Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

San Marino - alligevel!

Formel 1 
21/04/05 

San Marinos Grand Prix står for døren. Renault har været i topform i de første tre løb. Men trods alt virker de ikke urørlige. Flere hold står på spring for at tage sejren på søndag.
 

For et år siden så det ellers ud til at det var sidste gang vi skulle besøge Imola banen, der siden 1981 har været hjemsted for et løb under den lidt obskure betegnelse - San Marinos Grand Prix. Egentlig var det ikke noget trist farvel. De ændringer der blev foretaget efter Sennas død i 1994 ødelagde banens charme.

Og så dukkede Imola alligevel op i kalenderen for 2005, selvom der ikke ligefrem manglede løb i sæsonen. Omvendt har banen en vis tradition for at indlede den europæiske Formel 1 sæson.

Renault har startet sæsonen godt. Tre sejre i tre løb kan, selv på jysk, kaldes godt. Som sådan har der ikke været meget kamp om sejrene. Den eneste der virkede truende overfor Alonso i Bahrain var Michael Schumacher, men det var ret kort tid tyskeren var med i det løb.

Men der er langt fra tre sejre på stribe og så til at være ligeså dominant som Ferrari var sidste sæson. Man må formode at flere teams, bland andet Ferrari, har et par ting oppe i ærmet til på søndag. Hvis Renault vinder igen, kunne det begynde at ligne noget som vi har set med rødt fortegn flere gange de sidste år.

Ferrari vil gøre alt hvad de kan for at det ikke bliver fire på stribe til Renault. Sæsonstarten har ikke været god for det italienske team, men om de har sovet i timen og er begyndt at lave fejl, eller de bare bliver forfulgt af alle de uheld de er blevet forskånet for tidligere, er ikke til at sige.

Michael Schumacher har 2 point efter tre løb. Hvis man kigger på historien, så er der ingen, overhovedet, der er kommet så dårligt fra start og har vundet VM. Den 36 årige tysker vil sikkert gerne ændre det afsnit i historiebogen.

Hos Renault er det Alonso der er i førertrøjen, mens Fisichella efter sin sejr i Australien har virket lidt ved siden af sig selv. Heldet har heller ikke ligefrem klæbet til ham. Begge vil gøre deres yderste for at få et godt resultat. Specielt for Fisichella er det vigtigt at vise, at sejren i Australien ikke var et sammentræf, men han på lige fod med Alonso er værd at satse på i kampen om VM.

Et andet hold, der også gerne vil vriste den øverste podieplads fra Renault er Toyota. Efter to andenpladser i streg føler det japanske team sig efterhånden klar til at gå efter en sejr. Og hvis marginalerne er på deres side er en sejr så absolut ikke udelukket. Jarno Trulli lyder som det bedste bud på en Toyota vinder, men man skal ikke afskrive Ralf Schumacher. Ralf er lidt en humørkører, der på en god dag hører til helt i front, mens han andre gange kan være ret anonym - selvom ofte henter point alligevel.

De to gamle hold, Williams og McLaren, har hver deres problemer at slås med. Hos Williams er bilen endnu ikke helt klar til at slås med i front, selvom den har vist gode takter. De to kørere, Webber og Heidfeld, mangler endnu at bevise at de er i stand til at løfte opgaven og skabe et vinderhold. Webber er udråbt til at være noget stort, men han skylder stadig et par gode løb i år til at understrege at han virkelig har klasse.

Hos McLaren er bilen måske nok ved at være i topform - Raikkonen kørte fornuftigt i Bahrain. Men selv en topform til bilen virker ikke som om det helt er nok til at blande sig helt i topstriden, slet ikke over en hel sæson. Ydermere må de stadig undervære Montoya, der stadig er på sygeorlov. Alexander Wurz vikarierer, selvom Pedro de la Rosa måske nok kunne have fortjent endnu et løb efter sin flotte indsats i Bahrain.

For resten af feltet er det lidt det samme som altid. BAR kæmper for at nå op på et anstændigt niveau, mens Red Bull bare gerne vil blive hvor de er. Liuzzi erstatter Christian Klien, og har faktisk noget at leve op til der. Hos Sauber går bølgerne lidt højt og Villeneuve har lidt svært ved at finde sig til rette. Point vil hjælpe på det, men bilen virker dybest set ikke stærk nok til at det kan ske ved andet end tilfældigheder.

Bundpropperne hedder som sædvanlig Jordan og Minardi, og der vil nok ikke blive rokeret meget rundt der. Dog skal det da blive spændende at se om Minardi kommer tættere på Jordan, nu hvor deres nye bil er klar.

Efter den start vi har fået på sæsonen, hvor i al fald løbene i Malaysia og Bahrain var af god kvalitet, er der grund til at være optimistisk. Banen er måske ikke en der ligefrem inviterer til et godt løb, men derfor kan det jo ske alligevel.

Og så er det jo spændende om Renault er i gang med at skabe noget rigtig stort, eller der skal findes en ny vinderbil på søndag?

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • 24/04/05 - Imola - Formel 1 - FIA F1
  •