Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Sidste stop i Europa

Formel 1 
08/09/04 

På søndag vil de 20 Formel 1 racere for sidste gang i år kører løb i Europa. Europa-turneen slutter af med den legendariske Monza bane, tæt på Milano.
 

Banen er gammel og løbet klassisk, for hjemmebane publikummet er der ikke noget der hedder en kedelig sæson når Ferrari har vundet 12 af 14 løb.

Monza blev engang beskrevet som et "a temple of speed" - et tempel for fart. Det var hvad Monza handlede om engang - fart, fart og kun fart. Det var dengang den bestod af fire langsider, med nogle få sving imellem. Hastighederne var svimlende, og kørerne og holdene gjorde hvad de kunne for at få tophastigheden op. I slutningen af 60'erne fik Formel 1 racerne vinger på, men ikke på Monza. Vinger sænker tophastigheden, men giver bedre vejgreb og højere svinghastigheder. Vejgreb og svinghastigheder var ikke interessante på Monza, så til det løb blev vingerne pillet af og bilerne kørte med så lidt downforce som muligt. Fart skulle der til.

Banen har derfor også lagt asfalt til en række uheld, hvor specielt Jochen Rindts fatale uheld i 1970 skiller sig ud. Rindt havde inden ulykken så stort et forspring i VM at han ikke blev nået, og er derfor til dato den eneste (heldgivis) post hume verdensmester. Mere kuriøst var Derek Warwicks uheld i 20 år senere, også i Lotus, hvor han endte på siden i slutningen af 1. omgang. Warwick kravlede resolut ud af bilen og satte i løb ned mod pitten, for at få klargjort reservebilen til omstarten. Det kræsne italienske publikum rejste sig op og klappede af Warwicks indsats, mens en skør journalist prøvede at holde trit med ham og interviewe ham samtidig.

Den oprindelige bane bestod af den nuværende, dog uden chikanerne, og så autodromen. Autodromen var en oval bane som vi kender fra Amerika, med hældning i svingene. Planen var så at bilerne først kørte en omgang på banen og så på autodromen - i alt 14 kilometer på et i virkeligheden lille areal. De to baner, smeltet sammen til en, giver så også forklaringen på hvorfor Monzas opløbsstrækning er det bredeste stykke asfalt i Formel 1 - stykket indgik nemlig i begge baners lay-out og blev blot adskilt af en række kegler.

På trods af ændringerne der er kommet gennem tiden, som alle har været for at sætte hastigheden ned, er Monza stadig den hurtigste bane. Ikke bare i kalenderen, men af alle. I 2001, da Montoya vandt sin første sejr, var det samtidig det hurtigste Formel 1 løb der nogensinde var kørt - det med den højeste gennemsnitshastighed. Dermed blev en 30 år gammel rekord, også fra Monza, slået. I dramatik vinder løbet fra 1971 dog stadig. Dengang var der 0,6 sekund mellem vinderen og 5. pladsen!

I Belgien vandt Kimi Raikkonen i årets hidtil mest dramatiske løb. Michael Schumacher var en tæt nummer to, men det tætte skyldtes nok hovedsagligt de mange safety-car perioder. Mens Schumacher i år har vundet flere sejre uden at have brug for held på nogen måde, kan man argumentere for at han i Belgien faktisk var heldig med sin 2. plads. Både Renault, McLaren og Williams virkede umiddelbart i bedre form end Ferrari bilerne.

Men at tro at Belgien signalerede en pludselig nedtur for Ferrari vil være mere end almindeligt naivt. Det er muligt at de andre teams er ved at få greb om haserne på det italienske team, men end ikke hvis andre vinder de resterende fire løb i år, har de fået fat i andet end haserne. Det er ikke helt umuligt at forestille sig at Ferrari på nuværende tidspunkt bruger flere ressourcer på 2005 end på 2004. Og for andre teams er der stadig noget prestige i at få nogle gode resultater i år. Når nu det næste løb hedder Italien, vil det dog være rimeligt at antage, at Ferrari lige giver 2004 sæsonen en sidste seriøs skalle. Man spiller ikke godt på udebane og sikrer sig mesterskabet og så strækker våben på hjemmebane. Nej da, de mest loyale og trofaste Ferrari fans i verdenen skal da have en ordentlig indsats. At vinde på Monza for Ferrari vil være en ganske høj prioritet.

Så derfor må Michael Schumacher også være favorit til at vinde løbet på søndag. Desværre er det ikke et ret originalt bud, men sådan er det bare. De andre vil selvfølgelig være mere end villige til at stikke en kæp i Ferrari hjulet. Specielt Kimi Raikkonen må formodes at være mere en topmotiveret efter nu at have smagt sejrens champagne i Belgien. Hans hidtil elendige sæson vil se meget pænere ud mere et par sejre i slutningen. Modgang kan være sundt for unge kørere. Det er der de for alvor kan bevise hvad de er lavet af, og Raikkonen har klaret opgaven flot i år. Holdkammeraten Coulthard kørte et glimrende løb i Belgien, hvor han fik så meget som muligt ud af en dag, hvor guderne ikke var ham venligt stemt.

Williams og BMW vil naturligvis også gerne lege med i kampen om det øverste trin på sejrskammelen. Montoya gjorde det svært for sig selv i Belgien, men der er ingen grund til at tro at han kan lege med i front, hvis Williams raceren er ham venlig stemt. Pizzonia var tæt på podiet i Belgien og vil sikkert gerne slutte sin korte Williams karriere af med et godt resultat.

Renault overraskede lidt i Belgien, hvor de ellers lidt motorsvage biler, viste at de godt kunne følge med, også i tørvejr. Så også Renault vil kæmpe indædt når de nu har duften af laurbær i næsen. Monza handler om fart, og det har hidtil været Renaults svaghed, men med en god indsats på søndag, må man for alvor begynde at regne Renault som en faktor på alle baner.

BAR virkede ikke helt så skarpe i Belgien, og det kan måske understrege at Button har set rigtig i at forlade teamet. Måske har de bare været gode i år, fordi ingen andre har været det? Det skal blive interessant at følge dem på Monza, og se hvordan de ligger i forhold til konkurrenterne.

Det sidste team jeg vil nævne er Sauber, der med Massa og Fisichella har haft en fantastisk sæson. Det lille schweiziske team har flere gange overrasket både taktisk og resultatmæssigt - og på det seneste har de også været med fremme i tidskørlserne. Om det er noget der holder langt ude i fremtiden er usikkert, men efter så mange år i Formel 1 under man dem en tid i front. Sauber er et stabilt team, der altid leverer en god indsats, og det kommer til deres fordel, når andre ikke leverer en god indsats.

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • 12/09/04 - Monza - Formel 1
  •