Tidligere Syver-racer Bent Tronhjem debuterede med Bjørn Smedegaard Laursens Peugeot 106 GTI fra sidste år. Også Christian Pedersen er skiftet til det franske mærke. Med hans mærkeskifte var Bruno Rasmussen ene om at repræsentere Honda og derved byde Peugeot'erne tiltrængt modstand.
Hvad laver man en dejlig søndag, midt på formiddagen? Steffen Larsen er igang med at køre fra konkurrenterne, anført af Bruno Rasmussen. (Foto: Motorsporten.dk)
1. heat
Steffen Larsen tager starten, mens toer Bruno Rasmussen øjeblikkelig bliver presset af Christian Pedersen. Med Peugeot-kørerne Poul Erik Jensen, Henrik Mikkelsen, Per Madsen og Dennis Barth på de næste pladser, ligner det Danmarks tredje mærkeklasse.
Henrik Mikkelsen er hurtigt startende og udbremser Poul Erik Jensen i depotsvinget og slutter sig til Bruno Rasmussen og Christian Pedersen, alt i mens Steffen Larsen allerede er begyndt at trække fra på førstepladsen. For enden af langsiden kan Christian Pedersen presse sig forbi Bruno Rasmussen, men må hurtigt afgive placeringen igen. Nu kommer han i stedet under pres fra Henrik Mikkelsen, der udnytter en bedre udgangshastighed på langsiden til at køre forbi på langsiden på anden omgang. På tredje omgang parkerer Lars Blom sig selv i volden i skoven, hvilket bringer det gule flag ud.
Det bremser ikke Steffen Larsen i at dominere dette løb fra start til slut, mens Bruno Rasmussen ser på fra andenpladsen. Tredjemand Henrik Mikkelsen får snart mere travlt med at se bagud en fremad, på grund af Christian Pedersen og Poul Erik Jensen. På femte omgang kikser Mikkelsen et gearskifte på vej ud af depotsvinget og Christian Pedersen er forbi. Omgangen efter lykkes det også Poul Erik Jensen at passere.
På syvende omgang bliver kampen om sjettepladsen for tæt. Carsten Rasmussen har hidtil kørt et godt løb i sin Citroën Saxo, men i udgangen af skoven bliver han involveret i Dennis Barth og Per Madsens kamp om de næste pladser. Madsen rammer Barth, så hans bagkofanger bliver revet af, hvilket får dommerne til at hive det røde kort frem til Per. Også Carsten Rasmussen bliver ramt og parkerer sidelæns til kørselsretningen, hvilket bringer banens safety car ud.
Løbet bliver frigivet ved starten af tolvte og næstsidste omgang. Steffen Larsen beholder sin føring, hvorimod Bruno Rasmussen øjeblikkelig kommer under pres fra Christian Pedersen. Den sorte Peugeot tager den lange vej udenom i startsvinget, men i udgangen presser Bruno Rasmussen Christian Pedersen op mod pitmuren. Det bliver imidlertid Bruno selv der bliver taber i dét spil, da hans gule Honda bliver slynget ind i autoværnet og udgår.
"Pludselig var der ikke mere plads". Resterne af Bruno Rasmussens Honda CRX, efter mødet med pitautoværnet. (Foto: Motorsporten.dk)
Steffen Larsen vinder løbet i sikker stil, mens Christian Pedersen bliver toer. Poul Erik Jensen slutter på podiet for femte gang i træk, mens Per Madsens fjerdeplads bliver til ingenting. Ny fjerdemand bliver i stedet Ejnar Rosenhøj, der udnytter en fejl fra Henrik Mikkelsen på sidste omgang. Dennis Barth bliver sekser foran Anders Mortensen. Efter en dårlig start kører Bent Tronhjem sig tilbage til ottendepladsen foran Anders Nielsen og Peter Juhl Jensen.
2. heat
Steffen Larsen og Christian Pedersen udgør første startrække, mens Henrik Mikkelsen er ene på anden række, da Bruno Rasmussen ikke har fået sin Honda CRX klar. Christian Pedersen laver den klart bedste start, men Steffen Larsen udnytter sin pole til maksimal effekt. Fra første meter bliver løbet en kamp mellem disse to. I første halvdel skygger Christian Pedersen Steffen Larsen, før han for alvor begynder at angribe. På ottende omgang passerer han Steffen Larsen på langsiden, blot for at afgive placeringen i startsvinget. Over de næste omgange kører de to nærmest side om side, men hele tiden med Steffen Larsen på indersiden i svingene. Afgørelsen falder på elvte omgang, da Christian Pedersen kommer bedst ud af depotsvinget. På vejen mod skoven presser han sin sorte 106'er indenom Steffen Larsen og førstepladsen er hjemme i en af dagens flotteste dyster. Christian Pedersen vinder sæsonens anden sejr i debuten som Peugeot-kører, mens Steffen Larsen udbygger sin DM-føring med andenpladsen.
Steffen Larsen fører endnu, men Christian Pedersen har allerede lagt sig i hælene, klar til at slå til. Henrik Mikkelsen har endnu øjenkontakt med de to forreste. (Foto: Motorsporten.dk)
Tredjepladsen bliver en kamp mellem Henrik Mikkelsen, Poul Erik Jensen og Per Madsen. Mikkelsen kommer bedst fra start, men taber terræn til sine konkurrenter midt i løbet. Specielt turen gennem "Skoven" er kostbar for ham. Inden mål har han også afgivet en placering til Dennis Barth, der kører årets hidtil bedste løb.
Poul Erik Jensen og Per Madsen dyster om tredjepladsen i Depotsvinget, hvor Madsen senere foretog sin overhaling. (Foto: Motorsporten.dk)
Poul Erik Jensen overtager tredjepladsen fra Henrik Mikkelsen midt i løbet, da han kører forbi på langsiden, men må selv afgive placeringen til Per Madsen. I Depotsvinget dykker Madsens orange 106'er ganske enkelt indenom og forhindrer derved Poul Eriks sjette podieplacering i træk.
Først på syvendepladsen finder man andre bilmærker end Peugeot. Carsten Rasmussen kommer bedst fra start i sin Citroën Saxo, men midtvejs i løbet kommer Ejnar Rosenhøj forbi i sin Toyota Corolla. Bent Tronhjem bliver nier, efter en dårlig start og efterfølgende overhalinger tier Anders Mortensen og Peter Juhl Jensen.
Anders Nielsen slutter på 11. pladsen, efter en weekend hvor han bare manglede fart. Lars Blom har atter mere fart på end han magter og planter for tredje gang sin Toyota Yaris i sandkassen i udgangen af "Skoven". Han er dog hurtigt tilbage på asfalten og bliver flaget af.
Pointene
Med en næsten perfekt score udbyggede Steffen Larsen sin DM-føring til 245 point. Henrik Mikkelsen, der bare ikke har haft heldet med sig på Ring Djursland, beholder andenpladsen med 216 point, mens Poul Erik Jensen passerer Per Madsen i kampen om tredjepladsen. Christian Pedersen rykker fra ottende- til femtepladsen med sin første- og andenplads i dagens løb, bare 11 point efter Per Madsen. Bruno Rasmussen bliver løbets store taber og rykker fra fjerde- til sjettepladsen, mens Dennis Barth endnu engang scorede solidt.
De næste afdelinger køres i forbindelse med Grand Prix Danmark på Jyllands-Ringen i weekenden 4.-5. september. Med endnu 6 afdelinger resterende har 13 af klassens hidtil 17 deltagere chancen for DM-titlen, mens 16 kørere har medaljechancer.
Jesper O. Hansen Læs mere om: 08/08/04 - Ring Djursland - Yokohama Cup - DASU mesterskab |