Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Hill Climb

Munkebjerg Hill Climb 2001

Hill Climb 
13/08/01 

Rigtig mange mennesker havde fundet vej til Munkebjerg skovene ved Vejle til det tredje Munkebjerg Hill Climb, og de blev ikke skuffede.
 

Det eneste klagepunkt ved det tredje Munkebjerg Hill Climb var vejret. Det er ingen herrer over, så det lader vi ligge, bortset fra at det var meget omskifteligt med våd eller delvis våd asfalt til følge.

Men ellers må arrangementet betegnes som en succes. Rigtig mange mennesker fra nær og fjern havde fundet til Vejle for at følge den tredje udgave af Munkebjerg Hill Climb. Løbet er næsten ved at være en tradition. Og at det har slået sig fast i folks bevidsthed, konstaterede borgmesteren fra Børkop kommune, som forestod præmieoverrækkelsen. Børkop kommune har allerede nu givet tilladelse til, at der igen om 2 år er Munkebjerg Hill Climb. Så kan traditionen forsætte.

Hill Climb er faktisk en ældre løbsform, som igen er ved at blive populært. I udlandet køres der flere Hill Climb løb hvert år, og meget tyder på at det også har slået sig fast i Danmark nu. Hill Climp går i al sin enkelthed ud på at gennemkøre en strækning op ad af bakke eller et bjerg én eller flere gange. En bil ad gangen gennemkører strækningen. Hurtigste tid sammenlagt giver så vinderen i den klasse man deltager i.

Den stejle bakke ved Munkebjerg trækker søm ud. Med op til 12% stigning kræver det både hestekræfter og et godt moment for at komme hurtigt op. Men også den rigtige gearing i gearkassen er påkrævet. Og ikke alle havde ramt det ligegodt. Flere af deltagerne måtte foretage et ekstra gearskift eller to for at komme hurtigt nok igennem strækningen. Men spændende var det alligevel.

Eksempelvis deltog Hans Kongelige Højhed Prins Joakim for første gang i et arrangement under Historisk Motor Sport som arrangerer Munkebjerg Hill Climb. Prinsen fik sidste år ved "Copenhagen Classic Car Cup" overrakt en flot gave bestående af en Ford Lotus Cortina. I foråret tog Prinsen så racerlicens for at må deltage i disse arrangementer.


(Foto: HMS)

Prinsen debut forløb flot. En samlet fjerdeplads i den klasse han deltog i må være flot. Og faktisk skilte kun 4 tiendedele af et sekund Prinsen fra en tredje plads. Tilstede var også Prinsesse Alexandra som interesseret fulgte sin mands deltagelse i hans debutløb.

Men der var også mange andre deltagere med. Både fra indland og udland. Flere svenskere kørere havde fundet vej til Munkebjerg. Og der blev ikke sparet på det udenlandske krudt. Eksempelvis Lars-Göran Itskowitz som kører i en MG Magnette N. Den bil kører bare stærkt, hvilket mange også så ved arrangementet i Esbjerg i sidste weekend. Men der var mange flotte og eksotiske biler. Lige fra en Bugatti fra 1925, over Riley, diverse Austin biler fra -50erne, Morgan, Marcos, Ferrari, Mini Cooper, Volvo Amazon frem til de nyeste Alfa Romeo'er og Porscher.

Det er Historisk Motor Sport det drejer sig om, så de nyeste biler skal være mindst 30 år gamle. Næsten alle typer af biler var repræsenteret. Desværre var en af de mest specielle ikke med. Et afbud pga. en defekt kobling holdte en kæmpestor American La France Simplex væk fra Munkebjerg. Bilen deltog for første gang siden en stor renovering, i "Esbjerg Havn Classic Car Weekend" sidste weekend, men det var for meget for koblingen. Køreren kunne ikke nå at få det repareret inden denne weekend. Mange havde ellers glædet sig til at se den store ombyggede brandbil, som nu skal bruges til historisk race.

En anden af kørerne fra EHCCW, Charlotte Engell, var også med i Vejle. Denne gang deltog Charlotte Engell i opvisningsklassen i en Jaguar E-type. Normalt kører hun i en Volvo P1800 men bilen havde fået lov til at få en hviledag. Normalt deltager Charlotte i DASU-mesterskabet i Volvo'en.

Men at det kan gå galt også med de historiske biler fik man et eksempel på. En afhoppet skrue på en karburator forårsagede at der gik ild i en ellers flot rød Volvo 142 fra 1971. Branden blev dog hurtigt slukket, men nu venter der så et større arbejde med at få motoren gjort ren og klargjort igen til næste løb. En af de store Mustangs nåede heller ikke så langt. Allerede ved tidskørslerne søndag formiddag blev den "parkeret" udenfor banen - ganske ufrivilligt. De materielle skader var så store at videre kørsel ikke var muligt.

En af de biler der trak størst opmærksomhed i ryttergården - som der for øvrigt var fri adgang til - var en Ferrari 275 GTB. Den lyd som den 12 cylindrede motor frembringer fik langt de fleste til at spidse ører. Ferrari er jo en af de klassiske biler, eller rettere sagt sportsvogne, og den fik mange sultne blikke med på vejen. Selvom Ferrari'en er fra 1965 er den absolut ikke langsom.


(Foto: HMS)

Selvom vejret drillede lidt, så var det en god dag. Flere var kommet i god tid og havde parkeret på nogle skovstier. Der sad man så hele dagen, med campingbord, klapstole og frokost og hele molevitten, og nød det flotte race.
En ting er helt sikkert, det er ikke sidste gang at undertegnede skal til Hill Climb ved Munkebjerg eller til historisk race.

Dons

Læs mere om:
  • Munkebjerg
  •