Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Touringcar Challenge

Lundgaard's Grand Prix weekend

Danish
Touringcar
Challenge 

08/09/04 

Ligesom de øvrige kørere i DTC klassen, så deltog Henrik Lundgaard og Toyota Castrol Racing denne weekend i Grand Prix Danmark på Jyllands-Ringen.
 

Fredag:

Stilhed før stormen?
Der har allerede været aktivitet på Jyllandsringen i dag, hvor flere klasser var på banen til deres første træning. Det gjaldt dog ikke DTC-klassen, hvorfor der ikke var megen aktivitet hos Toyota Castrol Racing - eller for den sags skyld hos de andre DTC-teams.


(Foto: Toyota Castrol Racing)

Grunden til, at der er blevet kørt på Jyllandsringen allerede fredag er det ekstraordinært store løbsprogram til week-endens Grand Prix. Grand Prixet er traditionelt årets største løb, så derfor må der lidt ekstra tid til rådig for at nå det hele.

Tilmed ligger Grand Prixet også på et tidspunkt på året, så det næsten også kan betegnes som det vigtigste løb i sæsonen. En god håndfuld point i dette løb vil give et godt udgangspunkt inden de sidste to løb i serien. Det gælder både for Toyota Castrol Racing, som vil kunne befæste deres føring i mesterskabet, og i særdeleshed for de efterfølgende teams, som nu skal til at have lukket hullet, inden det er sidste udkald!

Derfor bliver billedet her fra fredag aften, hvor Henriks Corolla står stille parkeret under sit dækken, med garanti det sidste billede der udstråler fred og ro i denne week-end. Fra lørdag morgen står programmet på koncentration, hårdt arbejde - og forhåbentlig et bragende godt race!

Lørdag:

Henrik...nej Jens....nej..
Toyota-mekanikerne stod næsten på nakken af hinanden for at følge med i tiderne under den første opvarmning til Jyllandsringens Grand Prix. Og det var ikke uden grund, for der blev kørt meget hurtigt og navnet udfor den hurtigste tid skiftede ofte.


(Foto: Toyota Castrol Racing)

De enkelte DTC-teams har forberedt sig grundigt til Grand Prixet. Der er blevet testet intenst og alle har erklæret sig meget tilfredse med deres testresultater. Så hvor stod man så? Ja, det kunne opvarmningen give det første fingerpeg om - og det er lige før man fristes til at sige, at der ikke er sket noget!

Det er der dog! Der bliver nemlig kørt hurtigere - men det ser også ud til at teamene har forbedret sig nogenlunde lige meget. I hvert fald kan der ikke på nuværende tidspunkt udpeges nogen, som ser ud til at have fundet en markant fordel.

Til gengæld kan der udpeges en person, som har lagt ud med at sætte trumf på allerede nu. Det er Jan Magnussen, som skilte sig noget ud fra forfølgerne med en tid 3/10 sekund hurtigere end alle andre. 3/10 lyder ikke af meget, men det skal ses i lyset af, at de efterfølgende 6 biler kun var adskilt af 15/100 sekund! Smag lige lidt på det - det er altså ikke meget mere end et par billængder ned ad langsiden. Og indenfor den afstand skal der være 6 biler!

Oven i købet er der tale om kørere fra 5 forskellige teams. Ja, kun 5, for begge Toyotaerne ligger heldigvis i den flok, eftersom Henrik kørte sig ind på 3. hurtigste tid og Jens Edman tog sig af 5. pladsen. Begge Corollaerne gik som urværker, så nu er der blot at vente på at tidtagningen går i gang i eftermiddag. Det bliver sikkert lige så tæt.

Warm-up
1 Jan Magnussen, Peugeot 307 --- 1:11,905
2 Jason Watt, Peugeot 307 --- 1:12,225
3 Henrik Lundgaard, Toyota Corolla --- 1:12,270
4 John Nielsen, BMW 320 --- 1:12,280
5 Jens Edman, Toyota Corolla --- 1:12,335
6 Michel Nykjær, Seat Toledo --- 1:12,350
7 Mike Legarth, BMW 320 --- 1:12,376
8 Michael Carlsen, Peugeot 307 --- 1:12,452
9 Pontus Mörth, Volvo S60 --- 1:12,525
10 Kurt Thiim, Renault Megane --- 1:12,713
11 Casper Elgaard, BMW 320 --- 1:12,769
12 Martin Jensen, Peugeot 307 --- 1:12,993
15 Jørgen Weinreich, Toyota Corolla --- 1:13,538

Tidtagning
Det var ikke meget tilskuerne på Jyllandsringen så til de to Toyota Corollaer under dagens tidtagning. Men det var heller ikke nødvendigt. Henrik og Jens Edman kørte kun i de første 5-6 minutter og så havde de begge sat tider, som sikrede dem pladser i SuperPolen søndag formiddag.


(Foto: Toyota Castrol Racing)

Alt gik som planlagt i Toyota-lejren og da Jens Edman allerede på sin 3. omgang satte en tid, som var hurtigere end Jan Magnussens fra opvarmningen i formiddags, var der ingen bekymringer. Henrik fulgte hurtigt op med en tid lige på den anden side af 1:12,0 og så var han også tilfreds.

Efterhånden som tidtagningen skred frem var der enkelte andre kørere, som fandt tider frem som kunne matche Toyotaernes - men det var ikke mange, så Corollaerne blev holdende i pitten. Da tidtagningen blev flaget af var Jens Edman 2'er mens Henrik holdt på en 5. plads.

Jørgen Weinreich forbedrede sig nogle tiendedele i forhold til træningen i formiddags, men det flyttede ham ikke placeringsmæssigt. Han fik en 15. plads, hvilket giver ham en 5. plads blandt privatkørerne.

Tidtagning
1 Michel Nykjær, Seat Toledo --- 1:11,754
2 Jens Edman, Toyota Corolla --- 1:11,794
3 John Nielsen, BMW 320 --- 1:12,141
4 Martin Jensen, Peugeot 307 --- 1:12,142
5 Henrik Lundgaard, Toyota Corolla --- 1:12,177
6 Jan Magnussen, Peugeot 307 --- 1:12,194
7 Pontus Mörth, Volvo S60 --- 1:12,209
8 Jason Watt, Peugeot 307 --- 1:12,371
9 Mike Legarth, BMW 320 --- 1:12,400
10 Casper Elgaard, BMW 320 --- 1:12,529
11 Jesper Sylvest, Peugeot 307 --- 1:12,872
12 Michael Carlsen, Peugeot 307 --- 1:12,887
15 Jørgen Weinreich, Toyota Corolla --- 1:13,230

Søndag:

Toyota i forreste række
Man må sige at det er et par betænkelige herrer, som her er fanget lige inden SuperPole blev sat igang. Men de havde ingen grund til bekymringer - da SuperPolen var slut, så havde de sat sig på de to hurtigste tider.


(Foto: Toyota Castrol Racing)

Det er så ubetinget sæsonens største løb, der afvikles i dag på Jyllandsringen! Tilskuerne har myldret til banen hele formiddagen og der er efterhånden meget tæt besat både på tilskuerlangsiden og i pitten.

Blandt tilskuerne er en stor flok Toyota-gæster, hvilket man ikke var i tvivl om under SuperPolen! Selv om de sidder på en tribune ovre på den anden side af banen kunne man høre dem tydeligt i pitten, da først Henrik gik ud og satte en suverænt hurtigste tid - og ikke mindst lidt senere, da Jens Edman var yderligere et par tiendedele hurtigere.

Kun sidste mand på banen, Michel Nykjær, var i stand til at hamle op med Corollaerne, men det lykkedes ham lige akkurat ikke at spolere en ren Toyota-startrække i fronten af feltet. Noget som de mange Toyota-gæster ikke var utilfredse med.

Toyota Castrol Racing har således det bedst mulige udgangspunkt til dagens prefinale. Men det bliver på ingen måde let. Lige efter Michel Nykjær finder vi nemlig to BMW'er med John Nielsen og Casper Elgaard. De har talrige gange bevist at de er kolossalt hurtige, når det drejer sig om at komme afsted fra startlinien, så det bliver meget spændende at se, hvem der kommer først ned til første sving.

Super Pole
1 Jens Edman, Toyota Corolla --- 1:11,573
2 Henrik Lundgaard, Toyota Corolla --- 1:11,732
3 Michel Nykjær, Seat Toledo --- 1:11,805
4 John Nielsen, BMW 320 --- 1:12,015
5 Casper Elgaard, BMW 320 --- 1:12,129
6 Pontus Mörth, Volvo S60 --- 1:12,190
7 Jan Magnussen, Peugeot 307 --- 1:12,327
8 Mike Legarth, BMW 320 --- 1:12,373
9 Michael Carlsen, Peugeot 307 --- 1:12,391
10 Martin Jensen, Peugeot 307 --- 1:12,594
11 Jason Watt, Peugeot 307 --- 1:12,638
12 Jesper Sylvest, Peugeot 307 --- 1:12,834

Prefinale
En batalje på en af de sidste omgange lavede alvorligt om på stillingen i prefinalen til Jyllandsringens Grand Prix. En Toyota sejr blev pludselig lavet om til en 4. plads.

Men lad os begynde ved starten af prefinalen. Som bekendt var begge Corollaer i spidsen af feltet på startgridden. Men det varede ikke længe, før der kun var én.


(Foto: Toyota Castrol Racing)

Det var Jens Edman, som lavede en fin start og holdt sin Corolla i front rundt på første omgang. Netop den start er derimod ikke noget, som Henrik vil mindes. "Jeg kom ikke ordentligt i gang og så kom motorens omdrejningstal ned i et område, hvor bilen ikke kan trække igennem. Så jeg måtte koble ud og prøve igen - og på det tidspunkt var de andre allerede kørt," fortalte Henrik bagefter.

Kørt er måske så meget sagt, men de få tiendedele, som Henrik havde brugt ekstra i starten betød, at han ikke længere var forrest i feltet, men i stedet midt i en tæt kæmpende klump af biler. Det lykkedes dog Henrik at slippe igennem første sving uden andet end et par småbuler, men desværre var han faldet ned på en 6. plads.

Foran havde Jens Edman godt styr på det med et lille forspring foran John Nielsen. Imens så det ud til, at Henrik også ville kunne rette lidt op på starten. Casper Elgaard på 4. pladsen havde nemlig sine sidespejle fulde af Jan Magnussens Peugeot og Henriks Corolla. Det så ud som om det kun ville være et spørgsmål om tid, inden de to fandt en vej forbi, men efter nogle omgange fik Casper mere fart i BMW'en og der faldt ro over de 6 forreste, som alle havde lidt luft imellem sig.

Men på de sidste omgang kom John Nielsen helt op bag Jens Edman. Jens var ikke til sinds at opgive sin føring og kørte defensivt de steder på banen, hvor han følte at John havde muligheder for at komme omkring. Men det var ikke nok! I hårnålen lige inden det nye banestykke var der solid kontakt imellem de to biler, som begge ødelagde deres forhjulsophæng. Exit Edman og exit Nielsen.

Surt show for Jens Edman, men hvis vi skal se positivt på det, så nød Henrik faktisk lidt godt af den batalje. Det betød nemlig, at han sluttede som nummer 4 i stedet for nummer 6. Lidt flere mesterskabspoint, men endnu vigtigere var det, at han dermed skulle starte som 2'er i finalen i stedet for som 6'er. En stor forskel!

Jørgen Weinreich havde et godt race i sin private Toyota. Han blev 2'er i privat cuppen og havde heatet igennem en tæt kamp med Kurt Thiim, som Jørgen formåede at holde bag sig. Samlet blev det til en flot 9. plads til Zulu Corollaen.

Prefinale
1 Michel Nykjær, Seat Toledo
2 Casper Elgaard, BMW 320
3 Jan Magnussen, Peugeot 307
4 Henrik Lundgaard, Toyota Corolla
5 Jason Watt, Peugeot 307
6 Pontus Mörth, Volvo S60
7 Martin Jensen, Peugeot 307
8 Mike Legarth, BMW 320
9 Jørgen Weinreich, Toyota Corolla
10 Kurt Thiim, Renault Megane

Finale
Det blev ikke nogen stor Toyota-dag på Jyllandsringen. Det er nok endda mildt sagt. Jens Edman har nok udspillet sine chancer for at vinde DTC-mesterskabet i år, efter han også udgik af finalen. Heller ikke Henrik fik nogen stor pointhøst, men kom dog i mål på en 6. plads og i den sidste ende kan de point, han tilkæmpede sig denne gang, vise sig at være guld værd.


(Foto: Toyota Castrol Racing)

Efter sin 4. plads i prefinalen skulle Henrik igen starte i forreste række - nemlig som nummer to. Denne gang kom han noget bedre fra start, men han kunne intet gøre imod Casper Elgaard, som kom lynende frem bagfra og erobrede føringen allerede inden første sving.

Jason Watt, som var startet fra pole, kom ud i gruset i første sving og Henrik gjorde klogt hvad han kunne for at undgå at blive revet med i trængslen bagved. Det lykkedes næsten, men Corollaen fik et ordentligt hug på det ene forhjul - noget som skulle vise sig at hæmme Henrik under hele finalen.

Alt i alt kom Henrik igennem starttumulten på en 4. plads. Jens Edman derimod var allersidst. Han var nemlig startet fra pitten efter at teamets mekanikere havde arbejdet som små heste for at få repareret hans forhjulsophæng. Nu måtte han forsøge at redde så mange stumper som muligt og arbejde sig op i feltet.

Det gik udmærket for Edman, som i løbet af de næste omgange vandt en del placeringer, men han var ikke helt tilfreds med Corollaens kørsel. Bilen styrede ikke ordentligt og efter nogle omgange valgte han at køre i pit og udgå.

Nogenlunde samtidigt udgik Jørgen Weinreich også i sin private Corolla efter et sammenstød med Jens Møller samme sted, som Jens Edman var blevet vippet ud af prefinalen.

Dermed var der kun Henrik tilbage til at vise Toyota-flaget på Jyllandsringen. Og det så ikke alt for godt ud! Henrik slap hurtigt taget i de 3 forreste, hvorefter Mike Legarth begyndte at presse på bagfra. Han kom relativt hurtigt forbi og derefter var det Martin Jensen og Kurt Thiim, som begyndte at hale ind på Corollaen, som tydeligvis ikke var i stand til at holde et tempo bare i nærheden af, hvad Henrik tidligere på dagen havde vist i Super Polen.

Men Henrik var hjulpet lidt af, at Martin Jensen og Kurt Thiim kæmpede intenst indbyrdes og det gav ham lidt luft. Faktisk så det ud som om, at det ville lykkes ham at ride stormen af, men så kom Kurt Thiim forbi Martin Jensen på næstsidste omgang og han havde sigtet indstillet på Henriks bil.

På allersidste omgang tog Kurt bestik af sin gamle teamkammerat og dykkede beslutsomt indenom for enden af langsiden. Henrik kunne ikke gøre noget, men holdt dog sin 6. plads til mål.

"Bilen fik et stød under starten på finalen og fra da af styrede den ikke ordentligt. Du kan jo bare kigge på hjulene, som den holder her," gav Henrik som forklaring, da han var kommet ud af Corollaen i pitten. Og man må nok sige, at den så lidt skeløjet ud på forhjulene. "Tjah, så kører den altså ikke så godt - og dækkene bliver også slidt alt for hurtigt," sukkede Henrik, mens han trak på skuldrene. En skidt dag, som dog trods alt havde givet en lille håndfuld point.

Finale
1 Casper Elgaard, BMW 320
2 Michel Nykjær, Seat Toledo
3 Jan Magnussen, Peugeot 307
4 Mike Legarth, BMW 320
5 Kurt Thiim, Renault Megane
6 Henrik Lundgaard, Toyota Corolla
7 Martin Jensen, Peugeot 307
8 Pontus Mörth, Volvo S60
9 Jesper Sylvest, Peugeot 307
10 Gunnar Kristensen, BMW 320

Afgørende efterspil
Det er sjældent de bringer billeder af andre biler end Toyota Castrol Racing Corollaerne på Henrik Lundgaards hjemmeside, men i dag gør de en undtagelse med Casper Elgaards BMW og Michel Nykjærs Seat.
Netop de to biler kom nemlig til at spille en højst ufrivillig hovedrolle i begivenhederne efter Jyllandsringens Grand Prix søndag.


(Foto: Toyota Castrol Racing)

Grand Prixet sluttede nemlig ikke, da Casper Elgaard som den første krydsede målstregen i finalen. Efter løbet blev 3 biler udtaget til en støjkontrol og det var netop de tre forreste - Casper Elgaards BMW, Michel Nykjærs Seat og Jan Magnussens Peugeot.

Støjmålingerne viste, at Elgaards og Nykjærs biler overskred den tilladte grænse og herefter rullede bolden. Reglementet foreskriver, at man tildeles en straf på 30 sekunder, hvis bilen ikke kan klare støjkontrollen og det flyttede de to første over målstregen ned som nummer 7 og 8!

Alle mellemliggende er dermed rykket to pladser frem, hvilket betyder at Jan Magnussen - hvis Peugeot klarede støjkontrollen - blev erklæret vinder af Grand Prixet, mens Henrik Lundgaard rykker op fra sin 6. plads til en 4. plads.

Indtil videre i hvert fald. For afgørelsen er blevet anket, så nu må den nærmeste fremtid vise, om afgørelsen står ved magt eller om det oprindelige resultat i stedet bliver dømt gældende.

Finale - revideret resultat
1 Jan Magnussen, Peugeot 307
2 Mike Legarth, BMW 320
3 Kurt Thiim, Renault Megane
4 Henrik Lundgaard, Toyota Corolla
5 Martin Jensen, Peugeot 307
6 Pontus Mörth, Volvo S60
7 Casper Elgaard, BMW 320
8 Michel Nykjær, Seat Toledo
9 Jesper Sylvest, Peugeot 307
10 Gunnar Kristensen, BMW 320

Flere resultater på DataPower.dk.


Læs mere om:
  • 05/09/04 - Jyllandsringen - DTC weekend
  •