne skal holdes åbne."
Faktisk er Nicolai Sørensen lidt i samme båd som Søren Hole. Køreren på den gule Honda har nemlig også en konkurrent, Steven Tirsgaard, Herning, som kan passere ham under de rette omstændigheder.
"Jeg har 34 points til Steven, så hvis Søren er godt kørende om lørdagen, vil jeg køre for at lave de points, så jeg er sikker på andenpladsen," siger Nicolai Sørensen, der måske ikke får den helt store modstand fra rivalen på den sorte Yamaha.
"Jeg vil være ked af at satse det hele for at få andenpladsen, så jeg kører nok lidt sikkert og holder treeren i lørdagens løb. Men så vil jeg til gengæld også satse hele butikken om søndagen," siger Steven Tirsgaard, der endnu har sin første løbssejr til gode i år.
Så selv om finalerunden godt kan lugte lidt af taktisk spil, så tyder meget også på, at Danmarks bedste Road Racing-kørerne slutter sæsonen af med et brag af et løb i Den Blå Avis MC600 Challenge.
Korte fakta: - Pre-finalen i Den Blå Avis MC600 Challenge køres lørdag klokken 13.20, og udover at være tællende til mesterskabet er de hurtigste omgang herfra bestemmende for startopstillingen til finalen.
- Finalen køres søndag klokken 14.35 og transmitteres live på TV2 Zulu.
- Den Blå Avis MC600 Challenge har denne gang deltagelse af to nye wildcards. Det er Carsten Lund, Ølstykke, og Rasmus Vendelbo Sørensen, Kirke Hyllinge, der kører på henholdsvis Ducati og Yamaha.
Læs mere om: 02/10/05 - Jyllandsringen - MC600 Challenge |