Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally Sprint

En lille historie fra NCC 2005

Rally Sprint 
27/07/05 

Camping & ræs - fornuftig kombination
En uge efter hjemkomsten fra 2½ uges campingferie er der altid lidt antiklimax, og da Lena havde fået to extra dage fri (fredag/lørdag), var der ingen vej udenom. Campingvognen skulle luftes igen...
 

Der var blot det lille "problem", at jeg havde lovet mig selv, at den 23. juli skulle foregå i Nordvestsjælland iført kamera og pressevest.
Helt præcis hos NCC i Gammelrand/Nyrand grusgrav, hvor der skulle køres det årlige rallysprint, og efter en motorsportsfri sommerferie havde man nærmest abstinenser.
Jeg foreslog derfor, at vi medbragte campingvognen til "The Swedish Camp" i Gammelrand, og det synes hun da var OK...:)
Derfor blev vognen spændt på, og 1½ time senere var vi i installeret med markise, bord og stole i "Svenskelejren" i Gammelrand. Med 12V - 72 Ah fritidsbatteri og fyldte gasflasker kan man jo sagtens klare flere weekender...

Stort set alle svenskerne var ankommet, og de var godt i gang med indtagelsen af "dansk mad"... Alle HMOK's fire tilmeldte deltagere var også på plads.

Halvdelen af det samlede felt på 60 vogne skulle gennem "nåleøjet".
Richard/Michael, Erik/Jan og Jesper/Peter skulle deltage i RallySprint Trofæet lørdag formiddag for at kvalificere sig til eftermiddagens RallySprint-finale heats, mens Johnny/Britt var seedet med start nr. 6, og kunne sidde over om formiddagen.

Der var gennemkørsel af prøven fredag aften, for at de sidste justeringer og dækvalget kunne komme helt på plads. Her havde jeg fornøjelsen at være co-driver et par omgange i Richards Opel Kadett, og bilen går skam rigtig godt... en hel del af teknikken er jo også skiftet - løbende... Efter at måtte udgå af DM-3 i Slagelse med en defekt styrebox, sad der dog stadig noget tvivl på rygraden. Richard har været mægtig uheldig i denne sæson, med motorhavarier, defekte trækaksler, elektronikproblemer o.s.v., så der er ikke nogen tvivl om, at man godt kan blive lidt "mistænksom"... Dette sætter sig lidt i motivationen: Man tror næsten det er løgn, at bilen skal kunne holde til et helt motorløb.
I lørdagens Trofæ, der talte fire heats med tre tællende, kørte Richard en omgang for meget i det ene heat, som derfor blev annuleret, og resultatet blev derfor ikke en top-placering, men alligevel med god margin, så deltagelse i RallySprint-finaleheatene var sikret.

Deltagelsen i finalen blev også sikret for Jesper. Han har ikke haft ret mange konkurrencekilometre i Corolla'en i denne sæson, men kvalificerede sig alligevel med stabil kørsel til RallySprint'et.

Specielt Erik var rigtig godt kørende, da han gik hen og vandt Trofæet generelt! Der var et par håndfulde svenskere med i Trofæet, og selv om nogle af dem havde potente køremaskiner med, var Lars Kragh fra Køge den største trusel mod Eriks generelle sejr. Det var 10'ende-dele af sekunder der skilte de to, men Erik var altså den mest "fanden-i-voldske" med marginalerne på sin side. Flot!

Johnny har også været rimeligt uheldig i år... Manden kører blændende bil, og den gang det var en Toyota 1600 ccm, var der ikke ret mange, der kunne følge ham, medmindre man havde væsentlig kraftigere materiel, men efter skiftet til BMW M3 har de tekniske uheld raslet ned over ham.
Motorer, forkert mapping, toppakninger m.v. har været skyld i adskillige ikke-fuldførte motorløb. Nu var det hele på plads - næsten... at handle BMW-stumper i udlandet kan være en prøvelse. På den baggrund stillede Johnny op med BMW'en næsten uden differentiale-spær. Det låste simpelthen ikke ordentligt...

Sådan så det altså ud for de 4 HMOK-hold: Et hold seedet direkte og tre hold kvalificeret ved fin kørsel i Trofæet.

Selve NCC RallySprint / Bjarne Gylling Memorial blev kørt lørdag eftermiddag. Bjarne Gylling var manden, der bragte denne konkurrenceform til Danmark, og han har været i spidsen for Kalundborg og Omegns Motorklub og været løbsleder og igangsætter i adskillige DM-rallies gennem en hel generation. Bjarne døde midt i ferien for præcis et år siden, og helt naturligt blev rallysprintet i lørdags dedikeret til ham og hans efterladte. Ved præmieoverrækkelsen bad Finn Højlund forsamlingen holde ½ minuts stilhed, og selv om der var ca. 100 mennesker forsamlet i det store telt, var der en knusende ro...

Selve arrangementet kørte på skinner, dog med et par mindre afbrydelser blandt andet p.g.a. afkørsler. Nogle steder er prøven i Gammelrand/Nyrand ikke ret bred, og en simpel defekt hos en deltager gør det vanskeligt passabelt. Tre ud af fire heats tæller, og der blev gået til den fra første heat, så man skal ikke have unødige ophold...

Efter fire hektiske heats viste det sig, at Ib Kragh i Renault Megane for andet år i træk blev kåret som vinder af NCC RallySprint / Bjarne Gylling Memorial. På andenpladsen kom Tage Meldgaard i Mitsubishi og den i Danmark forholdsvis ukendte malaysiske Proton ført af svenske Mats Andersson blev tre'er. Ib og Megane'n var dog i kanon form og satte hurtigste tid i alle fire heats, så sejren var klar.

Lars Kragh og HMOK's egen Erik - begge Opel Kadett - der tidligere på dagen havde haft en indædt kamp om Trofæet, havde ikke bare kvalificeret sig til finalerunden. De lagde sig også fra start i front i kampen om at blive bedst i gruppe H, og efter de 4 heats var forskellen under 1 sekund. Generelt sluttede de lige nedenfor podiet. Desværre for Erik var marginalerne denne gang på Lars' side, så han blev 4'er og Erik fik en 5. plads med hjem.

Både Lars og Erik var dog ovenud tilfreds med placeringen, der viser at når materiellet holder bliver der kørt tæt om placeringerne. Lars har for nyligt erhvervet den flotte røde Kadett fra Martin Andreasen, der næsten bor i nabolaget, så bilen kendte jo lidt til banen..:)
Erik har frisk mod på resten af sæsonen, der både tæller deltagelse i Sjællandsmesterskabet i Rally og tre afdelinger af Yokohama Mesterskabet. Da DM-5 i rally afvikles i Larvik i Norge i september, er det lige før det også rykker for at komme nordpå..:)

Johnny Pedersen var som skrevet seedet i sin BMW M3. Bilen lyder godt - rigtig godt... Men når spær'et ikke fungerer ordentligt, får man altså ikke det maksimale ud af det, og som Johnny sagde efter løbet: "Det er længe siden jeg har været så glad for en 10. plads..."

Desværre havde Jesper en mindre afkørsel der endte brat i en af de store sten. Det endte med et krøllet bundkar og olie, der ikke ville blive på plads. Derfor blev bilen parkeret i ventresvinget efter den berømte/berygtede Olievej, og han udgik.

Richard havde fået kul på Kadetten, men alligevel sad der en lille tvivl om materiellet ville holde, inderst inde på rygraden, så det blev ikke til en topplacering. Richard sluttede midt i feltet, men ovenpå forårets store tekniske problemer, var han alligevel tilfreds. Samlet havde bilen kørt 8 heats + 1 extra omgang + opvarmning fredag aften, så den totale længde svarede næsten til et minirally... træning og atter træning er jo heller ikk' så ring' endda...

De kære svenskere, der kommer til race/camping -kombi'en i Danmark, er altså fyldt med fest og farver...Swedish Camp var natten mellem lørdag og søndag næsten lavet om til et kæmpe øl-telt / discotek... der blev indtaget en del vådt og tørt - mest vådt - og der blev råbt og spillet højt til ud på de lyse timer, men det var NCC's/KOMO's "banearbejdere" da lige glade med. Klokken "O-seventhirty hours" var de store maskiner i gang med at flytte kampestenene på plads efter et vellykket arrangement.
Mandag er jo arbejdsdag...

Nu går der nok mange år, men når NCC ikke kan få mere ud af Gammelrand / Nyrand grusgrav, vil jeg da anbefale Bjergsted Kommune at anlægge en campingplads på området, for det er da et dejligt område. Til den tid er bilkørsel nok også forbudt, så intet race, og man kommer vel til campingpladsen i sin helikopter..:)

Tak til NCC, KOMO og de hundreder af officials for et vel gennemført arrangement.

Thore Sørensen
Hvidovre Motor Klub


Læs mere om:
  • 23/07/05 - Gammelrand - Rally Sprint
  •