Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Classic Car Meeting

Historisk Formel Cup

Classic Car
Meeting 

25/08/04 

-løbsrapport fra Ring Djursland
De 14 deltagere i historiske formelbiler stod for en pæn del af weekendens underholdning - ikke mindst takket være et voldsomt regnskyl, der i høj grad kom til at præge 1. heat. Poul Isaksen kom, så og sejrede, på papiret, men havde i praksis nok at se til.
 

Hovedparten af deltagerne blev udgjort af sidste års Formel 2000-felt, med forsvarende mester Lars Clasen i spidsen. Hans Swift SC95-mærkefælle Leif Jørgensen var også på plads, ligesom John Rasmussen i sin flotte Reynard SF87. Med de tre, og klassens 2001- og 2002-mester Poul Isaksen i Van Diemen RF97, var der på forhånd lagt op til en slags revanchematch og med den nye asfalt, blev der snart talt om muligheden for at slå Jason Workman's mere end 5 år gamle banerekord på 49,903!

1. heat
Der måtte to starter til før 1. heat blev afgjort. Første forsøg blev afblæst efter få omgange, da startopstillingen var forkert! Her var Leif Jørgensen kommet bedst af sted, mens Poul Isaksen overhalede både Lars Clasen og John Rasmussen den lange vej udenom i første sving.


Den aborterede første start. Leif Jørgensen er kommet bedst afsted, mens Poul Isaksen har lagt op til dagens frækkeste overhaling, udenom Lars Clasen og John Rasmussen.
(Foto: Motorsporten.dk)

Restarten fandt sted over 2 timer senere, denne gang med Lars Clasen på pole. Imidlertid lavede Poul Isaksen den bedste start, mens Clasen blev sat af i depotsvinget på første omgang. Trods bl.a. en afrevet bagvinge kom han til start i 2. heat senere på dagen.
Poul Isaksen blev fra start presset hårdt af Leif Jørgensen, der slipstreamede sig forbi på langsiden på tredje omgang. Også John Rasmussen forsøgte at følge med forbi, men måtte vente nogle omgange endnu. Bagved dette trekløver lå Peter "Speed" Mogensen på en solid fjerdeplads, mens Mogens Veland, der måtte starte fra pitten på grund af koblingsproblemer, var godt på vej op gennem feltet. Hans Hansson var bedst blandt Formel 1600, mens forsvarende FIA Historisk Formel Junior-mester Martin Borch-Christensen sluttede feltet af i sin Cooper T52.

Alt dette tog en dramatisk vending midt i løbet, da regnen begyndte at falde. Formel 2000-bilerne var alle på slick-dæk, mens de øvrige 5 deltagere nu havde fordel af lidt obligatorisk mønster i dækkene. På tolvte omgang overtog John Rasmussen andenpladsen fra Poul Isaksen i hullet - en manøvre der omgangen efter sikrede Rasmussen føringen. Den hidtil førende Leif Jørgensen havde over flere omgange forgæves gestikuleret at han ønskede løbet stoppet. På trettende omgang sluttede det hele for Jørgensen, med en afkørsel og efterfølgende svære skader på venstre forhjørne.
For John Rasmussen blev glæden også hurtig overskuelig. Næsten så snart førstepladsen var hans, kurede han af banen i hullet og holdt parkeret dér til målflaget faldt 7 omgange og mange regndråber senere.

Dermed er spændingen om førstepladsen overstået. Få omgange senere indhenter Poul Isaksen toeren og treeren, Peter Mogensen og Mogens Veland, med en omgang. Trods en til tider endog meget dårlig sigtbarhed slås Mogensen og Veland til sidste meter om andenpladsen. Efter en del positionsskifte bliver slaget afgjort i sidste sving, da de to indhenter Martin Borch-Christensen for anden gang. På den smalle bane er der ganske enkelt ikke plads til alle tre biler i opløbssvinget og dermed er Peter Mogensen toer og Mogens Veland treer.

Fjerdepladsen bliver en spændende dyst mellem tre umage ekvipager. Takket være støt og stabil kørsel vinder Ole Bjørn Nielsen duellen med sin Formel Ford-klassiker af en Van Diemen RF79. Hans erfaring fra autocross kom ham tydeligvis til gode, for femte- og sjettemand, Finn Thyrestrup i Mondiale Formel 2000 og Henrik Hansson i Van Diemen RF85 Formel 1600 bliver forsinket af spind undervejs - førstnævnte oven i købet midt på langsiden.

For Martin Borch-Christensen bliver sidste halvdel af løbet også en succes. Formel 2000-kørerne Johnny Hansen og Michael Møller Jensen kører i kravletempo i regnen og det giver Cooper-køreren en overraskende syvendeplads.

2. heat
På en regnvåd bane er alle, på nær Leif Jørgensen, klar til andet heat, hvor der startes efter slutresultatet af første heat. Ikke overraskende kommer Poul Isaksen bedst fra start, men fra 10. pladsen skyder John Rasmussen frem på tredjepladsen efter Peter Mogensen allerede på mållangsiden. Fra sidstepladsen er det imidlertid Lars Clasen der stormer mest frem. På femte omgang overhaler han John Rasmussen, blot for at spinde to omgange senere. Efter løbet viser det sig Clasens bagvinge ikke sidder ordentlig fast og glider frem og tilbage i sine befæstninger.

Kampen om andenpladsen har givet Poul Isaksen den fornødne luft på vejen mod endnu en sikker sejr. John Rasmussen bliver toer, mens Lars Clasen får kørt sig tilbage på tredjepladsen. Peter Mogensen og Mogens Veland slutter igen efter hinanden, men denne gang er der stor afstand mellem de to.
Johnny Hansen kører et bedre løb end i første heat og bliver sekser, foran uofficiel Formel 1600-vinder Henrik Hansson. Finn Thyrestrup burde nok have været mindst én placering længere fremme, men endnu et spind på langsiden i starten af løbet koster dyrebar tid. Ole Bjørn Nielsen slutter denne gang på niendepladsen foran Lars-Erik Åkersten i en Hawke Formel Ford årgang 1970. Michael Møller Jensen bliver bøffen i en klassisk Formel Ford-sandwich, med Åkersten foran og Björn Otterberg bag sig, mens Martin Borch-Christensen slutter sidst, 4 omgange efter vinderen.


Poul Isaksens racer ser ud som for to år siden ...og det gør resultaterne også.
(Foto: Motorsporten.dk)

Samlet sejr til Poul Isaksen foran Peter Mogensen og Mogens Veland. Trods udgåelserne af første heat scorer John Rasmussen og Lars Clasen point nok til fjerde- og femtepladsen, foran bedste Formel Ford-kører Ole Bjørn Nielsen.

Jesper O. Hansen

Læs mere om:
  • 22/08/04 - Ring Djursland - Historisk
  •