Jan Magnussen lå længe på en andenplads, men efter en hård kamp med John Nielsen i BMW, måtte Magnussen en tur gennem grusset og derefter tage til takke med en fjerdeplads.
(Foto: Jan Kaiser)
Jan Magnussen havde weekenden igennem været hurtigste mand, men nogle små fejl i Super Pole betød, at Magnussen startede sin Toyota Corolla fra tredje position i prefinalen. Holdkammerat Henrik Lundgaard startede fra Pole Position og da starten gik, passerede Magnussen straks Jens Edman i Peugeot og lagde sig i slipstrømmen på Lundgaard. Den placering holdt sig til mål, hvilket betød en flot 1-2 sejr til Team Den Blå Avis i prefinalen.
Det flotte resultat i prefinalen, betød at Magnussen og Lundgaard startede finalen fra fjerde og femte position, men endnu en flot start af Magnussen betød, at han hurtigt var oppe som treer og pressede John Nielsen i BMW på andenpladsen.
Efter en flot finte for enden af langsiden kom Magnussen forbi John og satte jagten ind på førende Casper Elgaard i BMW. BMW'ens dæk var dog bedre over distancen og mod slutningen af løbet måtte Magnussen i stedet se sig indhentet af John.
Big Mag skarpt forfulgt af Super John. (Foto: Jan Kaiser)
De to var i en tæt fight, der endte med, at Magnussen blev ramt hårdt af Nielsen, hvilket betød at Magnussens Toyota Corolla måtte en lang og hård tur gennem grusset, før han igen kom tilbage på banen. John fik en stop-go for forseelsen, hvilket betød at Magnussen endte på fjerdepladsen.
"Det var rigtig sjovt - indtil uheldet" forklarede Jan Magnussen efter løbet. "Jeg vidste, at jeg skulle satse fra start, hvis vi skulle have en chance. Vores dæk holder ikke lige så godt over distancen som på de baghjulstrukne BMW'er, så jeg skulle forsøge at komme forbi så hurtigt som muligt. Desværre havde Casper fået et for stort hul, da jeg kom forbi John, så jeg kunne ikke helt lukke hullet. John kom op igen på de sidste omgange, men jeg synes vi havde en rigtig god og fair kamp indtil uheldet. Vi ramte hinanden et par gange i løbet, men vi havde den fornødne respekt imellem os og inden af os forsøgte at drage fordel af det. Inden John rammer mig sidste gang, har jeg fået et puf, der betød at jeg røg uden for sporet. Men John holdt sig pænt tilbage, men i næste sving havde jeg for meget skidt på dækkene og røg lidt udenfor sporet. Jeg lavede plads nok, til at vi begge kunne komme igennem svinget side om side, men jeg ved ikke, hvad der skete med John, for han ramte mig meget hårdt i siden, så jeg røg af banen. Jeg er ret sikker på, at det var en fejl fra John og at det ikke var med vilje, men det var selvfølgelig ærgerligt, for det havde været rigtig fedt ræs indtil da. For teamet var det dog en god weekend, hvor vi fik lukket lidt af hullet op til Team Essex".
Løbet blev vundet af Casper Elgaard foran Jens Edman, Peugeot og Jan Magnussens holdkammerat Henrik Lundgaard sluttede på en flot tredjeplads. Læs mere om: 12/06/05 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge |