Men selvom sejren aldrig var truet, så var heldet alligevel på Alonsos side. For den nærmeste konkurrent Kimi Raikkonen startede nede som nummer 14, efter et straf for et motorskift. Og på den måde finnen kørte sig op på en 2. plads i dag, kunne det meget vel have været ham der efter løbet havde modtaget den store pokal.
Men det er spekulation. Faktum er at Alonso kørte som han skulle og hjemtog en flot sejr til stor glæde for publikummet der var klædt i gult og blåt. Også Raikkonen kørte et godt løb, og fra den startposition var 2. pladsen nok næsten mere end han kunne tillade sig at håbe på.
Michael Schumacher tog 3. pladsen uden for alvor at være truet. På et tidspunkt havde han dog Giancarlo Fisichella til at fylde lidt i sine sidespejle. Men under pres kom tyskeren aldrig for alvor. Derudover havde han fordelen var at han på det tidspunkt havde overstået sine pitstops, mens Fisichella stadig havde et til gode.
Ferrari kæmper stadig for at nå op og være med helt i front. Og mange, undertegnede inklusive, havde forventet at de ville kunne true McLaren og Renault efterhånden. Men selvom Schumacher kom på podiet i dag, var det ikke nogen storslået præstation af det italienske team. I virkeligheden var det nok mere Schumacher end Ferrari der kom på podiet i dag.
Tyskeren sluttede i al fald over et minut efter Alonso - som den sidste på omgangshøjde! Hvis Ferrari igen skal regnes med til den absolutte front i Formel skal præstationen være bedre. At Raikkonen kunne tage 2. pladsen fra dem måtte i al fald ikke ske. Men det skete og Ferrari fremstår stadig som et team der kun kan være med helt fremme lejlighedsvist.
Jenson Button tog en 4. plads og fik dermed sæsonens første point slæbt indenbords. BAR har på det sidste vist sig som en bil med potentiale, men det er så også det der efterhånden kendetegner denne sæson. Biler med potentiale. Kun Renault og McLaren har leveret stabile resultater i front. Resten kan skifftes lidt til at lege med.
Toyota er også et af de hold der kan lege med en gang i mellem. Jarno Trulli havde kørt en kvalifikation, men formåede ikke at omsætte pladsen på første startrække til en ligeså fornem placering. Men femtepladsen og de fire point er heller ikke at foragte, og Trulli er stadig godt placeret i VM.
Efter at have stallet motoren under sit sidste pitstop, måtte Fisichella nøjes med en 6. plads i dagens løb. Om det havde været 4. eller 5. pladsen han havde taget ellers, kan være svært at sige. Men ellers kørte italieneren et fornuftigt løb og det var lidt synd at han ikke fik mere ud af det end han gjorde.
Som sædvanlig, fristes man til at sige, kom Ralf Schumacher også i pointene. To styks blev det til i dagens løb, for en 7. plads. Det sidste point gik til Jacques Villeneuve i Sauber, der virker ret positiv efter BMW har købt teamet. Nu er det jo spændende at se om der er plads til canadieren hos det tyske team næste år.
Der var ikke mange der udgik. Juan Pablo Montoya var en af dem, cirka halvvejs i løbet måtte han parkere sin McLaren racer i vejkanten og konstatere at 2005 ikke lige er hans sæson. Her halvt igennem sæsonen har han ikke været på podiet endnu.
Rubens Barrichello gennemførte, men fik ingen point. Det står i skarp kontrast til Schumachers 3. plads. Hvis forskellen på hvad Barrichello og Schumacher kan få ud af den samme bil, er så stor, bør brasilianerens fremtid i det italienske team se ret dyster ud!
Allerede om en uge går det løs igen - dennegang på Silverstone. For McLaren og Raikkonen er missionen klar. Løbet skal vindes og Alonsos forspring skal minimeres. Martin Møller-Thomsen
Læs mere om: 03/07/05 - Magny-Cours - Formel 1 - FIA F1 |