Efter at have ført sæsonen igennem, rykkede Team Essex Invest ned på 2. pladsen i kampen om team mesterskabet. 16 points forspring har Team Den Blå Avis. Et forspring der ville have været på to point, hvis John Nielsen ikke var blevet frarøvet sejren på Padborg Park.
John Nielsen blev snydt på Padborg Park. (Foto: Motorsporten.dk)
"Jo mere man tænker over det, desto mere katastrofalt er det", siger John Nielsen. "Der skal gøres noget ved det, så sådan en situation ikke opstår i fremtiden".
"Men vi glæder os til løbet på Jyllands Ringen. Der er meget at slås for. Første prioritet er at Casper Elgaard vinder mesterskabet. Anden prioritet er at Team Essex Invest vinder team mesterskabet. Casper Elgaard er heldigvis altid god på Jyllands Ringen, og han kører uden ballast".
"Selv skal jeg hjælpe Casper Elgaard så godt jeg kan. Og så håber vi på en sportslig og fair afslutning på sæsonen. Og som sagt glæder vi os til afslutningen, selvom det bliver en lang pause", slutter John Nielsen.
På Padborg Park var der intet, der fungerede for Casper Elgaard, der mistede den føring, han ellers havde haft hele sæsonen. Til gengæld kommer han til Jyllands Ringen uden ballast i bilen og er klar til at kæmpe.
Casper Elgaard kommer til Jyllands Ringen uden ballast. (Foto: Motorsporten.dk)
"Jeg er bagud og skal hente point på Jan Magnussen. Omstændighederne omkring ham spekulerer jeg ikke så meget over", siger Casper Elgaard. "Jeg havde håbet, at det kunne lade sig gøre, at han kunne deltage i tidskørslen på lige fod med os andre. Sådan vil jeg helst vinde. Men omvendt er det ikke mit valg, at han skal køre i USA den weekend".
"Uanset hvad, så drejer det sig om at score mange point, så mesterskabet bliver mit igen. Så jeg må ud og lave et resultat, så man ikke er i tvivl. Der vil selvfølgelig altid være nogen, der vil mene, at det kunne være end anderledes - uanset hvordan det går. Men det vigtige for mig er at lave et resultat som jeg selv er tilfreds med. Og som teamet er tilfreds med".
"Sidst jeg kørte uden ballast fik en jeg en 2. plads og en sejr. Og det vil jeg naturligvis gerne gentage. Men det vigtigste bliver selvfølgelig at få point nok til at vinde mesterskabet", slutter Casper Elgaard.
For Jens Reno Møller betød løbet på Padborg Park et farvel til ambitionen om sølvmedaljer i Privat Cuppen. Han ligger på en solid tredieplads i mesterskabet, med 13 point ned til den nærmeste forfølger.
Jens Reno Møller og Philip Andersen. (Foto: Motorsporten.dk)
"Bronzemedaljerne skal sikres. Og helst på en måde, så man kan se, at det skulle være blevet til mere", udtaler Jens Reno Møller. Jeg har haft farten hele året, men heldet har svigtet på det sidste. Så jeg vil gerne slutte af med at vinde Privat Cuppen på Jyllands Ringen".
"Der er ikke det store pres på mig denne weekend. Jeg kan ikke nå dem foran mig og har et godt forspring nedad. Jeg vil gerne så langt frem som muligt, og helst så langt frem at jeg kan drille Jens Edman og Jan Magnussen. Onsdag tester vi på Jyllands Ringen, og her vil jeg koncentere mig om at teste tidskørsler. Det er der jeg føler det har haltet lidt, og jeg vil gerne slutte af med at vise noget i kvalifikationen", siger Jens Reno Møller.
Også Philip Andersen er klar til løbet på Jyllands Ringen. Sidste løb var ikke helt som han gerne ville have det. Også han har haft lidt problemer med tidskørslerne.
"Jeg har til de to sidste løb lavet fejl i tidtagningerne. De fejl har vi nu analyseret, så jeg forhåbentlig ikke gentager dem", siger Philip Andersen.
Philip Andersen håber på et godt resultat (Foto: Motorsporten.dk)
Philip Andersen ligger på en 10. plads i mesterskabet, med et godt forspring ned til Jason Watt. Til gengæld har han kun syv point op til Martin Pedersen. Philip Andersen håber han kan slutte sæsonen ligeså godt - eller bedre - end han startede den og dermed komme frem i den samlede stilling. Martin Møller-Thomsen
Læs mere om: 02/10/05 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge |