Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Den Blå Avis MC 600 Challenge

En ganske anderledes løbsweekend i MC600 Challenge

MC600
Challenge 

01/09/04 

Indehaveren af den ene af tre pole positions har været kendt længe
Den kommende løbsweekend bliver noget anderledes end normalt for kørerne i Den Blå Avis MC600 Challenge. Denne gang skal der nemlig afvikles én pre-finale og to finaler
 

Det er ikke fordi, at det er Grand Prix Danmark, der på FDM Jyllands-Ringen danner rammen om næste optræden for Danmarks hurtigste to-hjulere. Baggrunden er derimod ganske anderledes.

Det hele startede nemlig ved den forrige afdeling på Ring Djursland, hvor banens smuldrende asfalt gjorde det overordentlig svært for motorcykelkørerne at holde sig på ret køl igennem svingene. Mens asfaltmaskinerne blev hidkaldt til overtidsbetaling, var der ingen anden udvej end at vente med at sende motorcyklerne på banen, indtil den var sikker igen. Kun ét løb for Den Blå Avis MC600 Challenge blev derfor kørt, og da hver afdeling består af både en pre-finale og en finale, mangler man faktisk at afvikle en finale.

Den afvikles nu som et ekstra løb på lørdag ved Grand Prix Danmark, hvor man også kører sjette og næstsidste afdeling af den hurtige to-hjuler serie. Tre løb skal kørerne i Den Blå Avis MC600 Challenge således igennem, og for det første af disse er man i den usædvanlige situation, at navnet på manden på pole position har været kendt længe.

"Det er en rar fornemmelse at vide det på forhånd," siger Jens Kristian Nielsen, Kjellerup. Det var nemlig ham, der vandt pre-finalen på Ring Djursland og dermed sikrede sig pole position til den finale, som nu køres med fire ugers forsinkelse. "Nu må vi bare håbe, at placeringen varer ved, for der bliver kamp i feltet. Steven (Tirsgaard, red.) og Kim (Philip, red.) havde problemer på Ring Djursland, men de kommer stærkt igen, så det bliver ikke noget med bare at køre en søndagstur. Men jeg giver dem kamp, hvis de kommer."


Jens Kristian Nielsen (22) starter fra pole position i weekendens første løb.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

Netop Steven Tirsgaard og Kim Philip har domineret topkampen i Den Blå Avis MC600 Challenge, men på Ring Djursland scorede Jens Kristian Nielsen ikke bare sin, men også Yamaha-mærkets første sejr i år. At det ikke er sket tidligere, har sine årsager.

"Vores værste problem i teamet i år har været at finde nogle dæk, som vi kunne få til at virke," forklarer østjyden. "Vi har faktisk spildt en halv sæson, inden vi fandt frem til et dæk, der virkede på vores maskiner, og nu håber jeg så på, at der virkelig kommer gang i den. På de gamle dæk kunne vi kun køre 7-8 runder, inden de ikke kunne mere, men de nye dæk holder hele vejen, og gør de også det i weekend, så kommer jeg på skamlen igen."

Tre forsøg på podiepladser får Jens Kristian Nielsen, der udover titelduellanterne Steven Tirsgaard og Kim Philip også tæller Søren Hole, Kalundborg, og teamkammeraten Ulrik Døssing Nielsen, Kjellerup, blandt sine rivaler. "På banen er der intet aftalt spil mellem Ulrik og mig. Den der er hurtigst kører bare," siger Jens Kristian Nielsen, som mener, at det er muligt at få flere førstepladser i hus.

"Jeg håber på én, og jeg håber da også på to," siger han beskedent. "Der er tre løb, men det er nok for meget at tro på, at jeg kan få tre sejre. Men jeg håber da på, at det bliver til en sejr. Jeg skal i hvert fald på skamlen til alle tre løb."

Korte fakta:

  • Inden sin debut i Den Blå Avis MC600 Challenge holdt Jens Kristian Nielsen tre års pause fra Road Racing. Før denne pause blev det til flere Danmarksmesterskaber og et NM.
  • Jens Kristian Nielsen er i år teamkammerat med Ulrik Døssing Nielsen, som sidste år blev toer i serien.
  • Når han ikke kører Road Racing, pusler Jens Kristian Nielsen med radiostyrede helikoptere og biler.
  • Den førende i Den Blå Avis MC600 Challenge, Kim Philip, kommer i øvrigt til Grand Prix Danmark med to friske titler i bagagen. I den forgangne weekend sikrede han sig således Danmarksmesterskabet i såvel Road Racing 600 cm3 Standard som 600 cm3 Super Sport, selv om han i løbet for den sidstnævnte klasse måtte se sig slået af talentet Allan Howard Christensen, Næstved, der også deltager på FDM Jyllands-Ringen i weekenden.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • 05/09/04 - Jyllandsringen - MC600 Challenge
  •