Men selv om antallet af titelkandidater nu er nede på bare to kørere fra samme team, så bliver søndagens DM-Finale på FDM Jyllandsringen ikke nogen kedelig affære.
Kampen om Fleggaard Renault Clio Cup står mellem Per Poulsen (2) og Henrik Larsen (22). (Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)
"Vi har ikke aftalt noget på forhånd, og vi skal da køre for hver vores chance," siger Per Poulsen, Årup, på spørgsmålet om, hvorvidt man internt i teamet allerede har bestemt sig for, hvem der skal have guldet. "Teamkørsel er der ikke nogen, som kan være tjent med, og jeg kan bestemt ikke være tjent med det. Jeg kører i hvert fald efter, at jeg vinder."
"Vi kører jo efter at vinde begge to," siger den anden titelkandidat, Henrik Larsen, Gudbjerg. "Holdningen og målsætningen i teamet er, at vi skal blive etter og toer i mesterskabet. Per siger, han er ligeglad med, hvem der vinder, og det er jeg også, men der skal jo findes en vinder."
I toppen af pointtabellen adskilles de to fynboer af 14 points, men reelt er afstanden mindre. Kørerne må nemlig ikke medregne sæsonens to dårligste resultater, og her har Per Poulsen allerede indkasseret to nuller, han kan strege. Anderledes ligger det med Henrik Larsen. Han skal smide ni points væk, og så er Per Poulsen pludselig blot fem points efter.
"Jeg skal bare vinde begge heats, og så vil jeg være mester, uanset hvordan det går Henrik," siger Per Poulsen. "Det kunne være en fin afslutning på sæsonen, men så enkelt bliver det nok ikke. Men det bliver spændende, og jeg har næsten ikke tænkt på andet siden løbet på Padborg Park."
"Jo længere vi kommer ned i rækkerne, jo større er mine muligheder," lyder det fra Henrik Larsens hjørne af Team AutoMester-teltet. "Per skal jo finde seks points flere end mig for at vinde, så han skal være oppe foran, for at det kan lade sig gøre. Per skal gennemføre, og hvis han er uheldig i første heat, så kan jeg allerede være mester der."
At det ikke er nogen tilfældighed, at vinderen af Fleggaard Renault Clio Cup bliver enten Henrik Larsen og Per Poulsen, er deres løbsstatistik et tydeligt bevis på. Halvdelen af årets 14 kørte løb har de vundet mellem sig, og yderligere tretten podieplaceringer er det blevet til. Men de to fynboer har også været jævnbyrdige. Syv gange har de ligget lige efter hinanden, når de har krydset målstregen.
"Vi har kæmpet meget sammen og vi kender hinanden," siger Per Poulsen. "Vi skubber ikke hinanden af, men vi kører heller ikke for hinanden på søndag."
"På Jyllandsringen synes jeg, at vi har kørt meget lige op," siger Henrik Larsen om det indbyrdes styrkeforhold og chancerne for at slutte af med en dobbeltsejr. "Men vi har også en Tom Pedersen, som kører utroligt stærkt på Jyllandsringen. Der er også en Jacob Kristensen, der kan køre stærkt, og der er mange andre."
En af disse andre er den kommende weekends gæstekører.
Fleggaard-teamet forsøger nemlig at gentage succesen fra Padborg Super Prix, hvor Jan Magnussen, England, kørte en flot sejr hjem til teamet. Denne gang er Big Mag dog hængt op af et meget stramt rejseprogram, men alligevel satser man på at få succes ved hjælp af en DTC-stjerne. Det bliver Henrik Lundgaard, Hedensted, som skal køre teamets gæstebil, og det bliver dermed første gang, at den tidligere rally-Europamester skal køre baneløbet i andet end en Toyota! Fleggaard Renault Clio Cup Læs mere om: 02/10/05 - Jyllandsringen - Clio Cup - DK |