Da John Nielsen, England, også vandt finalen ved 40 års Jubilæumsløbet på Ring Djursland, har BMWs 320i E46-model vundet tre finaler i træk. Vinder modellen også finalen ved Padborg Super Prix, vil den tangere rekorden på fire finalesejre i træk, som Peugeots 306-model satte i 1999 og 2001.
Jan Magnussen, England, var den store triumfator i pre-finalerne, da det blev til sejre i både lørdagens og søndagens løb. Dermed satte køreren fra Team Den Blå Avis ny rekord, idet han nu har vundet fire pre-finaler i træk. Sejrsmargenen til Jens Edman, Sverige, i søndagens pre-finale var blot 0,267 sekund, og det blev den mindste sejrsmargen nogensinde i en pre-finale.
Inden Jan Magnussen begyndte sin rekordsejrsrække var Henrik Lundgaard, Hedensted, den seneste vinder af en pre-finale. Dermed er de sidste fem pre-finaler blevet vundet af Toyotas Corolla-model, og modellen tangerer nu de fem pre-finaler, som blev vundet med Peugeot 307-modellen i starten af 2003. Men der er stadigvæk et stykke vej til den absolutte rekord. Fra 2000 til 2001 blev Peugeot 306-modellen således noteret for ni pre-finale-sejre i træk.
Som bekendt havde Casper Elgaard, Århus, og John Nielsen, England, visse problemer med at stå fast under lørdagens Super Pole, og de endte med startpositioner som henholdsvis nummer 11 og 12. Dermed blev Philip Anderssen, Risskov, for første gang i sin karriere bedste kører fra Team Essex Invest i en Super Pole med tiendebedste tid.
Med sine to sejre i privatcuppen under sjette afdeling nåede Michael Carlsen, Vissenbjerg, op på fire maximumscorer i træk i DTC Cuppen. Dermed tangerede fynboen den rekord, som Jesper Sylvest, Jægerspris, satte i 2003, og som Mike Legarth, Vamdrup, tangerede sidste år.
Kurt Thiim, Luxembourg, og Per Poulsen, Årup, fik deres DTC-comeback ved Grand Prix Danmark, og for Kurt Thiim skete det bag rattet af en Honda Accord Euro-R. Dermed har veteranen nu kørt i fire forskellige mærker, idet han i 2000 kørte Volkswagen, i 2002 Toyota samt Renault i de to seneste sæsoner. Med de fire forskellige mærker tangerede Kurt Thiim den rekord, som Kent Bo Lauridsen, Hørning, og Jørgen Weinreich, Hammel, er indehaver af.
Mens Kurt Thiim kørte DTC sidste år, så var det præcis 1.063 dage siden, at Per Poulsen sidst havde deltaget i en DTC-afdeling. Det skete ved DM-Finalen i 2002, hvor han kørte for Team Autoforum Motorsport. Men trods den lange pause formåede Per Poulsen ikke at slå den eksisterende rekord på 1.302 dage, som fortsat indehaves af Jens Enemark, Kruså.
Alligevel var Per Poulsens comeback historisk, da Klostermann Racings Nissan Primera i løbet af sjette afdeling også blev kørt af Michael Klostermann, Gørløse. Dermed er det første gang, at en racerbil har haft to forskellige kørere i samme DTC-afdeling. Kurt Thiim og Hans Hartmann, Herning, delte også en bil i løbet af weekenden, men her kørte Kurt Thiim udelukkende i sjette afdeling, mens Hans Hartmann kørte i syvende afdeling.
Med Michael Klostermanns og Per Poulsens dobbeltbemanding af den gule Nissan Primera nåede man op på 26 deltagende kørere i lørdagens DTC-afdeling, hvilket er det største antal siden Grand Prix Danmark i 2002. To gange i 2001 har en afdeling af Danish Touringcar Championship dog haft deltagelse af hele 27 kørere.
I søndagens pre-finale var der intet mindre end 23 kørere, som blev klassificerede, og dermed blev den eksisterende rekord fra det allerførste Padborg Open i juni 2003 tangeret.
Fotograf: Birger Vilén. Læs mere om: 28/08/05 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge |