Det virker som om Ferrari bevidst har prøvet at trænge alle de andre teams op i en krog ved ikke at ville være med til nogen form for kompromis. Vel vidende at de under alle omstændigheder ville vinde på det. Hvis de andre teams gjorde alvor af truslen om at trække sig ville Ferrari kunne trille rundt til en sejr.

Hvis de andre valgte løsningen med at skifte dæk hver tiende omgang ville Ferrari også kunne snuppe en let sejr. Så uanset udfaldet ville Ferrari være vindere. Hvis de derimod gik med på et kompromisforslag så ville udfaldet være mere usikkert.

De syv Michelin teams havde reelt ikke noget valg. Det er bedre demonstration at trække sig før starten, end at trille rundt og gå i pit konstant. Ved at trække fik de i det mindste demonstreret at de faktisk mente det alvorligt, så FIA er klar over det, hvis situationen skulle opstå igen.

Den store taber er sporten. Publikum har betalt for at komme ind og se ræs, ikke for at se seks biler trille rundt på en alt for stor bane. Folk hjemme i stuerne har i vid udstrækning slukket for fjernsynet og lavet noget mere fornuftigt. Og Formel 1 har endnu engang fået et mærkat som en latterlig sport, hvor politik er vigtigere end sport.

Den store skurk er ikke Ferrari. De er blot ganske usolidariske med deres konkurrenter og har endnu ikke opdaget at der ikke er prestige i at vinde uden konkurrence. Så Ferrari er en skurk, fordi de ikke ville være med til det kompromis som de andre teams kunne blive enige om. Men de er ikke den største skurk.

Den største skurk er den lille pre-senile Bernie Ecclestone der i al sin magt og vælde slet ikke havde forestillet sig at de deltagende teams ville reagere så voldsomt. Måske raslede de lidt med sablen - men ifølge Bernie er reglerne klare - også selvom det gælder kørernes sikkerhed.

Ecclestone er midt i 70'erne og tydeligvis for gammel til det job han bestrider. For 20 år siden var han i stand til at træffe epokegørende og benhårde beslutninger, der virkede. I dag træffer han bare benhårde beslutninger som han når alt kommer til alt ikke kan overskue konsekvensen af.

Formel 1-sportens image har i dag lidt et alvorligt knæk. Et knæk som det vil tage lang tid at genoprette. Det her er ikke noget der er glemt i morgen, slet ikke i Indianapolis. Tidligere er teams blevet truet med straf hvis de har bragt sportens image i miskredit. Dennegang er det Bernie selv der har bragt sporten i miskredit, men det kan han sikkert ikke selv se. Derfor vil han sikkert sende sorteper videre til de syv teams der boycottede løbet.

Michelin er blevet anklaget for ikke at have medbragt ordentlige dæk til løbet. Men så simpel er problemstillingen ikke. Michelin har jo, selvfølgelig, troet at de dæk de medbragte var gode nok. Det viste sig så, at de ikke kunne holde til det sidste sving på banen.

Situationen blev ikke bedre af, at der kom nye dæk. Dem var teamsene heller ikke trykke ved, for dem havde de slet ikke haft lejlighed til at prøve på Indianapolis. Havde de troet på den mulighed kunne de selvfølgelig have valgt at satse på et enkelt dækskifte - probmet er igen hvad sanktionen så måske havde været.

Den eneste holdbare løsning var den midlertidige chikane. Sikkerhed har de sidste par år været brugt som undskyldning for mange ting. Max Mosley har trumfet mange ændringer igennem på den konto. Men når der så opstår et reelt sikkerhedsproblem er FIA ikke i stand til at tage hånd om det.

Nå, men løbet blev kørt og ikke overraskende vandt Michael Schumacher det foran Rubens Barrichello. Efter løbet virkede ingen af de to synderlig begejstrede og ville helst have været sejrsceremonien foruden. Den slap de dog ikke for. Heldigvis - hvis de ikke ville stå ved deres indsats i dag, skulle de være kørt i pit sammen med resten af feltet.

Heller ikke på den efterfølgende pressekonference var de særlige positive, og begge virkede som om de egentlig helst ville have været fri for både denne situation og dette løb. Barrichello sagde at han egentlig havde haft mest lyst til bare at følge efter de andre ned i pitten.

Tiago Monteiro sluttede på en ganske ufortjent 3. plads og kunne ikke skjule sin glæde. Det skal være ham vel undt at nyde sine fem minutter i rampelyset - det bliver sandsynligvis den eneste chance han får.

Men når man når bundlinjen står man tilbage med et utilfredsstillende løb, som man, uanset hvem man holder med, ikke kan være tilfreds med. Der er ingen hæder i denne sejr. Der var et sikkerhedsmæssigt problem, som man ikke ville løse. På en eller anden måde kunne GPWC nu rykke tættere på end tidligere. Og måske ville det alligevel ikke være så tosset endda!

Martin Møller-Thomsen