Sylvest Motorsport har haft en rigtig hård og problemfyldt sæsonstart og de mange problemer og uforskyldte uheld har bevirket at teamet stort set ikke har, kunne afse tid til at teste samt udvikle på bilen.
Men som altid mødte teamet energisk og fuld af gå-på-mod op til lørdagens tidlige warm-up. Jesper Sylvest og hans trofaste team er kendt for deres ukuelige vilje og gode humør, men igen blev glæde ødelagt af problemer. Teamet havde ændret drastisk på bilens set-up, men desværre var heller ikke det løsningen. Da det var en større operation at stille bilen tilbage igen valgte Jesper kun at køre fem omgange. Det nye set-up var et forsøg som man grundet det alvorlige uheld på Padborg Park desværre ikke havde fået nået at teste om virkede.
Til tidtagningen valgte Jesper at skynde sig ud på banen med tørvejrsdæk til trods for de sorte skyer der langsomt trak op. Kraftigt regnvejr indhentede dog den blå Xsara allerede på første omgang og på vej i pitten satte bilens viskertræk sig fast.
(Foto: Motorsporten.dk)
Bilen blev hurtigt stillet om til regn, men inden viskertrækket igen fungerede var tidtagningen blevet aflyst pga. af vejret. Uheldigt da Jespers tid kun rakte til en placering som nummer 21. Og da anden tidtagning blev aflyst pga. procedurefejl lykkes det ikke for den lange sjællænder at forbedre sin startposition til søndagens to løb.
Igennem hele weekenden døjede Jesper desuden med voldsomme rystelser i bilen og til søndagens warm-up, der blev kørt i tørvejr, var problemet kun blevet yderligere forværret. Gode råd var dyre, men trods ihærdige forsøg lykkes det aldrig for teamet at lokalisere problemets kerne. På banen forplanter de mange rystelser sig i bilens bremser der nu skal pumpes op før hver nedbremsning. Da bilen samtidig understyre voldsomt kæmper Jesper en ulige kamp og i prefinalen kan Jesper kun veksel sin startplacering til en 17. plads. I finalen går det ikke meget bedre og Jesper krydser målstregen som nummer 16.
Jesper udtaler: "Med de problemer vi oplevede i denne weekend var resultaterne derefter. Det er langt fra tilfredsstillende og vi vil nu arbejde ekstra hårdt for at komme tilbage i top ti og blandt de forreste tre i Privat Cuppen hvor vi mener vi hører hjemme. Positivt var det at vi kom hjem med en bil uden buler. Nu kan vi for kun anden gang i år teste og denne gang netop på Sturup Raceway, inden vi skal kører på den nye dansk/svenske bane om små fjorten dage.."
Næste løb i dette års DTC-mesterskab køres på den nye Sturup Raceway den 25. og 26. juni 2005.
Sylvest Motorsport Læs mere om: 12/06/05 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge |