Michael Outzen har lagt sig i spidsen og oddsene for at han vinder, må siges at være forholdsvis lave, men andre fire kørere kan forlade det flade sydjyske med laurbærrene, hvis fru Fortuna får et godt øje til en af dem. Det her er trods alt motorsport.
Michael Outzen. (Foto: Motorsporten.dk)
Outzen startede sæsonen et løb senere end de øvrige og sprang tillige Sturup i juni over. Til gengæld har han vundet i SSC gruppe 2 i de resterende seks af otte mulige løb. Med Team Essex Invest og en konkurrenterne overlegen bil i ryggen, er han topfavorit til at føje endnu en titel til CVet.
Har man sagt Hans Elnegaard, må man også sige Gunnar Larsen. De to gruppe 2-kørere er sjældent adskilt af ret meget tid eller point, trods deres vidt forskellige redskaber: Elnegaards Lotus Elise S1 mod Larsens Ford Sierra Cosworth 4x4. Forskellen i point skyldes mest at Gunnar har en enkelt udgåelse mod Hans' 100 % statistik for 2005. Når de to dårligste resultater fratrækkes efter Padborg, kan dette interne opgør blive endnu mere tæt. Ingen af dem har dog været i nærheden af at udfordre Michael Outzen direkte, så begge må satse på uheld for Ringe-køreren, for selv at vinde SSC Challenge.
Peter Vesti. (Foto: Motorsporten.dk)
Bedste gruppe 1-kører er Peter Vesti. Den tidligere rally- og DTC-kører vandt sine første SSC-sejre i forbindelse med Ring Djurslands Classic Car Meeting i slutningen af august. I sin ex-DTC-Peugeot 306 er han blandt gruppe 1s hurtigste, men gruppemodstander Per Madsen har slået ham på denne bane tidligere i år. Vesti kan blive challenge-vinder når alt flasker sig - med held kan han tåle at tabe til Madsen og alligevel blive samlet toer og hvis det sorte uheld er ude, er det bare lige meget.
Jesper Ternvalt, normalt Clio Cup-kører, har tilsyneladende fundet en lukrativ niche i SSC. Normalt hører sjællænderen til i anden halvdel af Clio-feltet, men i SSC har han kørt en række stabile topplaceringer hjem. Så mange at han er toer i gruppe 1 og den sidste teoretiske titeludfordrer til Outzen og co.
Jesper Ternvalt. (Foto: Motorsporten.dk)
Yderligere tre kørere kan blande sig i opgøret om anden- og tredjepladsen. Kim Morgan Jensen kan endnu blive toer, hvis han minimum bliver etter og toer i gruppe 2, mens gruppe 1s Hans Elnegaard udgår i begge løb.
Per Madsen og Klaus Verner kan begge blande sig i kampen om bronzemedaljen. Med sin ombyggede Yokohama Cup-bil har Madsen været hurtig, når bilen har gennemført og skulle derfor have en chance for at indkøre 2 gange 20 point i finalen.
Klaus Verner stillede op til Ring Djurslands SSC-festival i maj som en udvidet DTC-test og er ikke set i klassen siden.
Special Saloon Car Challenge deler bane med både Super Cup og Syver Race Cupen i forbindelse med weekendens Padborg Super Prix, så der bliver rigeligt for deltagerne at holde øje med. Jesper O. Hansen Læs mere om: 18/09/05 - Padborg Park - Special Saloon |