Puha for et Grand Prix. Der var det hele. Masser af dramatik lige fra starten. Flere overhalinger, både gode og knap så heldige. Hele 3 safetycar perioder. En ny vinder af et GP i år, men med Michael Schumacher som vinder af VM titlen i år - hans syvende titel, og så i Ferraris GP nr. 700. Allerede nu kan der dømmes fest hos de mange tifosis på Monza om 14 dage.En høj dramatisk weekend der startede fredag med flere afkørsler på den berømte, klassiske men også af nogle frygtede Spa bane. Kulminationen kom i dag hvor mange havde ventet at Michael Schumacher skulle tage sejren, men sådan skulle det ikke være. Jarno Trulli havde pole og holdt sin placering da starten gik. Men allerede i første sving kom den første karambolage. Mark Webber ramte Barrichello med det resultat at Barrichello knækkede en del af ophænget til bagvingen, den blev skiftet få omgange senere. Også Panis og Massa havde et ufrivilligt møde i første sving. Mark Webber nåede op over bakken på Eau Rouge/Radillon kombinationen. Netop samme sted mistede Sato bilen og skred ud og tog Bruni i Minardi med sig. Pantano i Jordan blev det uskyldige offer i den ulykke. Den fremkaldte safetycar periode. Hændelsen skabte dog en hel del rokeringer i feltet inden safetycar'en kom ud. Disse rokeringer kom til at præge resten af løbet i større eller mindre grad. Renaulterne tog starten, mens David Coulthard hurtigt overhalede M. Schumacher og var treer. Raikkonen og Montoya fik begge en god start og var henholdsvis femmer og sekser da løbet blev genoptaget. Under safetycar perioden var flere biler i pit for at få tanket og især få udbedret forskellige skader. En af de førnævnte overhalinger af den gode karakter stod Montoya for da han overhalede M. Schumacher i den ombyggede busstop chikane. Det blev dermed bevist at der kan overhales på stedet forsat. Efter 9 omgange begyndte den første rigtige pitstoprunde med Klien i Jaguar som første mand. På elvte omgang stod Alonso pludseligt af. Umiddelbart var der ikke noget at se, men kom der ikke noget røg fra motoren? På tyvende omgang var Montoya igen i fokus da han ville prøve at overhale Trulli. Igen var det i busstop chikanen, det lykkedes kun fordi Montoya fik skubbet Trulli rundt. Udførslen af denne manøvre skal nu undersøges af løbsledelsen som efter løbet vil tage stilling til evt. straf mod Montoya. 9 omgange senere skulle vi igen have safetycar på banen. På vej af det længste lige stræk på banen mod Les Combes svinget, punkterer Jenson Buttons bil på højre baghjul. Button når ikke at fange bilen som bliver slynget ind i Baumgartners Minardi og begge biler er moden til en kraftig renovering. Uheldet efterlader en masse stumper og stykker op banen som skulle fjernes, samt at bilerne selvfølgelig også skulle fjernes fra stedet. Under denne SC periode udgår Pizzonia med en defekt på bilen. På dette tidspunkt er vi i en sjælden situation hvor begge Toyota biler ligger til at få point. Men det blev der ændret på senere. Efter at løbet er blevet genoptaget, sker der igen noget. Montoya der på det tidspunkt er placeret som nr. 3, sænker pludseligt farten og trækker ud til siden. Bilen er punkteret. Montoya halter i mål med bilen, men af endnu uoplyste årsager, stiger han ud af bilen og forlader løbet. Med 10 omgange tilbage opstår igen en situation der kræver SC på banen. Knapt er løbet kommet i gang igen, da der igen er behov for SC på banen. Igen er det strækningen efter Radillon der påkalder sig opmærksomheden. David Coulthard indleder et overhalingsforsøg på Klien, men rammer i forsøget Kliens ene baghjul og kører ud i autoværnet hvor frontvingen bliver revet af bilen og sætter sig fast ved bagvingen. Tilbage til endnu et ufrivilligt pitstop som han var tidligere i løbet pga. en punktering. Coulthard kommer dog tilbage i løbet igen. Da løbet bliver genoptaget efter denne tredje SC periode, vil Zontas Toyota motor ikke mere. Igen er det på samme strækning at det går galt. Løbet bliver dog nu kørt til ende uden yderligere afbrydelser. Slutresultatet er yderst bemærkelsesværdigt. Alle kører på nær Ricardo Zonta der udgik, og Nick Heidfeld der var længe i pit med tekniske problemer, slutter løbet på samme omgang. Det er meget længe siden at så mange er klassificeret på den måde. Udover den flotte og fortjente sejr til Raikkonen og McLaren, der havde to velkørende biler denne gang, så kom også Felipe Massa og Fisichella i pointene. Den måske største pointmæssige overraskelse stod Christian Klien i Jaguar for. Han ramte sjettepladsen og kørte dermed 3 points - hans første points i Formel 1 - ind til sig selv og teamet. Det vil ganske sikkert glæde Ford ledelsen der igen får lidt points på kontoen. Panis fik det sidste point. Nu kan man så begynde at diskutere om det var et godt løb. Undertegnede mener egentligt ikke at det var et godt løb i sig selv. De engelske og tyske Grand Prixer havde en væsentligt højere kvalitet. Der var det race der gjorde disse GP'er gode, ikke den megen dramatik forårsaget af diverse uheld. Det blev et spændende løb pga. de mange uheld der forårsagede de tre SC perioder. Der var dog ingen tvivl om at Raikkonens sejr var fuldt fortjent. Allerede fra starten virkede Michael Schumachers bil meget tung og ikke så hurtig som flere af konkurrenternes biler. Det er muligt at der var mere benzin om bord, men især den første SC periode ødelagde strategien, hvis det var benzinmængden der gjorde bilen langsom. Man kunne dog se at M. Schumacher ikke kunne holde helt tempo med Raikkonen. McLaren har budt op til seriøs dans, selvom det er for sent at hente noget i år udover de sekundære placeringer. Williams bilerne gjorde det flot indtil de af forskellige årsager udgik. Renault og BAR skuffede denne gang. Sauber må som team udover McLaren være det positive element denne gang. Minardi var deciderede uheldige i og med at begge biler blev offer for andres uheld. Toyota og Jaguar kørte sig til nogle få og ihærdigt indkørte points. Høj-dramatisk, men ikke noget godt løb. Heldigvis med en ny vinder.
Læs alt om Belgiens GP 2004 Dons
Læs mere om: 29/08/04 - Spa-Francorchamps - Formel 1 |