Det lignede med andre ord en gentagelse af 2004-syndromet, hvor den danske Audi-kører havde svært ved at overføre hurtigheden til den ene, flyvende runde i Super Pole.
Denne gang var ændrede baneforhold dog en del af forklaringen. Sammen med tyskeren Bernd Schneider var Kristensen hurtigst i første kvalifikationsdel, men i Super Pole, hvor de to startede sidst, var der ikke længere så godt greb i Hockenheims asfalt. Schneider gled ned som nummer otte, mens den forsvarende mester - Kristensens holdkammerat Mattias Ekström - kørte en flot startplacering helt i front hjem.
"Jeg er utroligt skuffet, for træningen og kvalifikationen gav løfter om mere. Jeg lavede en mindre fejl allerede i første sving, hvor jeg tabte bagenden, fordi jeg forsøgte at angribe banen ligesom under kvalifikationen. Desværre havde banen ændret sig, og mit setup virkede ikke længere optimalt. Herefter mistede jeg lidt af tilliden til balancen i bilen, som vi stadig mangler at lære, men det skal nok komme. Det er dog ikke godt at starte helt nede fra en niendeplads, for du taber uvilkårligt et sekund pr. bil på de første omgange. Jeg kan imidletid selv bestemme min pitstop-strategi, fordi jeg var hurtigere end min teamkammerat Allan McNish, så nu skal vi hjem at tænke over, hvordan taktikken skal være i morgen," siger Tom Kristensen.
Tom Kristensen måtte nøjes med en 9. plads i super pole (Foto: Audi Sportpress)
At DTM er et hårdt felt blev understreget af, at de tidligere Formel 1-kørere Allan McNish, Mika Hakkinen og Heinz-Harald Frentzen endte som henholdsvis nummer 14, 15 og 19 i det 20 mand store felt.
Som ventet var Mercedes flyvende på den hurtige bane og havde ikke færre end seks biler i top ti.
Resultat af Super Pole til DTM 1, Hockenheim:
1: Mattias Ekström, Audi, 1:35,251 min.
2: Gary Paffett, Mercedes, +0,032 sek.
3: Jamie Green, Mercedes, +0,558 sek.
4: Marcel Fässler, Opel, +0,824 sek.
5: Jean Alesi, Mercedes, +0,928 sek.
6: Bruno Spengler, Mercedes, +0,940 sek.
7: Martin Tomczyk, Audi, +0,971 sek.
8: Bernd Schneider, Mercedes, +1,103 sek.
9: Tom Kristensen, Audi +1,238 sek.
10: Stefan Mücke, Mercedes, +1,336 sek.
Løbet bliver kørt søndag kl. 14 og vises på TV3+ samt ARD. Læs mere om: 17/04/05 - Hockenheim - DTM |