For Team Lindberg International har dette betydet en del blandede placeringer, dog med en opadgående tendens. Teamet så frem mod en god spurt mod slutningen af sæsonen, men de planer er nu historie for Ulrik Hasager, Hinnerup.
Ulrik Hasager deltog i sidste weekend på Assen i det hollandske mesterskab for Road Racing 125 cm³, hvor han var uheldig at styrte med ca. 200 km/t, så han brækkede venstre hånd.
"Ja, smart er det ikke, men der sker det, at motoren sætter sig med det resultat, at baghjulet blokerer, og så laver jeg en halvvejs highsider," fortæller den uheldige kører, som ifølge dataloggeren bliver kastet af med en fart på 206 km/t. Ulrik Hasager er ikke i stand til at holde hænderne ind til kroppen og lander derfor forkert på sin hånd, ligesom han slår hæle, albuer og hvad der ellers stikker ud fra kroppen.
"Jeg kan ikke køre på Padborg denne weekend, men der er løb i Holland igen om 14 dage, og der har jeg fået lov til at klippe lidt i gipsen. Jeg kan sagtens bruge pegefinger og langemand. Jeg skulle være helt klar til sidste afdeling på Jyllands-Ringen," siger køreren fra Team Lindberg International, som dog kommer med begge sine maskiner til Padborg Super Prix, idet Niels Schmidt, Ejstrupholm erstatter Ulrik Hasager.
Niels Schmidt har tidligere deltaget i Den Blå Avis MC600 Challenge på et wildcard og er derfor bekendt med de hårde vilkår i Danmarks førende motorcykelklasse. Team Lindberg International ser således frem til stadigvæk at kunne bidrage til underholdningen på højt niveau.
"Vi har lært meget i denne sæson" udtaler teamets anden kører, Tommy Rønn, Århus, "og vi ser frem til de sidste afdelinger, hvor vi forhåbentligt får mulighed for at få noget ud af vores lærepenge. Klassen har jo stort set budt på alle de finurligheder og uheld man kan risikere indenfor racing, og her har vi ikke altid været i stand til at drage nok fordel af de uventede situationer".
"Resultatmæssigt har vi jo ikke været helt deroppe, hvor vi gerne ville være endnu, men hvis du kigger på tiderne, kan man se, at det ikke er fordi, vi har ligget på den lade side. Det er bare det hårde selskab, der er af sted hver gang, og så er det svært at stikke snuden længere frem".
Tidsmæssigt har Team Lindberg International gode erfaringer med Padborg Park i år, og man har derfor sat forventningerne op til en god slutspurt på sæsonen, specielt fordi den indbyrdes rivalisering mellem Tommy Rønn og Ulrik Hasager er blevet skærpet sammen med, at deres tider ligger tættere og tættere. "Jeg ser frem til en god kamp med Niels denne weekend, og så er jeg klar til at sætte Ulrik på plads ved sidste afdeling," slutter Tommy Rønn. Fotograf: Birger Vilén m.fl.DBA MC600 Challenge Læs mere om: 18/09/05 - Padborg Park - MC600 Challenge |