Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Den Blå Avis MC 600 Challenge

Den faste trio leverede nyt Road Racing-drama

MC600
Challenge 

13/06/05 

Favoritterne blev dog udfordret af debutanten Ronnie Ourø
Tre kørere i Den Blå Avis MC600 Challenge fortsatte søndag med at henrykke det danske motorsportspublikum på FDM Jyllandsringen.
 

Det var Søren Hole, Kalundborg, Nicolai Sørensen, Thisted, og Steven S. Tirsgaard, Herning, som over femten nervepirrende omgange leverede en tæt og uforudsigelig kamp om de tre første podiepladser i Danmarks førende Road Racing-serie.

Men trioen blev faktisk udfordret fra en helt uventet kant.

Det var én af årets debutanter, Ronnie Ourø, Hvidovre, som ingen tilsyneladende havde fortalt sport om den erfarne trios favoritværdighed. Den unge kører skar sig nemlig i løbet af finalens første sving op gennem feltet og lagde sig flot i spidsen. Men lige så hurtigt, som Ronnie Ourø var gået i front, lige så hurtigt måtte han sige farvel til den flotte førsteplads.


Ronnie Ourø (17) blandede sig blandt de erfarne og førte Den Blå Avis MC600 Challenge i halvanden omgang
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

For enden af publikumslangsiden styrtede han, og mens hans Honda havde et meget voldsomt møde med barrieren, kunne Ronnie Ourø stille og roligt rejse sig op og i stedet ærgre sig over det skete.

Scenen var herefter overladt til Hole, Sørensen og Tirsgaard, og de leverede atter tyve minutters uforudsigeligt race, hvor snart den ene, snart den anden kører var i front. Det var dog den tidligere internationale topkører, Søren Hole, som kunne trække det længste strå, og med sin fjerde sejr ud af seks mulige formåede Kawasaki-køreren at udbygge sit forspring i toppen af Den Blå Avis MC600 Challenge.

Bag den fightende toptrio blev der også givet gas mellem kørere som Søren Lauridsen, Værløse, Kim Philip, Blommenslyst, og René Prang, Hinnerup, mens en anden af årets debutanter, Jonas Bjørn Hansen, Hvidovre, også var med fremme, indtil han ligeledes styrtede.

Korte fakta
- Søndagens løb på FDM Jyllandsringen gav et ganske godt fingerpeg om det aktuelle styreforhold i Den Blå Avis MC600 Challenge. De seks første kørerne i mål indtager nemlig præcist samme placeringer i den sammenlagte stilling.
- Kørerne holder nu en velfortjent sommerferie, for næste runde i Den Blå Avis MC600 Challenge køres først søndag den 7. august på Ring Djursland.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • 12/06/05 - Jyllandsringen - MC600 Challenge
  •