Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Clio Cup - DK

Jan Magnussen deltager i Clio Cup

Clio Cup - DK 
14/09/05 

Clio CupDTC-køreren starter i mærkeklassen på Padborg Park i weekenden
Hver afdeling af Fleggaard Renault Clio Cup har deltagelse af mere end tyve kørere. Hovedparten udgøres af en hård kerne, som er med i hver eneste af årets otte afdelinger, men der er også kørere, som gæstevisitter klassen.
 

Ofte deltager de kun i enkeltstående løb, og det er derfor sjældent, at de vækker de helt store bekymringer blandt klassens topkørere.
Det ændrer sig imidlertid denne gang. Her er det nemlig ingen ringere end Jan Magnussen, England, som sætter sig bag rattet af Fleggaard-teamets gæstebil.

"Teamet havde en bil stående ledig, og så kunne jeg lige så godt nappe den. Det er jo sjovt at køre race," siger Big Mag om den nye udfordring, som han dog ikke finder helt let.

"Selv om det bare er en Clio-racer, så er det altid svært med denne type løb. De andre kender bilerne ud og ind, og jeg skal først vænne mig til, hvordan den styrer. Det bliver ikke let, det tror jeg ikke, for det plejer det aldrig at være, når man sætter sig ind i en one-make category, for der er altid nogen, som er eksperter."

Jan Magnussen er ikke nogen hr. hvem-som-helst. Han er en Danmarks mest alsidige og rutinerede kører, og alene i denne sæson har han udover sin DTC-bil kørt løb i så forskellige biler som Chevrolet Corvette C6R, Pontiac GTO.R, Doran- og Lister Storm-prototyper. Alligevel bliver løbet i Fleggaard Renault Clio Cup en helt ny udfordring for ham.

"Jeg har testet et par gange for sjov i en Saxo Cup-racer, da min storebror kørte, men jeg har aldrig kørt løb før i en standardvogn med så få hestekræfter," siger Jan Magnussen. Han får godt 180 hestekræfter at tumle med i mærkeklassen, og det er næsten 100 mindre end det, han er vant til fra Danish Touringcar Championship. Vil han savne de manglende hestekræfter?

"Det gør jeg altid. Det gør jeg også i DTC," siger Jan Magnussen, som i nogle af sine internationale løb i år har kørt biler med tre gange så stor en effekt.

"Men det er heller ikke noget egentlig problem med de få hestekræfter, når alle de andre heller ikke har flere. Det ser heldigvis ud som om, at bilen er meget godt afbalanceret, når man ser det udefra, og det virker som om, at dækbredden og hestekræfterne er matchet ganske godt. Men det kan godt være anderledes, når man kører i den."

Først i ugen op til weekendens Padborg Super Prix har Jan Magnussen haft lejlighed til at prøve sin nye racerbil for alvor.

"Det kunne være fint at blande sig oppe foran," siger han om sine chancer. "Jeg har ikke sat mig noget mål, for jeg ved, hvor svært det er at sætte sig ind i noget, som andre har megen erfaring med."

Korte fakta:

  • Det hidtil mest succesrige gæstekører er eks-DTC-køreren Tommy Schröter, Vojens, som vandt sidste år på Padborg Park.
  • Kurt Thiim, Luxembourg, forsøgte sig også som gæstekører sidste år, men endte med en smadret bil.
  • Blandt de tidligere chauffører i Fleggaard-teamets gæstebil kan nævnes:
    HKH Prins Joachim, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, håndboldspilleren Lars Christiansen og cykelrytteren Jesper Skibby.
Fleggaard Renault Clio Cup

Læs mere om:
  • 18/09/05 - Padborg Park - Clio Cup - DK
  •