Eller sagt på en anden måde, Alonso skal helst slutte på en 4. plads eller dårlige og samtidig skal Raikkonen vinde løbet. Matematikken er begyndt at spille en rolle i årets VM kamp, og det er sjældent et godt tegn for ham der er bagud. En 3. plads til Alonso og han vil være mester uanset hvad.

Så der er alle muligheder for at vi på søndag kan kåre en ny verdensmester i Formel 1 og ovenikøbet den yngste af slagsen. Den nuværende rekord indehaves af Emerson Fittipaldi der var 25, da han vandt VM i 1972.

At Kimi Raikkonen og McLaren i de seneste løb har vist sig at være den stærkeste kombination hjælper dem ikke ret meget, når de er bagud. Set over en hel sæson har McLaren været for langsomme til at komme igang og derefter har der manglet stabilitet. En stabilitet som Renault tilgengæld har haft til overflod, og Alonso i særdeleshed. Den unge spanier har ikke lavet mange fejl i år, og uheld har han været forskånet for.

VM 2005 blev en klassisk duel med pålidelighed og hastighed. Og som ofte i den slags dueller ender det med at pålideligheden vinder. Forklaringen er ret enkel. Den pålidelige er måske ikke helt så hurtige, som den hurtigste, men den er, også i dette tilfælde, blandt de skarpeste i feltet alligevel. Renault og Alonso har sæsonen igennem været i stand til at hente de point som McLaren har smidt væk, samtidig med at de har været skarpe hele vejen igennem.

Den bakkede Interlagos er en interessant bane, der ofte byder på gode løb og blandet vejr. Flere gange er løbet mere eller mindre regnet væk. Overraskende resultater har man også set, senest i 2003 da Fisichella vandt i en Jordan. Nu kører Fisichella for Renault og selv håber han på en gentagelse af sejren fra foråret 2003. En umulig drøm er det ikke. Fisichella har været en god anden kører for Alonso i denne sæson, og for Renault vil der være en idé i at sætte fuld damp på Fisichella og lade ham forsøge at køre en sejr hjem. Kimi Raikkonen har nemlig brug for en sejr, for at give lidt mere tid i respiratoren til sit døende VM håb. Og en sejr til Fisichella vil alt andet lige være til fordel for Alonso.

Alonso skal selvfølgelig søge at køre titlen hjem, uanset han i den forgangne uge har sagt at han vil gå efter sejren. I sidste ende er det Flavio Briatore der bestemmer, og han er alt for gavet og klog til at lade Alonso gå kompromisløst efter en sejr.

Sidste år vandt Montoya løbet, for Williams. En sejr han var glad for, da Brasilien er det nærmeste han kommer sit hjemland Columbia i Formel 1 kalenderen. Montoya har da også en stor fanskare på Interlagos, der ville give ham al den opbakning han kan ønske sig. Samtidig må han føle en vis trang til at revanchere sit exit fra Belgiens Grand Prix.

En anden faktor, der allerede nu burde spille ind i Montoyas bevidsthed, er næste sæson. Når nu Kimi Raikkonens VM alligevel er mere end teoretisk mulighed end noget reelt opnåeligt, kan man vel ligeså godt begynde den interne kamp for 2006. Et par sejre her i slutningen af sæsonen til Montoya vil klart styrke han position i teamet, og lægge op til en spændende intern McLaren kamp i 2006.

Resten af feltet er der ikke så meget at sige om. De gør hvad de kan. Generelt er der ikke mange af dem der har leveret resultater på stabil nok basis til at man kan udpege en forhåndsfavorit blandt dem.

For nylig påstod Fiat bossen Luca di Montezemolo at Bridgestone ville komme med nye og spændende dæk til de sidste tre løb og så ville Ferrari være med igen. Men for ganske nylig erkendte Ross Brawn at Ferraris problem ikke kun er dækkene, men også bilen, som de ikke har fået så meget ud af i forhold til tidligere tiders biler.

Så en topplacering til Ferrari virker usandsynlig. Men man kan aldrig afskrive dem fra en podieplacering. Specielt hvis vejret får sjove idéer igen.

Toyota kan også nå langt frem, hvis omstændighederne passer dem. Stadigvæk forkommer de som værende gået lidt i stå i forhold til forårsæsonen. Men mon ikke de kommer stærkt igen næste år. Toyota vil have resultater, og hos Toyota er man vant til at få hvad man vil ha'.

Også BAR kan overraske. Jenson Button har fået lov til at blive, så nu burde alting være fryd og gammen. Tilgengæld virker Takuma Satos dage efterhånden talte. Tabet af hans talent er til at leve med, men underholdningsværdien bliver svær at erstatte. Det sidste er Michael Schumacher nok ikke helt enig i...

Martin Møller-Thomsen