Thomas Wulff snuppede en andenplads i løb 1 og bragte sig á point med den cupførende Tommy Nygaard. Men efter en sjetteplads i løb 2, måtte Thomas Wulff pænt ned som nr. to igen. Seks point skiller nu de to i front. Tre nye kørere er kommet til i OK Saxo Cuppen, idet # 29 Poul Dalgas, # 33 Allan Bengtson og den tidligere rally-cross kører, Ronni Jensen har investeret i en Saxo-racer, og trods lidt frafald er der dermed stadig 23 deltagere i årets OK Saxo Cup.
Løb 1, 13/18:
Jørn Vestergaard tog starten, mens Thomas Wulff i indersporet kom forbi Dan Birkelev og snuppede andenpladsen.
- Jørn skulle ikke have den førsteplads foræret, sagde Thomas og optog jagten på den førende Jørn. Under denne jagt kørte Thomas hurtigste omgang, men alligevel nåede han aldrig tæt på Jørn Vestergaard, som lagde pænt afstand til efterfølgerne.
- Det var dejligt igen at opleve fornemmelsen af at ligge forrest, sagde den erfarne Jørn.
Efter Thomas Wulff lå Dan Birkelev, Tommy Nygaard og Kenneth Jakobsen som perler på en snor, mens de to rivaler fra go-kart tiden, Claus Christensen og Leon Sørensen sloges om sjettepladsen. Claus måtte til sidst lade sin unge rival gå forbi.
- Min bil var alt for urolig, sagde Claus.
Christian Jakobsen, som nu også kører Renault Clio Cup, tog plads otte og måtte indrømme, at to løb lige efter hinanden er hårdt.
Efter Jørn Vestergaard reddede Thomas Wulff andenpladsen, og den plads plus hurtigste omgang gjorde, at Thomas Wulff kom op og delte førstepladsen med Tommy Nygaard i den samlede stilling.
Løb 1 resultat:
1 Jørn Vestergaard, Esbjerg, 13.29.129.
2 Thomas Wulff, Valby, 13.30,610.
3 Dan Birkelev, Herlev, 13.31,323.
4 Tommy Nygaard, Ikast, 13.32,992.
5 Kenneth Jakobsen, Roskilde, 13.35.135.
6 Leon Sørensen, Hjørring, 13.36.131.
Hurtigste omgang kørt af Thomas Wulff, 80,086 sek.
Også i OK Saxo Cuppens løb 2 på Jyllands-Ringen tog Jørn Vestergaard føringen, mens Dan Birkelev i indersporet og Thomas Wulff i ydersporet kæmper om de næste pladser. (Foto: Saxo Cup)
Løb 2, 14/18:
Igen snuppede Jørn Vestergaard starten, men denne gang blev han jagtet af Dan Birkelev der fulgte med i indersporet.
Thomas Wulff var blevet hængende i ydersporet, uden at nogen var så "venlig" at lukke ham ind, og han røg helt ned på syvendepladsen.
Igen prøvede Jørn Vestergaard at slippe væk, og igen satte manden på andenpladsen, denne gang Dan Birkelev, hurtigste omgang.
- Det var bare med at holde tungen lige i munden og ikke lave fejl, sagde Jørn.
På tredjepladsen kom Tommy Nygaard tæt fulgt af sin rival, Claus Christensen. Det har før været en farlig cocktail, men da en støttepude gik løs i Claus Christensens sæde, lod han Tommy køre og sikrede sig fjerdepladsen.
Bag ham var der kamp om de næste pladser, idet Thomas Wulff forsøgte at indhente det tabte. Han kom uden om Kenneth Jakobsen og begyndte at presse Leon Sørensen på femtepladsen. Men Leon forsvarede sig godt, og Thomas Wulff kom ikke længere.
Løbet bevirkede, at Tommy Nygaard fik lidt afstand til sin point-rival Thomas Wulff, idet Tommy nu igen fører med 318 point til Thomas med 312.
En farlig cocktail når OK Saxo Cuppens pointførende, Tommy Nygaard #1 bliver presset af Claus Christensen #66. (Foto: Saxo Cup)
Løb 2 resultat:
1 Jørn Vestergaard, Esbjerg, 13.29.460.
2 Dan Birkelev, Herlev, 13.30.245.
3 Tommy Nygaard, Ikast, 13.34.534.
4 Claus Christensen, Århus, 13.34.955.
5 Leon Sørensen, Hjørring, 13.35.971.
6 Thomas Wulff, Valby, 13.37.322.
Hurtigste omgang kørt af Dan Birkelev, 80,026 sek.
OK Saxo Cup 2005 slutstillingen efter 1418: (to dårligste ikke fratrukket)
1. Tommy Nygaard 318. 2. Thomas Wulff 312. 3. Dan Birkelev 291. 4. Claus Christensen 247. 5. Kenneth Jakobsen 237. 6. Jørn Vestergaard 232. Læs mere om: 28/08/05 - Jyllandsringen - Saxo Cup |