Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Le Mans

Le Mans tur/retur

Le Mans 
04/07/05 

Le MansRacertøs med familie på tur til Le Mans
Hvert år får vi mange henvendelser om hvordan man bedst arrangerer turen til Le Mans - hvordan bestiller man billetter, hvor bor man osv.
Her er en beskrivelse fra en af vore læsere, om hvordan de gjorde.
 

Vi er en racerglad familie på 4 personer - far, mor og to børn på henholdsvis 7 og 12 år.

Vi var for første gang på Le Mans sidste år, og vi var ikke sene til at reservere en campingbillet til i år også, men da tiden nærmede sig, vidste vi ikke rigtig, om vi ville af sted alligevel.

Efter et indlæg på Motorsportens Motorsnak om evt. salg af billetten, og efter at have fået mulighed for at tage af sted alligevel, blev vi kontaktet af Morten fra Motorsporten.dk, der ville høre, om vi havde lyst til at lave et indlæg til hjemmesiden og fortælle om vores tur. Vi indvilgede i dette og her kommer beretningen om vores anden tur til det store franske motorløb.

Morten bad os oplyse lidt om det praktisk forløb med hensyn til billetbestilling m.m.

Hvor og hvordan køber man campingbilletter og hvordan kommer man til Le Mans

Vi har haft stor glæde af hjemmesiden www.lemanszone.dk, hvor der fremgår alle mulige gode og praktiske oplysninger, lige fra adresse på banen over kørselsvejledning samt beskrivelse af de ting, der foregår på og omkring banen hele ugen igennem.

Sidste år var vi så heldige at få lov til at købe en campingbillet gennem en anden DTC-fan, og da det var en positiv oplevelse at bo på campingplads Beausejour i Porsche-kurven, valgte vi at bestille en billet dertil igen - og dette skete på mailen ticket@lemans.org. De skriver udmærket engelsk.

Allerede i august 2004 reserverede vi en billet og fik at vide, at der ville komme nærmere i løbet af året. Siden fik vi et brev fra banen, hvor vi skulle bekræfte vores reservation. Vi både faxede og mailede derned for at være sikre. Bagefter kom der et brev, hvor vi skulle oplyse, hvordan vi ville betale og med instruks om, hvordan det skulle ske. Vi betalte via bankoverførsel og fik så en bekræftelse på, at man havde modtaget de 55 euro (45 for billetten og 10 for porto/fragt). I maj 2005 kom billetten så med UPS (kurerpost).

Det er en meget god ide at købe det officielle program nede ved banen, der er rigtig mange oplysninger på både fransk og engelsk, så de 5 euro er givet godt ud.

Sidste år hørte vi frygtelige historier om, at man ikke kunne komme i bad og at folk tissede over alt. Det oplevede vi nu ikke på campingplads Beausejour, for der var opstillet bad og toiletter, hvor der var opsyn døgnet rundt og altid rent og pænt. Denne campingplads kan anbefales, for er man i bil, betyder det intet at køre ind til banen.

Det er en god ide at printe kørselsvejledningen ud fra www.lemanszone.dk - vi har nu to gange kørt efter den uden problemer. Endvidere er det en god ide at have et detaljeret kort/kortbog med at køre efter også. Med to til tre optankninger og et par tissepauser tager det 13-14 timer, når man kører i et stræk og alt afhængig af farten. Vi kørte omkring 120 km i snit.

Det er muligt at købe alle sine måltider i en bod, hvor de sælger pommes frites, sandwich, pølser og meget mere, men har man mulighed for selv at medbringe gasblus/grill og campinggrej og så handle ind i de lokale supermarkeder, er der mange penge at spare. En sandwich/flute med pålæg kostede f.eks. 5 euro.

I år startede ferien med et par dage i Disneyland, hvorfra vi kørte mod Le Mans torsdag formiddag. Et par timer over middag ankom vi til byen, hvor vi kørte direkte til selve banen. I en stor del af byen er der opsat skilte med "P-Blanch" - "P-Bleu", "P-Rouge" og "P-Vert", så det er bare med at følge trafikken i den rigtige retning. Kører man mod P-Rouge, ender man ved banen, idet denne parkeringsplads ligger lige ved siden af banen.


Tom Kristensens Audi 3
(Foto: Racertøs)

Overfor hovedindgangen ligger en stor parkeringsplads og bagved denne ligger billetsalget. Vi fandt det uden problemer sidste år, og er man i tvivl, kan man spørge ved indgangen til banen, folk er meget hjælpsomme. (Man kan også købe billetter andre steder ved indgangen, men vi tog samme sted hen som sidste år). Vi købte to generelle adgangsbilletter til banen til 59 euro pr. stk. Børn under 16 år skal ikke betale noget. Vi fik forklaret, at billetten gjaldt til testdagene den 5. og 6. juni (der jo var overstået) samt hele ugen ud. Herudover købte vi som sidste år en parkeringsbillet til Parking Rouge (parkeringsplads ved banen) til 18 euro. Da man ikke kan parkere hvor som helst (selv om mange alligevel gør det!), valgte vi igen at have et fast sted at kunne sætte bilen, når vi var på banen. Herudover købte vi det officielle program til 5 euro. Børnene fik klistermærker lige som sidste år.

Bagefter drog vi ind til byen for at handle i det lokale Champion supermarked. Det ligger tæt ved et højt tårn, kunne vi huske, så det kørte vi efter. Det er svært lige umiddelbart at forklare vejen, men vi kørte og prøvede os frem. Det var skønt at få koldt kildevand i halsen igen og så var det jo ikke mindre dårligt, at der var aircondition derinde.

Vi kørte herefter til campingpladsen Beausejour. Man kører efter "P-Vert" (grønt skilt). Her kører man forbi banen på venstre hånd og fortsætter mod campingpladsen. På vejen derhen kunne vi se, at der var ved at være fyldt godt op mange steder på de tilstødende campingpladser/parkeringspladser. Det var stegende hedt, men vi var så heldige at finde en plads under et træ tæt på indgangen, så vores telt kunne komme i skygge det meste af dagen. Vi kunne tydeligt se forskel på antal ankomne i forhold til sidste år, hvor vi selv ankom onsdag morgen. Campingpladsen var også udvidet med et stort stykke nede bagved, så der var en sværm af biler og mennesker.


Corvette 64 - Som samlesæt
(Foto: Racertøs)

Vi slog teltet op og fik lidt at spise. Bagefter tog vi ind på selve banen for at kigge samt se efter de modelbiler, som vi gerne ville have fat i. Vi fik et kort glimt af Tom Kristensen ved de store lastbiler, som de forskellige teams har opstillet bag ved pitområdet. Der var desværre ikke adgang for publikum, da vi var der. Senere tog vi hjem og lavede aftensmad på det medbragte gasblus.

Da klokken blev 19, startede testkørslen, og den varede til kl. 21, hvorefter der var pause i en time, så kørte bilerne igen mellem 22.00 - 24.00. Vi gik op i Porsche kurven og så noget af kørslen omkring kl. 23. Der er nu noget særligt ved at se bilerne køre i mørke. Torsdag aften var der ingen problemer med at komme i bad, der var ingen kø overhovedet. Som sidste år var der opsat vogne med toiletter og bad, som man frit kunne benytte. Der var også en lille pengekasse, hvori kunne lægges beløb til opsynet til dækning af shampoo m.m.


Den danske Porsche 89
(Foto: Racertøs)

Forsynet med ørepropper gik vi til ro og sov alle 4 godt til næste morgen, hvor der ventede en masse oplevelser forude. Kl. 10 startede pitwalken på selve banen, så vi drog derind ved 11-tiden. Der var et mylder af mennesker, men det lykkedes os at få taget et par billeder af Jans og Toms biler. Alle autografkort ved Toms pit var revet væk, så børnene måtte "nøjes" med de andre Audi-køreres. Desværre lykkedes det ikke i år at få et kort eller en plakat fra Corvette teamet.

Efter endnu en indkøbstur i supermarkedet kørte vi ind til selve Le Mans by, hvor vi var heldige at finde en parkeringsplads i en sidegade nær det område, hvor paraden skulle finde sted samme aften. I det officielle program er ruten indtegnet. Vi var oppe i byen og se på butikker og spise is. Efter en lille travetur gennem gaderne fandt vi det torv, hvor der var et monument om Le Mans med håndaftryk på. Omkring monumentet var der mange (bronze?) fliser med håndaftryk fra de vindende kørere og naturligvis her med Tom Kristensens aftryk og autograf for de 6 sejre. Nogle danske fans fortalte, at flisen for 2004 var lagt ned samme dag kl. 11. Der var også en flise med både autograf samt hånd- og fodaftryk fra John Nielsen i forbindelse med hans sejr som første dansker i 1990.


John Nielsens hånd og fodftryk fra sejren i 1990
(Foto: Racertøs)

Omkring kl. 17 gik vi til området for paraden med vores Dannebrogsflag. Der var tusindvis af mennesker, der stod langs med det afspærrede område, men det lykkedes os at få en god plads ved siden af to andre danskere, der var så flinke at lade børnene komme foran og helt ud til hegnet. Tak for det!

Kl. 18 startede paraden - først med en masse motorcykler og flotte biler, hvorefter kørerne kom. Hvert team bliver transporteret i en flot gammel bil. Jan Magnussen var blandt de første, og vi kaldte naturligvis på ham. Hans bil stoppede netop ud for os, så det var helt specielt. Børnene fik en håndfuld perlekæder kastet i hånden af Jan, og mens vi tog billeder af ham, tog han sit kamera frem og fotograferede os.


Corvette 64 på parade - Jan er som sædvanlig optaget af sit kamera
(Foto: Racertøs)

Lidt senere dukkede Toms team op og folk jublede som gale, hvilket de også gjorde, da de franske kørere drog forbi. Man har vel lidt hjemmebanefordel eller hvad? Et godt stykke hen i rækken af kørere kom Thorkild Thyrring og Lars Erik Nielsen, som vi også hilste på. Hvert team kastede/delte autografkort, balloner, kuglepenne m.m. ud til folk, og børnene var temmelig heldige at få fat i mange flotte kort.


Audi 3 på paradekørsel
(Foto: Racertøs)

Da paraden var ved at være ovre, gik vi hen til det sted, hvor den skulle slutte, men det var umuligt at komme igennem menneskemylderet og hen til kørerne, så vi gik ned til vores bil og forsøgte at komme ud. Vi måtte holde i kø et godt stykke tid, før vi kom ud af byen og tilbage på campingpladsen. Vi var alle godt trætte efter at have været væk "hjemmefra" i omkring 11 timer.


Der var også andet end kørere at kigge på
(Foto: Racertøs)

Lørdag formiddag slappede vi af i teltet og spillede forskellige spil. Siden kørte vi ind til banen omkring kl. 15.30, så vi kunne få starten af løbet med. Det var næsten umuligt at se noget, men det lykkedes at få en plads i skyggen, så vi kunne se lidt af løbet. Og ud af de i tv omtalte 240.000 mennesker mødte vi DTC-køreren Jørgen Weinreich, der også stod og så starten.

Vi gik lidt rundt i byen, der ligger inden for banen og så på forskellige ting. Omkring kl. 17.30 tog vi hjem og spiste noget aftensmad. Hen ad aften tog vi ud til Mulsanne svinget, som var vist på det kort, som medfulgte det officielle program. Der er skilte, der først viser til Arnage og derefter til Mulsanne. Vi havde ikke været denne vej før, men det var ikke svært at finde. Der stod politi over alt. Vi måtte parkere et stykke derfra og gå gennem et industriområde, inden vi kom ud til Mulsanne, hvor der også var en campingplads. Lidt før midnat drog vi hjem igen og måtte stå i kø for at få et bad, men det var ventetiden værd efter en lang og meget varm dag.

Ørepropperne kom i på ny, og vi faldt alle i søvn omkring kl. 01.30. Trods larmen fra bilerne natten igennem sov vi rimeligt længe søndag, hvor vi vågnede op til en meget, meget varm dag. Det var meningen, at vi skulle hen på banen og se de sidste par timer af løbet, når vi havde pakket sammen, men dette måtte vi simpelthen opgive på grund af varmen. Og det var vi vist ikke de eneste, der måtte.

I stedet var det muligt at se noget af løbet samt den sidste time i det telt, som en dansk rejsearrangør havde opstillet på campingpladsen. Der var vi henne og kigge et par gange i løbet af søndagen, og vi fik lov at købe kolde drikkevarer også. Pludselig gik tv-skærmen i sort og folk råbte og piftede. Nogen mente, at det var en kabelrulle, der var overophedet. Det tror da pokker. I tv sagde man, at der var 37 grader varmt og 42 grader i pitten. Hvor varmt kørerne har haft det, tør vi slet ikke tænke på - men ulideligt har det helt sikkert været og det understreger blot den enorme og fantastiske præstation, de alle har ydet.

Heldigvis kom fjernsynet i gang igen, så vi fik set den allersidste spændende del af løbet, hvor der blev vild jubel i teltet, da Tom helt suverænt kørte sin 7. sejr hjem, og hvor Jan kom ind på en flot 5. plads og som vinder af sin klasse.


Torvet, hvor der nu skal nedlægges endnu en flise med Tom Kristensen
(Foto: Racertøs)

Da vi havde set præmieoverrækkelsen, kørte vi mod Danmark. Vi valgte en tur syd om byen for at undgå de mange andre bilister, der også skulle hjemad. Der var kø ved et betalingsanlæg, det tog cirka et kvarter at komme igennem - men det var småting, for sidste år tog det omkring 1 time. Til gengæld var der mere kø igennem Paris, og det virkede som om, vi ikke kom nogle steder, men endelig var vi da på vej mod Lille. Vi fulgte kørevejledningen fra www.lemanszone.dk og fra Paris kørte vi mod Lille, derefter mod Mons, Namur og Liege og siden Aachen og Bremen. Det er nu rart at køre i Belgien, alle motorveje er oplyst.

Først omkring kl. 23 var vejret tilpas og til at holde ud. Vi måtte købe vand 2 gange på hjemvejen, for det medbragte blev så varmt, at det var udrikkeligt. Endelig og efter en lang og varm køretur - var vi hjemme kl. 08.30 mandag morgen.

Nu har vi haft fornøjelsen af at være til Le Mans to år i træk, hvor der begge gange har været suveræn dansk deltagelse, og hvor de samme to danskere har vundet henholdsvis samlet og klassevis.

Vi håber, at der også næste år må komme rigtig mange af de dygtige danske kørere med derned, men det er som bekendt ikke altid nemt at vide, hvem de franske løbsarrangører siger "non" til, lige som de desværre gjorde i år til John og Casper.

Tak for gode oplevelser både sidste år og i år til alle danske kørere!

Racertøs + familie


Læs mere om:
  • 19/06/05 - Le Mans - Le Mans
  •