Det er en kendt sag, at min Spitfire ikke just er blandt 65-feltets hurtigste biler. Når det samlede resultat af sæsonen 2004 alligevel blev så flot, så skyldes det 3 ting: For det første har jeg gennemført alle de løb jeg har stillet op i. For det andet har jeg stillet til start i 10 ud af 12 DM-afdelinger. Da man må smide de 2 dårligste resultater væk, har min manglende deltagelse i 2 DM-afdelinger ikke givet mig nogen pointmæssig ulempe i forhold til de andre i toppen af mesterskabet. For det tredje skyldes resultatet, at jeg konsekvent har kørt anden- og tredjepladser hjem i divisionen - gode placeringer, som jeg er meget tilfreds med, set i lyset af min amatørtilgangsvinkel til race.

Det jeg er mest stolt over er faktisk, at resultatet er opnået med en bil, der i bund og grund er mere gade- end racerbil, og som selv har kørt til og fra banerne. Det betyder jo, at det faktisk KAN lade sig gøre at dyrke motorsport på et lavt budget, og jeg håber bestemt at der er flere der melder sig under fanerne med den samme holdning. Der er masser af egnede biler derude, og masser af mennesker, der gerne vil prøve - til dem vil jeg sige: Det er ikke så svært at komme i gang som mange vil gøre det til, så gør det bare. Gode råd kan eventuelt hentes her i weekenden, hvor Historisk Motorsport Danmark heriblandt jeg selv udstiller på Fredericiamessen.

Efter en afkørsel og en påkørsel var Wistofts Alfa dekoreret med gaffa, men kørte rigtigt stærkt på de første omgange.
(Foto: John Jensen, DMKA)

Resultatet blev i øvrigt først sikret på Jyllands-Ringen, der også bød på gode løb med revanche over min ærkerival i Anglia og den nye Spitfire i divisionen, så weekenden her var perfekt. 65-klassen var lagt sammen med 71-klassen, og tidsplanen var atypisk med 2 gange tidtagning og ét løb om lørdagen og kun én tur på banen om søndagen. Det viste sig at være til min fordel, for det ustadige vejr lørdag gav lidt vand, og det kan Spitfiren godt lide. Første tidtagning var dog tør, men tiden 1:36,5 rakte til en startplacering som nr. 7 i 65-klassen. Det var foran Olav Hønholt i den anden Spitfire, der i sit første forsøg på Jyllands-Ringen havde fået en elendig tid, fordi han havde været i pit 3 gange med transponderproblemer. Olav slog mig på Padborg, og jeg var stærkt ude efter revanche, og tidtagningen lovede jo godt. John Bruun Nielsen i Angliaen var dog 0,1 sekund hurtigere end mig og skulle starte som 6'er. Per Wistoft havde anskaffet sig en Alfa Giulietta, og jeg var spændt på dens potentiale, da jeg havde haft gode dueller med en svensk gæste-Giulietta til Classic Car Meeting på Djursland. Inden en afkørsel lavede Per en tid på 1:42,6 men der var meget mere i bilen, så jeg regnede med tættere kørsel i løbene. Arne Jakobsens Jaguar var såmænd også bag mig, men det skyldtes koblingsproblemer, som sinkede XK 140'eren væsentligt.

Triumph'en viste sig meget velkørende på den regnvåde bane.
(Foto: Motorsporten.dk)

I løbet af dagen kom der flere gange byger, og til tidtagning 2 kørte vi alle ud på en meget våd bane. Det passede mig udmærket, jeg følte mig forsigtigt frem på banen og satte på min allersidste omgang en god tid på 1:52,5, og skulle dermed starte som 5'er i klassen i Løb 2. Det lovede fint for mine revancheplaner, for det gav mig bedre startplaceringer end både Spitfiren, der startede som nr. 8 og Angliaen, der helt atypisk lukkede leddet - John kunne ikke se ud af de duggede ruder!

Anders T. Jensen på våd bane
(Foto: Motorsporten.dk)

Og sandelig om ikke også vejrguderne var med mig i Løb 1: Lige før starten øsede det ned, og selvom det hurtigt holdt inde kørte vi igen ud på en gennemvåd bane. Under de forhold er Spitfirens svage motor og gearkasse ikke det store handicap, og da lamperne viste grønt var jeg meget opmærksom på at undgå for meget hjulspin. Det lykkedes perfekt, og jeg kom godt fra start. Det lykkedes mig sågar at accelerere forbi Noreens Alfa GTam replica fra 71-klassen, der startede umiddelbart foran mig, og i den tætte trafik i det 34 biler store felt slap jeg også efterfølgende godt fra nærkampene. Efter en omgang var feltet spredt tilstrækkeligt til at jeg kunne koncentrere mig om den forestående opgave - at komme foran Per Wistofts Giulietta, der var sluppet forbi mig i starten. Her på den våde og glatte asfalt var mønsteret det samme som i sommerens duel med den svenske Giulietta, for Per var hurtigere end mig på de lige stræk, men langsommere i svingene. De første 4 omgange lå jeg omkring et sekund efter Per, og selv uden at lave deciderede overhalingsforsøg var jeg tæt nok på til at han følte sig presset til at lave en fejl, da de førende BMW'er kom forbi for at tage os begge med en omgang. Mens Heiselberg lagde an til overhaling blev Alfaen bred da den fik gas op mod hesteskoen, og jeg kunne fra første parket studere, hvordan Per styrede mere og mere kontra. Heiselberg slap forbi uden problemer, men Anders T. Jensen var ikke så heldig, for han fik et Alfatryk i højre dør under forbikørslen.

Anders T. Jensen med aftryk af en Alfa
(Foto: Ruwald)

Jeg kørte selv den lange vej uden om, og lå nu alene og til en 2. plads i divisionen efter Bjergslunds Alpine, der var langt foran. Herfra havde jeg regnet med en sikker hjemkørsel, men efter kort tid fyldte Fritz Hansens gule Citroen mine spejle op. Den forhjulstrukne limousine havde et imponerende greb i den våde bane, og i svingene halede Citroenen meget ind på mig, selvom vi kørte næsten identiske omgangstider. Især opløbskurven til langsiden var farlig for mig, for her midt i kurven kom Finn helt tæt på. Jeg prøvede at vinde noget tilbage ved sene bremsninger for enden af langsiden, og det gik galt på 6. omgang. Jeg har sandsynligvis ikke fået koblet helt ud før jeg bremsede, for Triumph'en slog ud med bagenden og drejede i slowmotion 180 grader om sin egen akse mens jeg kurede hjælpeløst baglæns ud mod sandgraven - alt imens jeg kunne se det gule uhyre komme farende ned af langsiden mod mig for at overtage min 2. plads.

'Bambi på galtis' i regnvejret, på vej mod sandgraven!
(Foto: Motorsporten.dk)

Det kostede 6 sekunder på omgangen, og Fritz fòr forbi. Jeg optog forfølgelsen i den grad, at jeg næsten var fløjet af for enden af den korte langside igen - og derefter gik jeg mere forsigtigt til værks. Det gjorde Fritz dog ikke, og da jeg drejede ind i den lange hurtige venstrekurve på det nye banestykke kunne jeg se ham holde stille i udgangen af kurven - mod køreretningen. Så holdt jeg tungen lige i munden, ingen fejl nu!, og fuld fart igennem den snævre venstrekurve og ja: Det passede præcis med at jeg kunne gå højre om Citroenen, der netop var på vej i den rigtige retning. Manøvren havde kostet Fritz 6 sekunder, og da vi passerede målstregen med en omgang tilbage var stillingen genetableret, jeg var et sekund foran, hvilket blev reduceret til 0,6 sekunder da flaget faldt. Vi gav hinanden tommelfingertegnet som tak for en fin kamp, og grinede begge i hjelmen. Dét var tæt. Ligeså glad var jeg for at få demonstreret for mig selv, at jeg kunne slå Olav Hønholt i den hvide Spitfire. Olav havde 2 spin i sit første regnvejsrace, og det satte ham tilbage på en 8. plads 27 sekunder efter mig. Det var et godt løb for mig, og det sikrede min 1. plads i divisionen for året.

Her på første omgang af Løb 2 var Claus under stærkt pres fra Olav Hønholt, og holdt da heller ikke positionen omgangen ud
(Foto: John Jensen, DMKA)

Om søndagen var det derimod knastørt, og jeg vidste på forhånd at det ville betyde, at min fine startplacering fra den våde træning var omsonst. Ganske rigtigt, 4-5 biler gik forbi i starten, heriblandt Per Wistoft, som fik en kanonstart i sin reparerede Giulietta. Der var virkelig trængsel på de første omgange, og jeg havde her mine første nærkampe med Olav Hønholts hvide Spitfire. I de næsten ens biler kørte vi side om side i et par kurver og havde ret ens bremsepunkter, men når det gik ligeud trådte Mk3'erens ekstra kubikcentimeter lidt hårdere i pedalerne. 2 omgange lå vi bag Jakobsens XK140, og det sinkede Olav - da han slap forbi kørte han stærkt. Jeg prøvede at komme med, og én gang havde jeg snuden forbi Jaguaren, men kunne ikke holde stillingen. Derefter slappede jeg en anelse af, indtil jeg nåede op til Per Wistoftes Giulietta, der ikke kunne holde det hårde udgangstempo. Jeg slap udramatisk forbi, og sluttede på 9. pladsen, 3. pladsen i divisionen og fik dermed point nok til at sikre 3. pladsen i DM.

I Løb 2's første omgange kunne Spitfire'n true den store Jaguar.
(Foto: John Jensen, DMKA)

Der er vel ikke noget at sige til, at mit humør her et par uger efter stadig er højt? En næsten problemfri sæson, tætte dueller med andre historiske biler og en super slutplacering i mesterskabet. Jeg takker mine sponsorer Rimmer Bros og Vantage samt alle, der har hjulpet mig i løbet af året. Det er min første fulde sæson, og den bliver svær at overgå. Resultatmæssigt bliver det formentligt svært at gentage kunststykket - jeg kender allerede nu en hvid Spitfire, der vil gøre livet hårdt for mig, og det siges også at Mogens Thomsen er på udkig efter noget lignende, der kan mildne overgangen til ikke-aktiv kører nu hvor hans BMW 2002 er solgt. Men hvis bare jeg fortsat kan kæmpe tæt med andre biler, så er mit mål nået - og så er det i princippet ligegyldigt hvilke klasser bilerne hører hjemme i.