Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Alonso yngste verdensmester!

Formel 1 
25/09/05 

Fortjent titel til den unge spanier
Målet var klart på forhånd. En 3. plads til Alonso i dagens løb og VM var hans, uanset hvordan det gik Kimi Raikkonen. Og 3. pladsen kom i hus, og dermed sluttede kampen om VM 2005. McLaren fejrede nederlaget med den første dobbeltsejr siden Häkkinens dage.
 

Det var Juan Pablo Montoya der efter de 71 omgange kunne køre over målstregen som fortjent vinder af Det Brasilianske Grand Prix. Et løb han også vandt sidste år.

Det var ellers Fernando Alonso der havde sikret sig pole til dagens løb, og spanieren kom da også godt fra start. Men en ulykke på første omgang, der sendte Pizzonia og Coulthard ud, bragte safety car'en på banen. Da den smuttede i pit igen lagde Montoya an til angreb og på den bagerste langside pressede han sig indenom Alonso.

Alonso på sin side virkede nu heller ikke specielt interesserede i at forsvare sig. VM titlen fyldte forståeligt nok mere i hans hovede, end at vinde dagens løb. Dog formåede han at holde Raikkonen bag sig i flere omgange.

Længere nede i feltet var der også gode dueller i de tidlige omgange. Fisichella og Schumacher byttede plads et par gange, inden Michael Schumacher måtte give sig. Men det var dog kun midlertidigt. Da løbet sluttede havde den detroniserede verdensmester sneget sig tilbage på 4. pladsen. De sidste par løb taget i betragtning, faktisk et meget fornuftigt resultat for Ferrari. Specielt da Barrichello tog 6. pladsen.

De to sidste pointgivende placeringer gik til Jenson Button og Ralf Schumacher. Christian Klien, der ellers imponerede i både tidskørsel og starten af løbet, endte uden for pointene.

Juan Pablo Montoya havde inden løbet gjort det klart, at han ikke ville lukke sin holdkammerat forbi, hvis Alonso lå til at vinde VM. Og det løfte hold columbianeren, der i dag fik sin tredie sejr i år. Dermed er denne sæson ved at udvikle sig til den bedste i hans karriere. Montoya har virket mere moden på det sidste, uden at have smidt sin personlighed væk.

Men dagens mand var selvfølgelig Fernando Alonso. Indtil videre har han kun begået en fejl i denne sæson - i Canada. Ellers har han kørt fremragende. I starten af året fik han grundlagt titlen med en række fornemme sejre.

Da McLaren så begyndte at vise tænder, blev han ved med at hive podiepladser i land. Og når McLaren var uheldige eller ødelagde det for sig selv, var han der til at samle sejren op. Og sådan vinder man et verdensmesterskab! Renault har mod slutningen ikke været så hurtigere som McLaren, men hastighed er ikke alt - heldigvis.

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • 25/09/05 - Interlagos - Formel 1 - FIA F1
  •