At det kom så vidt, hang blandt andet sammen med det gigantiske regnskyl, som lørdag eftermiddag hærgede det midtjyske højland, og som skabte store problemer for flere af kørerne. Det gjaldt ikke mindst den førende i Fleggaard Renault Clio Cup, Per Poulsen, Årup, der blot kunne kvalificere sig til startplaceringer som nummer 11 i søndagens pre-finale og finale.
Her kom fynboen også på hårdt arbejde. Allerede på første omgang af pre-finalen måtte han udgå efter tumult, men i finalen formåede han at holde den sorte og orange AutoMester-bil på ret kurs og avancere til en fjerdeplads. Dette gjorde, at Per Poulsen lige akkurat holder ved mesterskabsføringen, men han må nu indstille sig på at skulle dele den i de næste fjorten dage med Jesper Davidsen, Søborg.
Det er tæt i Fleggaard Renault Clio Cup. Det beviser Henrik Larsen (2) og Tom Pedersen (7) her (Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)
Klassens forsvarende mester havde haft en perfekt tidtagning, hvor han havde sikret sig to pole positions, og dem fik han et ganske fornuftigt udbytte af. Godt nok måtte han i pre-finalen lade sig passere af teamkammeraten, Tom Pedersen, Christiansfeld, og Henrik Larsen, Gudbjerg, og meget tydede også på, at det samme kunne være sket i finalen. Her lykkedes det imidlertid for Søborg-køreren at komme sejrrig ud af dysten med netop Tom Pedersen og Henrik Larsen, og det gjorde, at han nu ligger à points med Per Poulsen. Men også Tom Pedersen og Henrik Larsen ligger à points. Det gør de på den delte tredjeplads, hvor de bare er to points efter Per Poulsen og Jesper Davidsen!
I det hele taget var søndagens to løb i Fleggaard Renault Clio Cup præget af mange tætte dyster, og der blev ikke givet ved dørene. At det også gjaldt teamkammeraterne indbyrdes, beviste Brian Mikkelsen, Vejle, og Kasper Jensen, Aalborg, der i deres Pro-Four-racere havde mange flotte dueller, hvor det dog hver gang var nordjyden, som trak det længste strå.
Læs mere om: 12/06/05 - Jyllandsringen - Clio Cup - DK |