Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Yokohama Cup 1601-2000cc

Vokseværk

Yokohama Cup
1601-2000cc 

09/09/04 

-løbsrapport fra Jyllands-Ringen, 3.-5. september 2004
David Falch blev dagens mand i den store Yokohama Cup. Med en første- og en andenplads snuppede han DM-føringen fra Klaus Verner, der var optaget andetsteds om søndagen. Ellers var løbet præget af Lars Heins hurtighed og årets største startfelt, der begynder at ligne sidste års storfelter.
 

Feltet talte en lang række debutanter i forskellige stadier. Claus Hennebjerg havde overtaget Claus Bjerglunds Alfa Romeo 156, mens Peter Olsen kørte den Peugeot 307, som Klas Høj startede sæsonen i. Høj gjorde i stedet comeback i Steffen Larsens Seat Ibiza Turbo, mens en anden klasseveteran Elvin Pedersen kørte Ford Escort RS 2000. I samme model forsøgte rallycross-køreren Kasper Aaskov sig i, med Formel Ford 1800-køreren Ronni Andersen i en ex-Klaus Verner-Peugeot 206 GTI.
Ellers var der gensyn med Michael Skipper Pedersen, Erik Nørgaard, Hans Elnegaard og norske Sigve H. Hansen, mens Søren B. Mortensen og Kent Iversen ikke var klar efter deres dramatiske exit ved seneste løb på Ring Djursland. Søren B. har i øvrigt valgt at skifte til Clio Cup, men det er en anden historie.

1. heat
David Falch starter fra pole, men får en elendig start, der giver udsigt til Lars Hein og Lars Vendelbos baglygter, imens Klaus Verner og Jesper Carlsen begynder en 10-omganges intens dyst om de næste par pladser.
Lars Hein trækker snart fra Vendelbo og Falch, der bytter plads på tredje omgang. Bagved konkurrerer Verner og Carlsen fortsat om fjerdepladsen, som var det førstepladsen de dystede om.


Jesper Carlsen på soldetur til Kim Lund Johansen og Martin Sally Pedersens fordel, mens Klaus Verner omtrent er så langt fra Carlsen, som han nåede at være i dette heat.
(Foto: Motorsporten.dk)

På anden omgang åbner Carlsen en ladeport i det skarpe venstresving på det nye banestykke og Verner er forbi, blot for selv at blotte sig i udgangen af hesteskoen omgangen efter. Her må de to kamphaner endda se sig passeret af Kim Lund Johansen og Jesper Sally Pedersen, der har haft en tæt, intern dyst om sjettepladsen indtil da.


Kasper Aaskov er også til dagligt rallycrosskører! Michael Jensen holdt sig derimod til det sorte, men med magert udbytte - en 20. og en 17. plads var alt hvad det blev til.
(Foto: Motorsporten.dk)

På femte omgang tager løbet en kedelig drejning for rallycrosser Kasper Aaskov. Manden er for tiden på vej mod DM-titlen i Rallycross' superklasse, men en Yokohama Cup-Escort med forhjulstræk er ingen Puma med 4WD og turbo, og bilen bliver holdende i sandet. Det gule flag kommer i brug.
På samme tid begynder David Falch og Lars Vendelbo at hente den førende Lars Hein. Til stor overraskelse overgiver Hein førstepladsen i startsvinget, hvorved Falch og Vendelbo overhaler i gul flagzone! En efterfølgende protest (fra en fjerde deltager) bliver afvist, da det snart viser sig at Lars Heins Golf har problemer med sporingen på forhjulene. Bilen bliver kort efter parkeret på det køretekniske anlæg, hvor Michael Skipper Pedersen allerede holder.


Sportschefen Lars Vendelbo ude for at checke linjer på David Falch i det interne teamopgør om førstepladsen.
(Foto: Motorsporten.dk)

David Falch kan nu køre sejren hjem, sekunderet af teamchef Lars Vendelbo, mens Kim Lund Johansen kommer på skammelen som treer. Jesper Sally Pedersen holder fjerdepladsen til sidste omgang, hvor Jesper Carlsen og Klaus Verner når op og, i Carlsens tilfælde, forbi. Jesper Carlsen er imidlertid idømt en strafbane, i forbindelse med hans tætte dyst med Klaus Verner, som han bare ikke har afviklet. De 10 strafsekunder sender ham i stedet ned på niendepladsen efter sin teamchef Flemming Schantz.
Således får Jesper Sally Pedersen alligevel tilkendt fjerdepladsen - hans suværent bedste resultat i 2004. Klaus Verner må nøjes med femtepladsen, hvilket rangerer blandt hans dårligste resultater i denne sæson.

De resterende top-10 placeringer bliver kørt hjem uden den store dramatik. Rene Hoff kører sit personlige bedste resultat hjem med sjettepladsen, foran Kim Holmgaard, der bliver bedste turbobil, Schantz og Carlsen.
Ole Luton bliver tier, hårdt presset af Anders Byriel, der aldrig rigtig får gang i Grand Prix-weekenden i sin Volvo. Lidt efter disse to følger endnu en duet af hårdt kæmpende kørere. Lizette Peetz-Olsen, der efter en lidt forsigtig debut på Ring Djursland, har fået fart på den lejede Peugeot 307 og slår Gert Koustrup, der hele tiden bliver bedre som sæsonen skrider frem.
De resterende deltagere kommer i mål i spredt fægtning, og for første gang i år oplever man at dét at fuldføre ikke er nok til score point. Som 21. bliver Claus Hennebjerg noteret for 0 point for sin indsats. Som 16. slutter Peter Olsen som bedste debutant, mens Ronni Andersen og Klas Høj slutter på henholdsvis 18. og 19. pladsen.

En enkelt kører manglede på gridden, nemlig Elvin Pedersen. Som sæsondebutant skulle han køre med 70 kg ballast, men det syntes han ikke var specielt interessant. Nu agter han i stedet at udskyde debuten til senere i år - vel at mærke lettet for de 70 kg.

2. heat
Starten af andet heat bliver næsten en kopi af første. David Falch starter fra pole, men bliver udaccelereret af Lars Hein, mens Jesper Carlsen og Lars Vendelbo indtager de næste pladser. Kim Lund Johansen bringer sig med en lynstart foran Michael Skipper Pedersen. Disse seks skiller sig hurtigt ud fra det øvrige felt og afgør topplaceringerne indbyrdes, alt imens Klaus Verner er til DM i motocross, hvor hans søn kører i faderens hjulspor.


Hein var solid som en mur og kørte en sikker førsteplads hjem fra start. David Falch og Jesper Carlsen har allerede lagt luft til Lars Vendelbo, Kim Lund Johansen og Michael Skipper Pedersen.
(Foto: Motorsporten.dk)

Midt i feltet rammer Flemming Schantz og Rene Hoff hinanden i svinget ud på publikumslangsiden, hvilket sender Hoff i spind og på sidstepladsen. Herfra kan han blot prøve at minimere tabet mest muligt, hvilket i mål rækker til 15. pladsen og 6 point. Schantz kan derimod fortsætte ufortrødent, hvilket han gør ved at holde Anders Byriel stangen i kampen om 11. pladsen. Det lykkes Byriel at komme forbi, men kort efter parkerer han Volvo'en med en defekt.


Ups! Rene Hoff er sendt på afveje, mens det resterende felt passerer med Kaj Verner Randrup forrest på billedet.
(Foto: Motorsporten.dk)

På førstepladsen dominerer Lars Hein i sikker stil og sætter ny banerekord på vejen mod heatsejren. Andenpladsen er dog mere end tilfredsstillende for David Falch, der derved fravrister en forsvarsløb Klaus Verner den samlede førsteplads. Jesper Carlsen truer Falchs position, men må snart opgive og kører en sikker tredjeplads hjem.
De næste pladser er et anderledes tæt opgør. Lars Vendelbo fører an heatet igennem, mens Michael Skipper Pedersen finder en vej forbi Kim Lund Johansen allerede på tredje omgang. Nu begynder han at presse Vendelbo, men uden held og i anden halvdel går Kim Lund til modangreb på Skippers Puma. Det koster dem begge tid og Vendelbo sikrer sig derved fjerdepladsen i sikker stil. Trods presset bagfra holder Skipper femtepladsen, mens Kim Lund må nøjes med sjettepladsen.

Kim Holmgaard kører det meste af løbet for sig selv, men på sidste omgang bliver han indhentet af Jesper Sally Pedersen, der dog er kommet for sent i gang til et reelt angreb på syvendepladsen. Ole Luton ligger til niendepladsen, men på sidste omgang presser Flemming Schantz sig forbi i hesteskoen, mens Hans Elnegaard gør klar til slutspurten lige bagved. De tre krydser målstregen inden for bare 1/10 sekund i en af weekendens tætteste opgør.
Gert Koustrup får grundigt revanche mod Lizette Peetz-Olsen denne gang, der til gengæld bliver fulgt tæt til dørs af Erik Nørgaard.
Peter Olsen slutter endnu engang som bedste debutant som 16., mens Kasper Aaskov gennemfører som 20. Claus Hennebjerg må endnu engang tage til takke med den utaknemmelige 21. plads.

Pointene
Med weekendens resultater rykker David Falch atter ind på førstepladsen - hvor han ikke har været siden åbningsløbet i maj! Med 298 point mod Klaus Verners 277 har han endda et pænt forspring til andenpladsen og næste gang der deles point ud, er på Padborg Park, hvor Falch'en normalt er en ørn.
Lars Vendelbo konsoliderede sin tredjeplads ved at trække fra Kim Lund Johansen. Anders Byriel havde årets værste weekend og scorede bare 10 point. Med 190 point er han den sidste deltager, der endnu har en teoretisk chance for at ende året som mester i denne klasse. Det kræver dog noget nær sejre i samtlige resterende løb og sort uheld for David Falch.

Der er nu knap to uger til næste afdeling på Padborg Park, hvor der køres i weekenden 18.-19. september. Men er du mere end almindeligt interesseret så husk at Yokohama Cuppens kørerforening står bag et PR-arrangement på samme bane allerede denne lørdag d. 11. september. Her vil der være lejlighed til at bese og prøvekøre brugte Yokohama Cup-biler, samt, fra passagersædet, hvordan klassens tidligere dobbelte mester Michael Carlsen kører sin DTC-Peugeot 307 rundt på banen!

Jesper O. Hansen

Læs mere om:
  • 05/09/04 - Jyllandsringen - Yokohama Cup - DASU mesterskab
  •