Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Le Mans

Le Mans

Le Mans 
15/06/05 

Le Mans- mere end "kun" race!
I "gamle dage" sagde man om fodbold, at "det er et spil med 22 mand og en bold, og tyskerne vinder altid til sidst!" De selv samme tyskere har omskrevet dette og siger om Le Mans: "50 biler der kører i ring i 24 timer og Tom Kristensen vinder altid!"
 

Men Le Mans er meget mere end 50 biler der kører i ring i 24 timer. Det er vel de færreste der følger løbet samtlige 24 timer, men der findes "hardcore"-fans som skal se det hele.
Jeg drager i år af sted for 15. gang og der er flere ting som "skal" opleves på den årlige tur.
Det er altid værd, at gå en tur i de forskellige campingområder. Der er masser af spændende liv. og mange spændende biler. Der er også tit mange skøre påfund.
Et år boede vi på "Camping Bleu" som ligger tæt på den store parkering bag hovedtribunerne. På "Camping Bleu" findes en asfaltstribe midt i det hele. På et tidspunkt kørte et par belgiere og "blærede sig" i en BMW M3 på denne asfaltstribe. Det blev for meget for et hold englændere, som startede den lejede Ford Transit op og kørte ud og lavede brændere der lang overgik M3´eren. Alt dette foregik med folk hængende ud af alle døre! Der køres også "friskt til" (citat Jason Watt) på denne lille vej bag tribunerne. Alt dette foregår dog rimelig fornuftigt og der sker (næsten) aldrig skade!

Man bør også unde sig selv en tur rundt på de forskellige parkeringspladser omkring banen. Der er biler så det vil noget og sommetider kan man få en god snak med ejerne. Her findes næsten alt, og specielt englænderne kører i spændende biler: Jaguar D-type - selvfølgelig er der replica'er imellem, men også den ægte vare - Lotus'er i alle afskygninger, Aston Martin, TVR, you name it.

Findes der noget herligere end at sidde torsdag eftermiddag på "Cafe Bugatti" med en kold fadøl, og se på alle de specielle biler der kører forbi. Spørg bare!

Et must for alle Le Mans-freaks er en tur ind til byen fredag aften. Her er der først og fremmest kørerparaden, hvor alle kørere team-vis køres rundt i byen i veteranbiler. Her er der virkelig chance for at komme tæt på idolerne. Ikke som i Formel 1, hvor de køres af sted på en blokvogn og dårlig nok gider "hilse på folket". I Le Mans kan man komme helt tæt på og få billeder og autografer!
Flere bilmærke-klubber er med i paraden. Et år var det den amerikanske Corvette Club, som havde fragtet 30-35 biler til Europa og der har været et flot samling af Ford GT40. Et år blev der kørt med "gamle" Le Mans biler som f. eks. Porsche 917, Ford GT40, Porsche 936 ... lyden af den 917 wauw!!

Det kan anbefales at være på torvet midt i byen. Her er der nemlig god mulighed for at få noget at spise og drikke. Her findes gode restauranter, barer, cafe'er og "den gyldne måge" (McDonalds). Og det er jo her det sker når mørket falder på!
Når paraden er ovre og stemningen stiger på barerne omkring torvet, så forvandles Le Mans centrum til Frankrigs svar på Spjald! (Spjald er byen i det vestlige Jylland hvor der et par år blev "brændt dæk").
Torvet er indrettet så "snedigt" at trafikken kører rundt langs "kanten" dvs. tæt forbi barerne. Stemningen er jo selvsagt høj og lidt efter lidt går der "burn-out" i den. De fleste er med på den, alle lige fra pizza-budet på sin lamme Peugeot-knallert til de sejeste MC'er og vildeste biler.
Det er her værd at holde øje med en englænder i en sort Ford Zephyr fra engang først i 60´erne. Den ser ikke ud af noget, men den er rå! Den sorte Zephyr er med hvert år. Normalt siger det mig ikke så meget med dækfræs, men stemningen er KANON denne fredag i Le Mans og alle er med. Det må opleves og så går der "drengerøv" i den!
Et enkelt år havde myndighederne sat en effektiv stopper for løjerne. "Striben" var simpelthen spærret af tre granitpæle i hver ende! Det vil sige en jævnt kedelig aften i byen, dog med enkelte undtagelser. På et tidspunkt kommer en stor blå Bentley rullende ind over torvet, ejeren (englænder selvfølgelig) bliver opfordret til at "fyre den af". Det gør man ikke med en Bentley, men i stedet stopper han, stiger ud, åbner alle døre og fyrer "God save the Queen" af for fulde hammer på anlægget mens han gør honnør! Stor jubel! De engelske tilskuere er noget for sig. På den positive måde.
Selvom der er mange englændere, franskmænd, tyskere, danskere i Le Mans har jeg aldrig set vold eller slagsmål. Som i fodbold kommer der her folk fra alle samfundslag, men det meste foregår i en positiv stemning. Er vi racingfans lidt klogere end fodboldfans??

Le Mans må opleves mindst en gang i en racingfans liv. Jeg blev grebet, da jeg i 1969 (!) så Le Mans på DR, senere gennem tegneserierne med Michel Vaillant / Mark Breton. Efter John Nielsens sejr i 1990 var der ingen vej tilbage... af sted, af sted.

Det er nok sådan med Le Mans: Enten bliver man grebet eller også er én gang nok!
Når dette læses er jeg på vej i en bus sydover. Jeg kan ikke få nok.
Prøv det, men pas på - det kan være stærkt vanedannende!

Them

Læs mere om:
  • 19/06/05 - Le Mans - Le Mans
  •